Hver tredje danske jøde overvejer nu at forlade Danmark. På grund af stigende antisemitisme - utryghed for deres børns fremtid, og det umulige i at leve som dansker med jødisk identitet.
4 ud af 10 jøder i Danmark har i løbet af det seneste år været udsat for tilråb, chikane, trusler eller vold - fordi de er jøder. Jøder får i dag hemmelig adresse. De fjerner deres navn fra postkassen. De undgår at deltage i den offentlige debat, de gemmer deres jødiske smykker væk og forsøger at leve skjult.
Alt det og meget andet foruroligende kan man læse i en ny rapport om antisemitisme i Danmark - den største til dato, som Institut for Menneskerettigheder har lavet.
I Brønshøj Boldklub mente man ikke, at de jødiske børn på U12-holdet fra den jødiske idrætsklub kunne spille fodbold på deres baner, så man aflyste kampen - af sikkerhedshensyn forlyder det. Det kunne man læse i blandt andet BT i fredags.
Politikerne tør ikke konfrontere årsagen
Justitsminister socialdemokraten Peter Hummelgaard siger til TV2, at han mener, at de jødehadende muslimer og venstreorienterede 'må tage sig sammen'. Der taler en magtesløs minister, der ikke evner eller tør tage konsekvensen af den fatale udlændingepolitik blandt andre hans eget parti er årsag til.
Hvordan hænger det det sigende jødehad sammen med danskernes selvopfattelse, som det (eneste) folk, der under nazismen kom jøderne til undsætning? Det hænger ikke sammen - længere.
Alliancen mellem den neo-marxistiske venstrefløj (læs Woke) og islamismen har genoplivet jødehadet som et legitimt politisk udtryk. Siden Hamas terrorangreb 7. oktober - som helt åbenlyst af planlæggerne blev proklameret som en massakre på jøder - har store dele af venstrefløjen ladet maskerne falde.
For islam er vejen kort - jødehadet er integreret i de religiøse dogmer. Den neo-marxistiske venstrefløj skal lige gå en omvej over anti-zionismen, inden de når frem til jødehadets port. Men den omvej går flere og flere gerne, fordi det altid har været sådan.
Der er kun et opsat kunstigt skel mellem anti-zionisme og jødehad. Det er det samme fænomen. Måske kan man i en klinisk akademisk debat argumentere for, at anti-zionisme er noget andet end anti-semitisme, men ude i den virkelige verden, overlapper de to fænomener så meget, at man må betragte dem som synonymer.
For at udtrykke deres anti-zionisme - altså deres modstand mod jødernes ret til et hjemland - må de såkaldte anti-zionister alliere sig med den revolutionære venstrefløj, neomarxisterne i woke-bevægelsen og religiøse islamister. Det er derfra man hører parolen 'fra floden til havet', som handler om at erstatte staten Israel med en arabisk stat.
Måske besinder de sig
Det er den problemstilling, som Peter Hummelgaard og i øvrigt hele den moderate venstrefløj burde forholde sig til, og måske når de foruroligende tal fra undersøgelsen synker ind, vil man besinde sig,
Mit håb - omend spinkelt - er, at den moderate del af venstrefløjen erkender, at det er en syg alliance, man har indgået med islam.
Erkender, at det stigende jødehad, som er ved at skubbe vores jødiske minoritet ud af landet, er deres ansvar.
Erkender at propagandaen fra islam og neomarxisterne om Israel som banditten og muslimerne som ofrene er falsk.
Erkender at man ikke kan støtte ‘fra floden til havet’ uden at pådrage sig ansvar - idet det er en parole med ét budskab: at udrydde jøderne.
