I sidste uge døde den skotske filosof Alasdair MacIntyre i en alder af 96 år. Med ham forsvandt en af de mest betydningsfulde tænkere i den nyere tids moralfilosofi og en af bagmændene bag kommunitarismen, jeg selv betragter som vor tids væsentlige sociale og politiske filosofi.

MacIntyres hovedværk After Virtue fra 1981 var ikke blot en akademisk øvelse, men en diagnose af vores civilisations dybeste krise. Det er, som om vi her får et røntgenbillede af en syg patients indre organer, de skadelige svulster i samfundets moralske væv.

Lad mig derfor mindes dette store værk og denne store tænker ved at se nærmere på grundteserne i bogen, der i den grad har bud til vores egen tid.

MacIntyres diagnose: Modernitetens moralske kollaps
MacIntyres centrale tese er lige så brutal, som den er præcis: Oplysningstidens store projekt om at skabe en universel, rationel moral er slået fejl. Hvor oplysningstænkere som Kant og Mill troede, de kunne afkode moralens evige love gennem fornuften alene, har vi i stedet fået en verden af konkurrerende værdisystemer uden fælles reference.

Resultatet er den fragmentering, vi kender alt for godt: Hver gruppe taler ud fra sine egne præmisser, men ingen kan længere overbevise de andre. Vi har mistet det fælles sprog, der gør autentisk moralsk argumentation mulig. I stedet for saglig debat får vi følelsesladet positionering, hvor hver side anklager den anden for ondskab eller dumhed.

MacIntyre kalder denne tilstand for "emotivisme". Det er den opfattelse, at moralske udsagn i bund og grund blot er udtryk for private følelser camoufleret som objektive sandheder. Når vi siger "det er forkert", mener vi i virkeligheden bare "det kan jeg ikke lide".

Dydsetik som modgift
MacIntyres svar er at gå tilbage til Aristoteles og den klassiske dydsetik.

I stedet for at søge universelle regler foreslår han, at vi fokuserer på karakterdannelse inden for konkrete fællesskaber. Dyder som mod, retfærdighed og omsorg giver kun mening i sammenhænge, hvor mennesker deler praksisser og traditioner.

En god læge udvikler sine faglige dyder gennem deltagelse i lægevidenskabens praksis, ikke ved at følge abstrakte regler. Tilsvarende formes en god borger, en god ægtefælle, en god forælder, en god ven af sit engagement i konkrete – politiske, familiære og civile – fællesskaber, ikke af universelle menneskerettighedserklæringer.

Det står i skarp kontrast til liberalismens fokus på individuelle rettigheder og neutrale procedurer. For MacIntyre er den liberale forestilling om det frit vælgende, ”autonome selv” en illusion. Vi er nemlig altid allerede indlejret i sociale sammenhænge, der former vores identitet og forpligtelser.

Kommunitarismens menneske- og samfundsforståelse
MacIntyres alternativ bygger på erkendelsen af, at moralsk identitet er fundamentalt social. Et af mine egne favoritcitater fra After Virtue lyder:

”Jeg er en eller andens søn eller datter, en andens fætter eller onkel; jeg er en borger i denne eller hin by, et medlem af denne eller hin klasse eller profession; jeg tilhører denne stamme, klan eller nation. Hvad der er godt for mig har således at gøre med, hvad der er godt for en person, der indgår i disse roller.

Som sådan arver jeg fra min families, min bys, min stammes, min nations fortid en mangfoldighed af fordringer, retmæssige forventninger og forpligtelser. Alt dette konstituerer det givne i mit liv, mit moralske udgangspunkt. Alt dette giver delvis mit liv dets moralske særegenhed.”

Vi er aldrig i stand til at søge det gode eller udøve dyderne blot som individer, kun som partikulære mennesker i partikulære omstændigheder. Denne forankring er ikke en begrænsning, men selve betingelsen for et meningsfuldt moralsk liv.

Vores forpligtelser udspringer ikke af abstrakte principper, men af konkrete relationer og den historie, vi deler med andre.

Markedsøkonomiens logik undergraver systematisk disse sociale bånd ved at reducere mennesker til aktører drevet af egeninteressen på et marked. Når alt bliver til varer - inklusive arbejdskraft, uddannelse og omsorg - mister vi forståelsen for de praksisser og traditioner, der giver livet mening ud over økonomisk gevinst.

Selv om MacIntyre er særlig kritisk over for markedet, mener jeg, at det i vores tid især er velfærdsstaten, der underminerer fællesskaberne i det civile samfund ved at tømme det for funktioner lige fra børne- og ældrepasning til konkret næstekærlighed.

Staten bidrager på den måde paradoksalt til individualiseringen ved at erstatte familie og lokalsamfund som omsorgsgivere. Den frisætter den enkelte fra børn, forældre, fra ægtefællen. Fænomener som ”solomødre” og ”Incels” vidner om det.

Globalisering versus lokale rødder
MacIntyres kritik virker decideret profetisk, når man betragter globaliseringens konsekvenser.

De kosmopolitiske eliter har skabt sig selv som en klasse løsrevet fra lokale forpligtelser og traditioner. De cirkulerer mellem verdens storbyer med identiske businessclass-billetter i lommen, Rolex på håndleddet og den samme smagløse hotelkædes nøglekort i jakkelommen, kender hinanden på tværs af landegrænser, men har i høj grad mistet forbindelsen til de samfund, de påstår at lede.

Disse eliter hylder en abstrakt universalisme, der i praksis betyder løsrivelse fra konkrete fællesskaber. De ser lokalpatriotisme som bagstræberisk og nationale traditioner som fordomme, der skal overvindes. Men i deres bestræbelser på at skabe en global kultur berøver de millioner af mennesker den identitet og mening, der kun kan findes i rodfæstede fællesskaber.

De populistiske oprør, der har rystet eliterne i politik, big business og medier kan forstås som reaktioner på denne kosmopolitisme. Brexit-stemmerne og Trump-fænomenet udtrykker blandt andet en længsel efter genoprettelse af lokalsamfundets værdi og nationale fællesskabers legitimitet.

Danmarks dilemma
Debatten om ”danske værdier” og ”åndelig oprustning” kan ses som forsøg på at genetablere det fælles fundament, som MacIntyre anser for nødvendigt for et velfungerende folkestyre.

MacIntyres tilgang tilbyder også veje til integration eller rettere assimilation af udlændinge. Det kræver deltagelse i konkrete praksisser og traditioner, ikke blot accept af abstrakte værdier. Det er gennem fælles engagement i institutioner, foreninger og lokalsamfund, at fremmede bliver til danskere.

MacIntyres budskab forbliver derfor aktuelt: Den iskolde liberale utopi om det neutrale samfund, hvor individer forfølger deres private projekter inden for retsstatslige rammer, er både umulig og ødelæggende.

Svaret er genopbygning af de lokale fællesskaber, hvor borgerdyd kan trives.