Hallo, hvorfor er der ingen, der vil stemme på Venstre mere? Når man spørger dem, der plejer at optræde som de kloge i dansk politik, får man kun vævende svar. Noget med at partiet er blevet irrelevant, mangler profil og har sat sig mellem to stole.
Det kan alt sammen være meget rigtigt, men hvorfor er der så flere og flere, der vil stemme på de konservative? For kan man ikke sige nogenlunde det samme om det gamle parti klædt i farven racing-green. Det er trods alt mange år siden efterhånden, at salige Poul Schlüter svingede taktstokken over både parti, det borgerlige landskab og det ganske land.
I weekenden holdt det 110 år gamle parti endnu et Landsråd med taler, beleven optræden i løbet af dagen og om aftenen kåde og berusede KU’ere til fest. Det var som det plejede hos de konservative. Forudsigeligt, uden megen kant. Faktisk lidt kedeligt.
Formand Mona Juul holdt en tale, der også i år var fattig på politik og rig på patos. Publikum havde svært ved at hitte rede i, hvornår der skulle klappes, og mere end én gang måtte formanden løfte blikket fra teleprompteren og med mimik lade salen forstå, at det altså var her i talen, der var lagt klappause ind. Så klappede de – heftigt og længe. Nok også lidt for længe. Det blev lidt demonstrativt at høre på.
Men det er også som det plejer. Konservative Landsråd er rigtig gode til at klappe ad formanden. I hvert fald når der er tv-kameraer på, og journalister lister rundt med blokken. Senere hen over bourgognen kan man så forfalde til den anden konservative disciplin – det evige brok i krogene. Det er der nu i disse år mindre grund til, end der har været længe. For det går faktisk meget godt for det gamle parti.
Man er i meningsmålingerne nu oppe at snuse til de højder, som den gamle formand Bendt Bendtsen nåede for tyve år siden, da han lidt hånligt af pressen blev dømt mr. Ten Percent og af den konservative Frederiksborg Amtsavis blev kaldt ’Det talende letvægtsjakkesæt’. Dengang var der guf til alle brokkehovederne i partiet. Der ikke megen sul på brokkebenet længere.
Det går jo fremad. På trods, kan man vel tillade sig at sige. For Det Konservative Folkeparti er svært at placere politisk for vælgerne. Man ved godt, det er et borgerligt parti, men når det kommer til vindmøller og landmandsbashing er partiet svært at skelne fra de radikale og SF.
Og på årets Landsråd var det åbenbart supervigtigt for formand Mona Juul mellem alle anekdoterne om tillidssamfundet og generationskontrakten at få sagt og gentaget, at man ’ikke kan være konservativ uden at være social’.
Hvad hun præcist mente med det, er svært at vide al den stund talen var som renset for konkret politik, men oversat til politik betyder det formentlig, at man ikke skal forvente, at Det Konservative Folkeparti vil gå til finanslovsforhandlinger med et krav om nulvækst i det offentlige forbrug, reduktion i overførselsindkomsterne og afskaffelse af progressionen i skattesystemet.
Der sigtes efter samarbejde og kompromis. Aftaler med regeringen for mindre indrømmelser og en drøm om at forblive relevante for segmentet, der svinger mellem Moderaterne, De Radikale og ikke mindst det styrtblødende Venstre.
Det er det segment af vælgerne, som bestemt ikke efterspørger ild i øjnene. Det er de vælgere, som ikke har det store behov for et opgør med den formynderiske socialdemokratiske stat. Det er de vælgere, som sætter pris på et parti, der ikke mener noget alt for kategorisk, men blot vil de fleste det godt uden at tage noget fra nogen.
Den slags vælgere er der ret mange af. Det er nok omkring 15 – 20 procent af de voksne danskere, som føler sig hjemme der i midten. De er lidt blå, lidt røde og lidt grønne og i bund og grund lidt ligeglade. De strømmer nu i stigende antal til Det Konservative Folkeparti, for det er den vare, Mona Juul kan tilbyde.
Konklusionen er egentlig ret enkel. Man behøver ikke en skarp profil for at få succes i dansk politik. Man behøver heller ikke være bange for at sætte sig mellem to stole, for der er altid en ekstra taburet at skubbe ind i tomrummet.
Så hvorfor forlader vælgerne Troels Lund, og hvorfor får Mona Juul flere? Det skal der nok være mange, der vil kloge sig på i de kommende måneder. Men sandheden er, at det er der ingen, der ved. Profilløse partier uden kant er uforklarlige.
Og lige pludselig går det den anden vej igen, så kære konservative nyd opturen. En dag finder jeres gamle parti måske ud af at blive konservativt med kant og ild i øjnene. Så vil der være noget at vælge til for nogen og fra for andre. Det kan vi glæde os til.
