Mandag den 30. juni døde Poul Højlund, 71 år gammel, efter længere tids sygdom. Med Pouls død har Danmark mistet en urokkelig stemme i udenrigs- og udlændingedebatten, en fædrelandskærlig forkæmper for det danske værdifællesskab, en tro ven af Israel - et stort menneske, som jeg altid vil mindes med respekt og kærlighed.
Poul Højlund var cand.mag. i historie, tidligere gymnasielærer, forfatter, debattør, spidskandidat for Nye Borgerlige i de første gode år, intellektuelt velfunderet og sprogligt præcis. Han formåede at bringe både eftertænksomhed og kant til debatten, altid med argumentets vægt frem for det personlige angreb.
Præget af alvor og varme
Poul havde en urokkelig tro på, at et samfund skal bæres af frie borgere, der tager ansvar – for hinanden, for fællesskabet og for nationen. I hans virke og væsen mødtes det intellektuelle med det folkelige. Hans politiske engagement var båret af kløgt og omsorg, aldrig dumsmart kynisme. Pouls ord var i tale og på skrift præget af en særlig alvor og varme, der gjorde, at selv dem, han var uenig med, måtte lytte – og ofte svare med respekt.
Modig, viljestærk og loyal, sådan var Poul.
Han turde tage de svære, men vigtige debatter. ”Man skal fægte med åben pande”, som han sagde. Og det gjorde han med en enestående styrke og ro, trods mange år med sygdom og modstand. Han havde en grundfæstet kærlighed til Danmark, folket og vores kultur, ikke som noget lukket, men som noget, der skal leves, næres og gives videre.
Rodfæstet engagement, der indgød respekt
Poul var et enestående varmt, positivt og elskeligt menneske. En mand, som jeg personligt respekterede højt og holdt utroligt meget af. Poul var hengiven til sin familie og ikke mindst til sin hustru Anna, som han altid omtalte med største respekt og kærlighed.
Personligt mindes jeg Poul med særlig varme fra vores sidste møde på en smuk forårsdag i haven ved hans og Annas hjem i Kjellerup. Anna havde lavet kaffe og købt brød, og mine hunde løb frit omkring i haven, mens vi talte i flere timer. Jeg vidste, at Poul var syg – kræften var uhelbredelig – og alligevel bar samtalen den dag den samme klarhed og menneskelige dybde, som altid.
Dagen endte med en rundvisning på gården – et sted, der bar præg af det samme rodfæstede engagement og kærlighed, som Poul bar i alt, han gjorde. Da vi tog afsked, sagde jeg: "Vi skal ses igen." Og det tror jeg på, at vi skal en dag.
Poul vil blive savnet af os, der var så privilegerede at lære ham at kende, men også af de mange danskere, der på afstand fandt håb i hans klare stemme og retfærdige tilgang. Danmark er blevet en stemme fattigere – men som folk står vi rigere tilbage med hans ord, hans eksempel og hans kamp.
Ære være Poul Højlunds minde.
