I forgårs blev årets nobelpris i økonomi uddelt. Den blev givet Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson for deres arbejde med at påvise, hvorfor nogle lande bliver rige og andre ikke.

Professor Christian Bjørnskov har skrevet om dem her.

Det er dog ikke de tre herrer men en fjerde, som jeg gerne vil fortælle lidt om her. For i år markerer vi 50-året for tildelingen af Nobelprisen i økonomi til Friedrich August von Hayek. Og 80-året for udgivelsen af hans hovedværk ’Vejen til trældom’.

Hayeks bøger og arbejde med økonomisk teori og politisk filosofi har formet moderne liberal og konservativ tænkning og bidraget med sunde alternativer til den socialdemokratiske centraliserende, adfærdsregulerende stat.

I Danmark er det politiske parnas gennemsyret af socialdemokratisk tænkning, så Hayek har aldrig rigtig fået nogen plads hos os – deraf mange af de dårligdomme, vi som borgerlige slås mod i dag.

Jeg er overbevist om, at hvis borgerlige økonomer gennem tiden havde givet borgerlige politikere bedre værktøjer baseret på Hayeks økonomiske filosofi, havde det ikke været nødvendigt for de gamle borgerlige partier som Venstre og Konservative at overgive sig totalt til den socialdemokratiske tænkning og omfavne den formynderiske stat, som det er sket.

Så ville vi formentlig have haft et klarere valg mellem en borgerlig samfundsmodel og en socialistisk. Nu er vi endt uden et valg. Der er kun én model – den socialdemokratiske.

Fra Wien til Nobelprisen
Friedrich Hayek blev født i Østrig i 1899 og voksede op i et intellektuelt miljø i Wien, hvor han fra en tidlig alder blev tiltrukket af økonomiske og filosofiske spørgsmål.

Han var soldat i hæren under Første Verdenskrig og begyndte bagefter at studere økonomi ved universitetet i Wien under ledelse af den fremtrædende økonom Ludwig von Mises, der introducerede Hayek til den østrigske økonomiske skole.

Denne skoles fokus på markedets rolle i at formidle information og på de farer, der er forbundet med central planlægning, skulle blive grundlæggende for Hayeks eget arbejde.

Efter en periode som underviser ved London School of Economics blev Hayek internationalt kendt for sin kritik af keynesiansk økonomisk politik og for sit forsvar af frie markeder.

Hans arbejde førte til, at han i 1974 modtog Nobelprisen i økonomi sammen med den svenske økonom Gunnar Myrdal for deres "banebrydende arbejde med penge og konjunkturteori og for deres dybdegående analyse af samfundsmæssige institutioner".

Hayeks centrale idéer
Hayeks filosofiske og økonomiske arbejde kan sammenfattes i hans overbevisning om, at frie markeder og decentraliseret beslutningstagning er de bedste mekanismer til at skabe velstand og frihed.

Han var skeptisk over for statslig indblanding i økonomien, fordi han mente, at ingen central myndighed nogensinde kunne have tilstrækkelig information til at styre et komplekst samfund korrekt.

Den "spontane orden", som han beskrev, henviser til, hvordan markeder på egen hånd koordinerer millioner af individuelle beslutninger gennem prissignaler, uden at nogen central planlægger behøver at blande sig.

Et af Hayeks vigtigste begreber er "vidensproblemet". Han argumenterede for, at viden i samfundet er spredt blandt individer, og at central planlægning derfor er dømt til at fejle, fordi den ikke kan tage højde for denne spredte viden.

Det står i kontrast til de statslige beslutningsprocesser, vi kender alt for godt, der ofte er bureaukratiske og langsomme, og som ikke formår at reagere på markedets og individers skiftende behov og ønsker, og hvor beslutningerne udmøntes i snærende regulering, der oftest kommer for sent og rammer skævt i forhold til det problem, de skulle løse.

Vejen til Trældom
I 1944 udgav Hayek sit mest berømte værk, ”Vejen til Trældom” (The Road to Serfdom), hvor han advarede mod de totalitære tendenser, han så vokse frem i kølvandet på anden verdenskrig.

For Hayek var det ikke kun fascisme eller kommunisme, der udgjorde en fare for friheden; også velmenende forsøg på statslig styring af økonomien kunne føre til et glidende fald mod autoritært styre.

Det havde han ret i, og når vi ser os omkring i dag, er det tydeligt, at statslig styring, EU’s regelstyring og detailregulering bremser både vækst, velstand, kreativitet, menneskenes frie valg og muligheder for at skabe det gode liv.

Danskerne har frivilligt valgt trældommen. Det trygge og forudsigelige, fremfor den risikobetonede, men livgivende frihed.

Den uundgåelige deroute
Hayeks tese var, at når staten først begynder at gribe ind i økonomien, vil den uundgåeligt skulle træffe stadig flere beslutninger om fordelingen af ressourcer, hvilket fører til indgreb i borgernes personlige og økonomiske frihed.

I sidste ende, mente han, ville dette føre til en form for trældom, hvor borgerne bliver underlagt en allestedsnærværende stat, der bestemmer over selv de mindste aspekter af deres liv.

”Vejen til Trældom” blev især populær i engelsksprogede lande, hvor Hayeks advarsler fandt genklang blandt dem, der frygtede en voksende statslig kontrol med økonomien efter krigen.

I dag, 80 år senere, kan vi i høj grad genkende nogle af de udfordringer, Hayek beskrev.

Hvad kan vi gøre i dag
Det bedste, du kan gøre, er at få dig et eksemplar af ’Vejen til trældom’ og finde tid til at sætte dig ned og læse den.

Hvis du allerede har læst den, så sørg for at også dine børn får den i hænderne. Det er ikke noget, de bliver præsenteret for hverken i folkeskolen eller i gymnasiet, hvor den socialdemokratiske ånd fylder alle krogene ud.

Så kan du fundere over, hvordan du personligt gerne så samfundet ændret, så vi kunne undslippe trældommen, genvinde friheden og vokse som mennesker med ansvar for de risici vi tager og glæden over de ting, vi skaber ved egen kraft og i samarbejde med andre.

Det borgerlige samfund.