I en nylig kronik i Kristeligt Dagblad beskriver stud.mag. Barbara Weile det faglige miljø på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Her erfarer hun, at religion er en afvigelse, og at henvisninger til fortællinger, myter og symboler fra Bibelen, der engang blev opfattet som en fond for vesterlandsk litteratur, skønnes irrelevante, hvis ikke ligefrem afskrives som en abnormitet. Det undrer hende.

Det undrer også mig, og derfor har jeg inviteret hende i studiet til en snak om, hvorfor akademiske undervisere frygter kristendom. Hvad er det, der er så farligt ved at kende Bibelen i dag? Og gør denne frygt sig gældende i et bredere kulturperspektiv?

Du kan læse Barbara Weiles kronik i Kristeligt Dagblad her. I kronikken skriver hun bl.a.:

"Der gik ikke længe. før jeg vidste, at der var noget galt ude på litteraturvidenskab. Jeg læste de kristne fortællinger ind i det meste af det, vi læste (...), undrede mig, stillede spørgsmål i den retning. Og så sad jeg hver gang tilbage med en stigende fornemmelse af, at der altid blev set lidt skævt til mig fra mine undervisereres side (...) Langsomt gik det op for mig, at der var nogle læsninger, der var mere legitime end andre. I et tilsyneladende frit fortolkningsrum var en perspektivering med afsæt i kristne motiver og fortællinger ikke en mulighed."

Den bogtitel, der bliver nævnt i podcasten, er Northrop Fryes The Great Code: The Bible and Literature fra 1981 (findes i dansk oversættelse, Forlaget Aros 1992).

Vi taler også om Kristian Leths bog om Bibelen med titlen Verdens vigtigste bog (2024).

Inger Christensen digt Det blev udgivet i 1969.