Slyngelstuen er tilbage med et nyt afsnit, denne gang om noget så eksotisk som en tyk bog skrevet af en fransk antropolog. Sagen er nemlig den, at bogen er blevet midtpunkt i en strid om islam, indvandring og Berlingskes mistænkelige samarbejde med islamvenlige forskere.
Bogen har den danske titel Broderismen - sådan undergraver islamister de vestlige samfund og er udkommet på forlaget Pressto. Forfatterens navn er Florence Bergeau-Blackler.
Hendes to danske kritikere hedder Lene Kühle og Manni Crone fra hhv. Aarhus Universitet og DIIS, som med hjælp fra en gruppe studerende har udsendt en liste over bogens fejl og mangler. De er mestendels formelle og fjerner fokus fra bogens tese om islamiseringen af de vestlige landes myndigheder og institutioner. En tese, der ellers er nået helt igennem til Socialdemokratiet og Frederik Vad, der er inspireret af Florence Bergeau-Blackler.
Kontrast har tidligere skrevet om bogen og sagen.
I denne podcast går vi et spadestik dybere med hjælp fra Jakob V. Holtermann, som er lektor i retsfilosofi på Københavns Universitet, mine to medslyngler Jannich Kofoed og Bent Blüdnikow.
Slyngelstuens medvirkende er gengangere og skiftende gæster. Hvad der forener dem, er deres mod, ubestikkelighed og intelligens. Lyt med og mød en anden vinkel, end den du plejer at blive udsat for i konsensusmedierne.