Danmarksdemokraterne står nu tilbage på perronen i den nominelt borgerlige lejr som det eneste parti, der stadigvæk foretrækker at fremlægge sporadiske og fragmentariske politikforslag uden en samlende økonomisk ramme.

Det kan der være gode taktiske grunde til, for så kan man jo sløre, hvad partiet egentlig er for en størrelse. En samlet økonomisk plan, giver nemlig et klart billede af, om partiet er rødt eller blåt. Danmarksdemokraterne holder sig til isolerede forslag til næste års finanslov og enkeltstående mærkesager.

Derfor stor ros til DF for at have gjort hjemmearbejdet og for viljen til at fortælle os andre om planen.

Så kan vi læse os frem til, om DF virkelig, som Morten Messerschmidt har garanteret os ved flere lejligheder, er blevet et borgerligt parti ovenpå de mange år med Kristian Thuelsen Dahls åbenlyse flirten med Socialdemokratiet.

Jeg har læst og konkluderer, at DF er på vej i borgerlig retning – med små haltende skridt. Der er flere gode forslag, som fortjener medløb og støtte fra de andre borgerlige partier, men der er sørme meget lang vej endnu for DF.

Forskellen på røde og blå partier kan karakteriseres ved fem fokuspunkter, og DF ender i den røde gryde på 4 ud af 5:

Når jeg destillerer politik gennem et rødt/blåt filter bruger jeg nedenstående fem nedslag. Dem har jeg også brugt på DF’s 2030-plan

·       1. Antallet af offentligt forsørgede på bekostning af de arbejdende.

·       Flere, så er den rød. Færre, så er den blå

·       2. Den offentlige sektors størrelse.

·       Flere offentligt ansatte, så er den rød. Færre offentligt ansatte, så er den blå

·       3. Opkrævning af skat på bekostning af danskernes råderet over deres egne penge.

·       Samme eller mere i skat, så er den rød. Mindre i skat, så er den blå

·       4. Økonomisk omfordeling mellem grupper i samfundet.

·       Flere penge omfordeles, så er den rød. Færre penge omfordeles, så er den blå

·       5. Hvordan fordeles magten i samfundet mellem politikere og civilsamfund.

·       Politikerne bestemmer mere, så er den rød. Politikerne bestemmer mindre, så er den blå

1. Antallet af offentligt forsørgede på bekostning af de arbejdende.
Andelen af borgere i Danmark på offentlig forsørgelse er omtrent fordoblet siden 1970 fra 23% til 43%. Det er brostenene på vejen til det socialistiske helvede, vi triller på. Derfor er det en bunden opgave for ethvert borgerligt parti at udvikle politik, der bringer den andel ned.

Her gør DF noget godt, når de foreslår at afskaffe SU på kandidatdelen. Seniorpræmien for at gå senere på folkepension kan også forsvares, DF’s udlændingepolitik trækker i retning af mere selvforsørgelse blandt udlændinge og sværere adgang til offentlige kasser. De er godt og blåt. Det er derimod en dårlig idé at udvide adgangen til seniorpension oveni Arne-pensionen. Det trækker ned.

Samlet er punkt 1 godkendt som BLÅT

2. Den offentlige sektors størrelse.
Den offentlige sektor er mere end tredoblet siden 1970, så der i dag er flere end 800.000 offentligt ansatte. Det er alt for dominerende og tager både penge fra danskerne, indskrænker vores frihed og giver alt for meget magt til politikere og embedsfolk over vores liv. Derfor er det en bunden opgave for ethvert borgerligt parti at udvikle politik, der gør den offentlige sektor mindre.

Her gør DF meget skidt og kun en enkelt ting godt. Der afsættes mange milliarder til at lønne endnu flere offentligt ansatte. Forslaget om et bureaukratiloft, hvor antallet af bureakrater skal sænkes til 2011 niveau har dog noget over sig, som trækker i den rigtige retning.

Samlet er punkt 2 forkastet som RØDT

3. Opkrævning af skat på bekostning af danskernes råderet over deres egne penge.
Skattelettelser har altid været et ømt punkt for DF i samarbejde med de andre borgerlige partier. Og partiet skynder sig da også at meddele, at man vil tilbageføre de lettelser i topskatten, som netop er blevet aftalt på Christiansborg. Det er ret underligt, fordi Morten Messerschmidt personligt sidste sommer annoncerede, at DF ikke længere var modstander af lettelser i topskatten.

Flere har måske også bemærket, at partiets ungdomsafdeling, DFU, i forbindelse med skolevalget udtrykte en klar holdning: ”Topskatten er en misundelsesskat, der skal afskaffes”, skrev DFU i materialet til skoleeleverne.

Det gælder åbenbart ikke længere, og man finder heller ikke andre forslag om at lette skatten på arbejde i DF’s plan.

Til gengæld er der gode forslag om at afskaffe arveafgiften og om at lempe registreringsafgiften. DF vil også af med flyafgiften. Alle tre forslag trækker op.

De ideologiske forslag om at styrke familiepolitikken med et 3-barns-fradrag kan man kun have sympati for. Det ville dog være langt mere borgerligt at sænke skatter og afgifter generelt og samtidig fjerne de tilskud og særordninger, der begunstiger enlige på bekostning af familier. Så det kan ikke give en positiv karakter.

Samlet er punkt 3 forkastet som RØDT

4. Økonomisk omfordeling mellem grupper i samfundet.
Omfordeling er noget, som DF har været optaget i mange år og øget omfordeling har i DF’s selvforståelse været partiets ’bløde hjerte’. At DF’s 2030 plan indeholder voldsomme forslag om at omfordele endnu mere, er derfor ikke overraskende, men det viser også, at der er meget langt til at, partiet kan betragtes som fuldblods borgerligt parti.

Der skal især overføres flere penge til folkepensionisterne, men også eleverne på erhvervsskolerne skal have ekstra. Og partiet vil give et yderligere lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte, og sidst men ikke mindst, skal staten igen betale for at haveejere kan få græsset slået og terrassen renset.

Det er alt sammen socialisme ind ad bagdøren og diskvalificerer i en borgerlig kvalitetsmåling.

Samlet set punkt 4 forkastet som RØDT

5. Hvordan fordeles magten i samfundet mellem politikere og civilsamfund.
At måle borgerlig politik på, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne mere selv, også over flere af deres egne penge, er en lakmus-prøve, som er ubehagelig for de fleste af de nominelt borgerlige partier i Danmark. Det er nok kun Liberal Alliance, som i dag arbejder med systematisk med den målsætning i politikudviklingen.

Det kan jeg kun beklage, for det vil være ad den vej, man skal gå, hvis Danmark både værdipolitisk, økonomisk og kulturelt skal udvikle sig i en borgerlig retning.

Der er kun meget lidt i DF’s 2030 plan, som peger i retning af decentralisering forstået som at tilbageføre magt tilbage til familierne fra politikerne. Det lader ikke til at være inde på lystavlen. Dertil er DF for meget et velfærdsparti.

Jeg vil dog slutte denne gennemgang af med et lyspunkt.

DF foreslår, at familier med små børn skal have et skattefradrag svarende til kommunens udgifter til vuggestue og børnehave, hvis de fravælger det offentlige tilbud og vælger at passe deres små børn selv. Det er et flot og rigtig borgerligt forslag.

Samlet set er punkt 5 forkastet som rødt

Efterskrift
Hvorfor er det vigtigt for et lille oppositionsparti at fremlægge og stå på mål for en samlet økonomisk plan? Det er det af to årsager.

For det første er det en helt nødvendig service overfor vælgerne, så de – hvis de ønsker det - kan kigge partiet efter i kortene og se, hvordan det hænger, at penge passer og det ikke bare er varm luft, der lukkes ud.

For det andet, og det faktisk nok endnu mere væsentligt, det er i rummet omkring en samlet økonomisk plan, at der udvikles ny politik i de politiske partier. Når man skal beskrive sine politiske visioner og holdninger i konkrete forslag, som der sættes tal på, bliver politikerne tvunget til at tænke forslagene grundigt igennem og overveje om prioriteringerne er rigtige i forhold til ideologi, retning og positionering. Det bliver også meget tydeligt for politikerne selv, hvordan de vægter indsatser på tværs af sektorer, opgaver og vælgergrupper.