KONTRAST - Mikkel Andersson:
Erik Guldager er mangeårig gallerist og kunsthandler. I dag har Erik Guldager sat en ganske, ganske, ganske særlig genstand til salg. Erik, hvad er det, du skal sælge?

Erik Guldager:
Vi har fået til opgave at sælge originalværket, originaltegningen af Kurt Vestergaards Mohammed-tegning. Så der er nok lagt op til en større begivenhed.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Og hvis der skulle være nogen, der har boet i en jordhule de sidste 20 års tid, så kan jeg jo fortælle, at Kurt Vestergaards muhammedtegning nok er den mest berømte ud af de 12 tegninger, som Jyllands-Posten trykte tilbage i oktober 2005. Det er er den, hvor man ser en noget vredt udseende Muhammed med en tændt bombe i sin turban.
Og Erik, hvordan er det kommet dertil, at du nu skal sælge det, der vel nøgternt set godt kan beskrives som et helt reelt stykke danmarkshistorie, og nok også et af de mere kontroversielle af slagsen?

Erik Guldager:
Det er et stykke Danmarkshistorie, det er det utvivlsomt. Og måske også en del af en global historie. Jeg har været gallerist for Kurt Vestergaard i temmelig mange år. Og så er det så, at på et eller andet tidspunkt... Jamen, så er der noget, der skal skifte ejermand. Og der har jeg i den forbindelse fået opgaven at sælge og sørge for, at auktionen kommer ud, så alle har mulighed for at byde på den.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Hvem er det, du har fået dit opdrag at sælge den fra? Vi har antaget, at det er arvingerne. Men hvem er det?

Erik Guldager:
Det er det, man kalder et privatanlæggende. Og det er mange gange sådan i vores branche, at både køber og sælgere sandsynligvis ønsker at være anonyme. Og i det her tilfælde er det i hvert fald sådan, at sælgerne er anonyme, og køber bliver det. Måske også.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Før vi skal tale om selve auktionen, og hvordan det kommer til at forløbe, og hvad du forventer ud af det, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre lidt om processen.

Du har skrevet bogen ”I Kurts Kølvand”, som ikke kun, men i høj grad handler om dit mangeårige samarbejde med Kurt Westergaard. Jeg ved, du kender historien bag skabelsen af Muhammed-tegningen ganske indgående. Kan du prøve at fortælle, hvad det er, der sker, da Kurt her i efteråret 2005 får til opgave som en ud af de altså 12 tegnere, og tegner sit eget syn på Muhammed?

Erik Guldager:
Der sker det, at Kurt får den her opgave, og har egentlig lidt glemt det igen, og står så en dag ude på Jyllands-Postens toilet. Chefredaktøren kommer ind og prikker ham lidt på skulderen og siger, Kurt, det er i dag kl. 14, der er deadline.

Kurt svarer, nå ja, det skulle han nok lige sørge for, og får så tisset af. Og så vasker han fingre og tager en serviet ud af automaten og tørrer fingre i den. Det gør han et par gange, og tager så yderligere en serviet ud. Og tager han med ind på sit kontor lige ved siden af, og slår en blæktegning op.

Det vil sige, alt med sort på Muhammed-tegningen er lavet på det stykke papir. Så går han så ud og tager fem kopier af blæktegningen på A4-ark, fordi han er jo lidt sparsommelig anlagt også, så han vil ikke bare sidde og rutte med papiret. Så han går ind og arbejder videre på de fem kopier, han har taget, indtil han tænker, at der er den. Det er den her, vi bruger.

Han vælger en til sig selv, og en anden går i trykken. Og så er der så i alt fem dybest set lige originale værker.
Men den ene af dem er jo så måske lidt mere berømt end de andre. Og med til historien er det jo så, at når man kigger rigtig godt efter på Muhammed-tegningen, så vil man kunne se både i skæg og i turban, at der er sådan en slags lidt riflet karakteristik hen over papiret. Og det er den sugestruktur, som ligger i sådan en serviet eller et stykke køkkenrulle, for den sags skyld.

Man kan sige, at helt tilbage fra grundelementet, at Westergaards Muhammed-tegning faktisk lavet på lokumspapir fra Jyllands-Posten, hvilket måske giver det hele et lidt specielt tvist, men ikke desto mindre, så er det den faktuelle baggrund bag Muhammed-tegningen. Og resten er jo så historie, kan man sige.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Hvad sker der så med den oprindelige, den allerførste skitse, som han altså laver de senere kopier ud fra?

Erik Guldager:
Altså den første, hvad skal man sige, den han har lavet på servietten fra Jyllands-Postens toilet, den smider han så ud. Og det gør han altid. Han forarbejder så kopierne.
Vi har mange eksempler på, at han forarbejder fire ark, indtil han er tilfreds. Så rigtig mange af hans satiretegninger er lavet på et af fire ark. Men baggrundstegningen for arkene, den røg desværre ud samme dag.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Så man kan sige, at der ikke kun er én tegning. Der er fem. Men der er én af dem, der er så ganske speciel. Hvordan hænger det sammen?

Erik Guldager:
Der er som sagt fem udgaver af den. Og der er så også forskellige rekvirenter, alle anonyme. Men det er lykkedes hen over årene at finde ud af, hvor de er henne. Og det er så det, der nu bliver sammensat til én auktion.
Det vil sige, at vi har det hele til salg på én gang. Og én af de andre tegninger, han har lavet. Det er en tegning fra 1994. Der lavede han faktisk den aller, aller første muhammedtegning, altså 11 år tidligere.

Den blev lavet til Frederikshavns Kunstmuseum. Den har samlerne i den grad kastet deres interesse over. Vi fandt den for nogle år siden hos en dansker i Madrid. Og den købte vi så hjem for ét kilo guld. Det var den afregning, han ville have. Det var ikke noget med penge. Det var en guldbarre på et kilo, og det fik han så dengang. Og det var jo nok det, der hedder et godt køb.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
En ting, jeg tænker på i forhold til salget her, så er der meget få værker, der er så internationalt kendte som det her. Der er vel få danske visuelle ting, som er lavet de sidste 30 år, som er noget, som folk i alle mulige dele af verden, USA, Mellemøsten i høj grad, og andre steder også kender. Hvorfor er det ikke et stort internationalt auktionshus, der går ud og sælger originalerne? Hvorfor er det dig?

Erik Guldager:
Allerede i 2009 havde vi originaltegningen med til Sotheby's. Men da det går op for dem på indleveringsdagen, hvad det egentlig var, vi kom med, så røg vi hurtigt ind i et baglokale, og yderligere ind i et baglokale, og så kom der efterhånden topchefer ned fra de øverste etager, for de skulle se det, og det var jo nærmest, som om det var den hellige gral, vi stod med. Og de sagde direkte til os, at this is a priceless piece of collectors item number one. De var fuldstændig på det rene med, at det var det helt store hit. Men hun siger så også, som jeg tror er måske chefen derovre fra, at du kan nok forstå, Hr. Guldager, vi kan ikke sælge sådan en tegning og have den på side 5 i vores auktionskatalog. Uanset hvad den måtte kunne indbringe, så kan vi få nogle økonomiske følger, der gør, at vi mister hele vores klientel i Mellemøsten, og så vil det også være en dårlig forretning. Og det er så det, de pakker den ind under, det er økonomi, og det er et helt forståeligt argument. Et så stort og velrenommeret auktionshus kan ikke sælge dem, uagtet det i den grad kløede i fingrene på dem. Og den samme respons har vi fået fra Christie's senere i New York, at det var godt nok ellers en lækkerbisken, men nej tak.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Men du er altså ikke bekymret for at miste hele din eventuelle mellemøstlige kundekreds på den konto så?

Erik Guldager:
Det er jo det paradoksale i det. Jeg har solgt muhammedtegninger til otte lande i Mellemøsten, og de har jo altid pointeret, at du må endelig sende den anonymt, og de synes, det er så fantastisk, de har sådan en kopi.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Så kommer vi jo til det åbenlyse spørgsmål, hvad kan den kan indbringe på det frie marked?

Erik Guldager:
Det er det helt store spørgsmål. For mange år siden var der en fiskeskipper fra Hanstholm, der ringede mig op, og han sagde sådan på godt vestjysk, at han ville gerne købe den der tegning, og hvad jeg skulle have for den? Hvis jeg kommer med en pose med en halv million i, kan det så lade sig gøre? Og det kunne det absolut ikke. Og så siger han, nå, og holder sådan en lille pause. Men hvad så, hvis jeg har to poser med? Og det var så et bud på en million danske kroner. Vi er noget højere i dag. Men jeg kan ikke sige, hvad det ender med. Det er markedskræfterne, som må vurdere det.
Vi har nogle indikationer, og vi har hørt mange tal undervejs. Rigtig mange store tal fra samlere, også fra USA og fra Italien, sågar har vi fået nogle ret voldsomme bud tidligere.
Og det er der blevet takket nej til, fra de rekvirenter, vi nu kender i dag. Og så må det jo så vise sig, om de har ret eller de ikke har ret. Jeg kan ikke sætte pris på dem, og derfor går vi ikke ind med en vurderingspris på dem. Fordi det er så unikt og så voldsomt, at der ikke er noget fortilfælde for det. Og jeg kan rent faktisk professionelt ikke vurdere, hvad de er værd.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Så der er ikke noget startbud? Det er ikke sådan, at det starter ved et eller andet beløb?

Erik Guldager:
Så jo, der kommer nogle startbud ind, som er bekræftet.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Kan du sige, hvis man nu er interesseret i enten at følge auktionens forløb, eller måske sågar selv afgive et bud, hvad kommer den hjemmeside til at hedde? Hvor kan man finde den?

Erik Guldager:
Du kan finde hjemmesiden på www.kwicons.com. Altså Kurt Westergaards ikoner.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Men hører originalerne ikke til på et museum?

Erik Guldager:
Det vil jeg synes. Om man kan lide det eller ej, så er Muhammed-krisen jo den største internationale krise, Danmark har stået i siden 2. Verdenskrig. Og det blev til en international krise. Og det blev et symbol på, hvad nogen synes, vi ikke må. Og hvad vi så mener, vi absolut har ret til. Så pludselig bliver det sådan en materialiseret form. Det er den, der bliver The Clash of Titans.
Og den hører faktisk i min optik hjemme på et museum. Og det er vi jo selvfølgelig også åbne for, at der måske er nogen, der går sammen fra fonde. Og siger, den her, den skal blive i Danmark. Den er simpelthen for vigtig.
Men hvis den hører til på et museum, så mener jeg bestemt også, den hører til på væggen og ikke i kælderen. Og det er jo så det næste spørgsmål. Vil du udstille den? Det skal nok blive et kæmpestort trækplaster. Men det kan jo også godt være, at der er nogen, der synes, at det skal være det modsatte.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Karikaturmuseet, der er åbnet i Den Gamle By i Aarhus for ikke så lang tid siden, har jo valgt ikke at præsentere muhammedtegningerne. Det er unægteligt den mest omdiskuterede og kontroversielle satiretegning i nyere danmarkshistorie. Men Erik, jeg tænker, hvis du selv kunne bestemme, og det kan du ikke, det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for, men vil det være et museum, som vil være den optimale køber?

Erik Guldager:
Jeg synes, den fortjener en plads. Det vil være trist, synes jeg, hvis der står en mand nede på torvet i Riyadh efter en fredagsbøn, og skal have lidt streetcredit ved at brænde den af. Men det er den mulighed, der ligger, at en arabisk rigmand køber den for at brænde den. Men et lille fromt ønske kunne jo være, at der var et par fonde eller... nogen der gik sammen og sagde, at det er så væsentligt en ting, at den skal bevares i Danmark. Og det næste som sagt, som jeg sagde før, det ville så være, at kunne vi så også få den op på væggen, ville det være fint. Vi har jo på et tidligere tidspunkt reproduceret de to tegninger i 40 eksemplarer. Og der er et af de eksemplarer, der hedder ME, som står for Museum Edition. Og den aftalte vi i 2013, at den skulle vi låne ud til dem, der havde lyst til at have den hængende. Og det er der foreløbig kun ét sted, den har været, det er på Christiansborg. Og lige nu er den så til udlån igen. Men det er jo så igen en reproduktion. Auktionen her, det er originalerne.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Er du nervøs for at stille dig frem og være ham, der nu sørger for at videreformidle muhammedtegningerne? Pænt sagt kan man kalde dem kontroversielle, i hvert fald i nogle kredse?

Erik Guldager:
Jeg tror, det man kan være nervøs for, det er, hvad der skal ske med tegningen efterfølgende.
Fordi hvis det her krænker nogle mennesker, eller på en måde får nogen op i det røde felt, så er der jo en helt unik mulighed for lige nu at bare købe den. Og så kan man jo bagefter gøre med den, hvad man vil. Så kan man sådan set brænde den, eller gøre lige, hvad man har lyst til. Det jeg laver, det er en formidling af en kendt vare, og det er der ikke noget krænkende eller problematisk i.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Altså fordi der simpelthen kunne være nogen, enten rige mænd eller sågar regimer, som kunne være interesserede i at byde rigtig højt med henblik på at ødelægge Kurt Westergaards tegning, så man ligesom kunne lave et statement ud af det?

Erik Guldager:
Der er i hvert fald frit slag, og vi kan jo ikke forhindre nogen i at gøre det, og vi vil heller ikke forhindre nogen i at gøre det. Man kan jo byde på den, hvis man har lyst. Forhåndsinteressen på nuværende tidspunkt, den er ganske stor.

KONTRAST - Mikkel Andersson:
Men du tænker ikke umiddelbart, at der er en sikkerhedsrisiko for dig forbundet med det. Vi har tidligere set eksempler på islamister, der er blevet meget krænket over den slags ting. Selv oversætteren af Salman Rushdies bøger er blevet truet personligt, og der kunne man vel også godt forestille sig vil ske for dig?

Erik Guldager:
Der er da altid nogen, der kan blive krænkede. Der er altid nogen, der kan blive sure, og der er altid nogen, der kan blive aggressive. Det kan man ikke gardere sig imod, og specielt ikke med den udvikling, vi har i verden i dag. Vi laver sådan set ikke noget, der er krænkende. Vi sælger blot noget, der allerede eksisterer. Men derfor kan der jo stadigvæk godt sidde en derude og synes, at nu skal han ud og springe en bombe et eller andet sted.
Og det vil jo så være trist, men det vil så også måske understrege, hvad det er, vi egentlig dybest set er oppe imod. For nogle mennesker er det en krænkelse, og for andre er det kunstnerisk frihed. Og jeg repræsenterer så den side, der hedder kunstnerisk frihed.
Det vil sige kunstnernes ret til at udstille, karikere og parodiere. Eller for den sags skyld at håne og latterliggøre. Og det har vi en rigtig god tradition for. I det øjeblik, at vi beskytter nogen mod at blive karikeret, ja, så ekskluderer vi dem jo fra vores fællesskab.
Så det, vi gør, når Kurt og andre kunstnere udstiller profeten eller andre, jamen så går de jo faktisk bare ind og inkluderer dem i vores fællesskab.