”Kunden kan få en Ford T i lige den farve, han ønsker sig – bare han vælger en sort”. Sådan siges det, at Henry Ford skulle have sagt til sit salgsteam, da han i 1914 satte sit samlebånd i bevægelse.

Det var ærlig snak. For hvorfor sløre at det er den samme bil ved at male den i forskellige farver? Det gør den blot dyrere, hverken anderledes eller bedre. En Ford T. er en Ford T. og derfor er den sort.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ford T., når jeg ser ud over dansk politik her ved afslutningen af endnu en sæson i det danske folkestyre.

Danmark har siden 2015 haft to statsministre. Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen. Vi kunne i og for sig bare have haft den samme, for de er begge to en Ford T. bare i forskellig farve.

Og når vi ser frem mod folketingsvalget næste gang, så kan vi nogenlunde være sikre på, at vi får en Ford T. på posten igen.

Det mest sandsynlige er, at Mette Frederiksen fortsætter. Men det kan også være, at Lars Løkke træder ind i statsministerkontoret igen. Forskellen på de to er så lille, at danskerne formentlig ikke vil kunne mærke forskel i deres dagligdag.

En Ford T. er en Ford T. uanset farven.

Det er nogenlunde sådan vilkårene er i det danske folkestyre. Vi kan stemme på, hvem vi vil, og der er flere muligheder i disse år, end der har været længe. Men når stemmerne er talt op, så vil det være Ford T. der sætter sig for bordenden.

Farven er måske en anden, men det er samme chassis, undervogn, motor og gearkasse.

At der skulle vise sig andre muligheder end en Ford T. efter næste valg er mest noget, de politiske kommentatorer snakker om for at få lidt spænding i deres kedelige tilværelse. Det er lige så usandsynligt som sne i august.

Og det er det dilemma, som Alex Vanopslagh står i, nu hvor hans popularitet gør ham til kandidat til posten.

Hvilken bil er Alex?
Nu er det LA’eren Henrik Dahl og ikke mig, der har skrevet en bog, der hedder ’Hvis din nabo var en bil’, så han er nok også mere den rette til at besvare spørgsmålet.

Men det er ikke nødvendigt med et svar for at på min pointe frem. For sagen er, at hvis Alex Vanopslagh vil være statsminister i Danmark, skal han være en Ford T.

Og hvorfor skal han så det? Det skal han, fordi danskerne, som de er flest, er socialdemokrater oven i hovederne. De kan kalde sig liberale og på en god dag konservative, men når alt kommer til alt, så tænker danskerne socialdemokratisk.

De vil have en Ford T. De tror bilen er skabt til at give dem suset af frihed, men i virkeligheden er den en konstruktion, der sikrer, at de kører samme vej med nogenlunde samme hastighed og kan holde i en parkeringsbås uden at skramme naboen.

Staten og kommunen er både mor og far. Hellere betale mere og lade andre bestemme end leve et liv i frihed med større risiko. Planlægning og forudsigelighed efterspørges. Spontanitet og vilkårlighed rynkes der på næsen af.

Socialdemokratiet har givet os en brugsanvisning på livet. Når bare vi gør det, der står på sedlen og ikke andet, er der kun lidt, der går galt.

Til gengæld afleverer vi halvdelen af det, vi skaber, til staten og finder os i lav kvalitet, middelmådig service og idiotiske regler, der fylder hver en kvadrattomme af tilværelsen.

Fed eller fri
Da vi i en mindre kreds i månederne op til lanceringen af Liberal Alliance i august 2008 diskuterede det her spørgsmål, var der enighed om hele vejen rundt, at et parti som Liberal Alliances eksistensberettigelse ville være, at det netop aldrig ville blive en Ford T.

Da vi i en anden mindre kreds otte år senere i månederne op til, at Nye Borgerlige blev opstillingsberettiget i september 2016, talte om det samme, var det altafgørende for partiets stiftere og støtter, at man aldrig skulle blive ’mere af det samme’.

Stiftelsen af begge partier tog udgangspunkt i, at hvis danskerne skulle blive friere og rigere og ikke bare federe og tryggere, skulle den politiske kamp føres ude blandt danskerne. Den socialdemokratiske tænkning skulle trænges tilbage, og den borgerlige tænkning vinde frem.

Evner man ikke at vinde den kulturkamp, vil danskerne aldrig lægge den socialdemokratiske brugsanvisning for livet væk.

Det gamle LA blev en Ford T.
Det var analysen. Jeg deltog centralt begge gange, og jeg er den dag i dag overbevist om, at den er rigtig. Vi får ikke et mere borgerligt Danmark uden en borgerlig kulturkamp ude blandt danskerne. Socialdemokratismen kan ikke fortrænges via forlig og aftaler på Christiansborg.

LA forlod analysen til fordel for en magtpolitisk tænkning. Fremgangen ved valgene i 2011 og 2015 blev aldrig omsat i en borgerlig kulturkamp. Og ambitionen forsvandt totalt ud, da partiet i 2016 skiftede idealerne ud med ministerbiler.

LA blev til en Ford T. og skabte derfor behovet for, at Nye Borgerlige overtog missionen. Det var sådan, jeg analyserede det dengang, vi lancerede Nye Borgerlige. Det er sådan, jeg ser det i dag.

LA mistede sin relevans i 2016, og det samme skete for Nye Borgerlige nogle år senere, da partiets leder Pernille Vermund efter Corona valgte at satse på sin parlamentariske tæft frem for den folkelige kulturkamp.

Partiet blev irrelevant.

Vil Alex fortsat være relevant?
Det vil han selvfølgelig gerne, og han kender til og har erkendt dilemmaet, han står i. Den opbakning han møder fra især de yngre vælgere er netop et resultat af en borgerlig kulturkamp, han har ført.

Opgøret med offermentaliteten, med den ekstreme identitetspolitik, vægtningen af det personlige ansvar, værdien af at præstere og betydningen af meritokratiet er alle elementer, som går imod socialdemokratismen og er udtryk for vigtige borgerlige værdier.

Det er den mission, som Alex Vanopslagh sammen med de gode folk omkring ham er på. En mission jeg har stor sympati for. Den flugter næsten én til én med det, jeg selv står for.

Men missionen er ikke fuldført. Den er kun lige ved at få fat.

Og lige om hjørnet venter den parlamentariske virkelighed, hvor indflydelse på konkrete beslutninger skabes i rum, hvor kun Ford T. regerer. Ministerkontorer. Og derinde tabes det hele.

Mit håb – hvor åndsvagt det end lyder – er derfor, at Alex Vanopslagh ikke bliver statsminister allerede efter næste valg. Ja, mit håb er, at han slet ikke bliver minister.

For bliver han det, er det fordi, han valgte at blive en Ford T – ikke fordi vi vandt den borgerlige kulturkamp.