I år er Nobels Fredspris blevet uddelt til en notorisk antisemit. Det må den norske komité, som den ser ud nu om dage selv stå på mål for. For 40 år siden blev prisen givet til værdig modtager: Elie Wiesel.

Elie Wiesel blev født i 1928 i det nordlige Rumænien ikke så langt fra grænsen til Ukraine. Han voksede op i en jødisk familie, hvor religion og traditionelle jødiske værdier var hverdagen. I sommer havde jeg fornøjelsen af at besøge et lille museum indrettet i hans barndomshjem. Det var meget bevægende.

De rumænske jøder blev under krigen indfanget af nazisterne med hjælp fra det rumænske regime og i stort tal deporteret. I 1944, da Wiesel var 15 år, blev familien deporteret til Auschwitz. Hans mor og yngste søster blev myrdet i gaskamrene, mens han selv og hans far blev udtaget til tvangsarbejde.

Senere blev de sendt på dødsmarch til koncentrationslejren Buchenwald, hvor faderen døde kort før krigens afslutning. Elie Wiesel overlevede og blev befriet af amerikanske soldater i april 1945.

Et liv viet til at fortælle
Efter krigen slog Wiesel sig ned i Frankrig, hvor han studerede og arbejdede som journalist. I mange år havde han svært ved at tale om sine oplevelser. Men i 1958 udgav han bogen ”Natten”, der skildrer hans erfaringer fra Auschwitz og Buchenwald.

Bogen blev en international klassiker. Han blev siden amerikansk statsborger og arbejdede som forfatter, universitetsprofessor og menneskerettighedsforkæmper. Han skrev en lang række bøger, holdt foredrag over hele verden og engagerede sig i kampen mod politisk undertrykkelse.

Hans arbejde handlede ikke alene om jødernes skæbne under nazismen. Han talte også de sovjetiske jøders sag og kritiserede apartheid i Sydafrika. Han var desuden en drivende kraft bag oprettelsen af Holocaustmuseet i Washington.

Kampen mod ligegyldigheden
For Wiesel var den vigtigste lære af Holocaust ikke blot, at mennesket er i stand til at begå ufattelige grusomheder. Den var også, at ondskaben får mulighed for at udfolde sig, når andre mennesker vælger at se væk.

Hans budskab var, at tavshed og passivitet ikke er neutrale handlinger. Den, der undlader at gribe ind over for forfølgelse og overgreb, kommer i praksis til at hjælpe undertrykkeren. Det var denne moralske tanke, der gjorde ham til en international autoritet.

Da han i 1986 blev tildelt Nobels fredspris, begrundede den norske Nobelkomité beslutningen med, at Wiesel var blevet en af tidens vigtigste åndelige vejledere. Komitéen kaldte ham en ”budbringer til menneskeheden” med et budskab om fred, forsoning og menneskelig værdighed.

I sin takketale formulerede han den sætning, som siden er blevet stående som et koncentrat af hans livs arbejde: ”Vi må altid vælge side. Neutralitet hjælper undertrykkeren, aldrig offeret.” Elie Wiesel døde i 2016, 87 år gammel.

Fyrre år efter fredsprisen til Eli Wiesel tager hans søn, Elisha Wiesel, udgangspunkt i netop dette budskab. Nobelkomiteen har i år givet prisen til den sydafrikanske jurist Navi Pillay, som Wiesels søn anklager for at stå for det stik modsatte.

Her under kan du læse Elisha Wiesels indlæg

Nobels Fredspris er afgået ved døden

Den 10. december 1986 var jeg 14 år gammel og sad i Oslos rådhus, da min far, Elie Wiesel, modtog Nobels fredspris. Jeg vil aldrig glemme det håbefulde udtryk i hans ansigt den dag.

Han havde hele sit liv været plaget af tanken om, at verden havde vendt blikket bort fra det jødiske folk, mens nazisterne fyldte gaskamrene og krematorierne med vores brødre og søstre, tanter og onkler, børn.

Endelig følte han sig set, og han havde et budskab, han ville dele med verden. Som han sagde i sin takketale:

»Vi må altid vælge side. Neutralitet hjælper undertrykkeren, aldrig offeret.«

Min far blev hædret, fordi han havde gjort mindet om folkedrabet til en moralsk forpligtelse over for de levende.

I morges tildelte den samme komité den samme pris til Navi Pillay, som stod i spidsen for den FN-kommission, der den 16. september sidste år forrådte selve betydningen af ordet folkedrab og gjorde det til et våben mod Israel.

Hendes kommission stillede Israel over for umulige moralske krav, som intet andet selvstændigt land bliver mødt med, når det forsvarer sig mod angreb.

Beslutningen kom efter mange års anti-israelsk aktivisme fra Pillays side. I 2020 underskrev hun blandt andet et manifest, der opfordrede regeringer til at »indføre sanktioner mod apartheidstaten Israel«.

Andre har gennemskuet hende. I 2022 trak Berlins overborgmester eksempelvis sin støtte til et arrangement, hvor Pillay skulle hædres med en fredsmedalje. Arrangementet blev efterfølgende aflyst.

Beslutningen om at hædre Pillay er ikke en enkeltstående fejltagelse fra Nobelkomitéens side. Den er en del af en udvikling, der har stået på i mange år.

Medlemmer af komitéen har offentligt sagt, at de ville ønske, at de kunne trække fredsprisen til Israels tidligere premierminister Shimon Peres fra 1994 tilbage på grund af bekymringer over Israels handlinger.

Et årti senere forsvarede fire af komitéens fem medlemmer stadig den fredspris, som den tidligere formand for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, Yasser Arafat, havde modtaget samme år.

Den israelske prismodtager blev bedømt på alt, hvad han siden gjorde. Den palæstinensiske prismodtager blev aldrig bedømt igen.

Antisemitisme ligner i dag ikke så meget had som en kritisk granskning, hvor der altid kun er én anklaget, og hvor det hele foregår i retfærdighedens navn.

Kåre Kristiansen, der var medlem af komitéen, forstod dette. Han trådte tilbage mindre end en time efter offentliggørelsen i 1994, fordi han ikke kunne være med til at hædre en mand, hvis fortid var gennemsyret af terror.

Det er ikke, fordi Pillay aldrig har gjort noget, der fortjener ros. Hendes indsats mod den virkelige apartheid i Sydafrika er betydningsfuld.

Det samme gjaldt min fars indsats. I sit Nobelforedrag talte han om Nelson Mandelas fængsling og sagde:

»Apartheid er efter min opfattelse lige så afskyeligt som antisemitisme.«

Derfor affejer jeg heller ikke hendes arbejde uden videre.

Problemet er, at hun ikke nærer den samme afsky for antisemitisme, som min far nærede for apartheid.

Lad mig blot nævne det mest iøjnefaldende eksempel: Da Miloon Kothari, et andet medlem af hendes FN-kommission, i 2022 beklagede sig over, at sociale medier blev kontrolleret af »den jødiske lobby«, forsvarede Pillay ham.

Endnu vigtigere er det, at kommissionens erklæring om, at Israel begår folkedrab, savner ethvert grundlag.

Se blot på kendsgerningerne.

Den 6. oktober 2023 var der ikke en eneste israelsk soldat eller civilperson bosat i Gaza.

I 2005 trak Israel alle sine soldater ud af Gaza og tvang tusindvis af sine egne borgere til at forlade deres hjem. Det skete for at finde ud af, om palæstinensisk selvstyre kunne føre til fred.

Hamas overtog området. Organisationen brugte hundredvis af millioner dollar, som kunne være gået til skoler og hospitaler, på raketter og hundredvis af kilometer terrortunneler.

Alligevel blev Israel ved med at forsøge.

I månederne før den 7. oktober udstedte Israel arbejdstilladelser til omkring 18.500 indbyggere i Gaza i håb om at skabe økonomiske forbindelser til en befolkning, der havde hårdt brug for arbejde.

Kritikerne siger, at Israels kontrol med Gazas grænser alligevel gør landet til en besættelsesmagt.

Men Gaza har to grænser, og Egypten har bevogtet sin grænse lige så strengt som Israel. Egypterne har oversvømmet Hamas' smuglingstunneler og revet boliger ned for at etablere en stødpudezone.

Alligevel er der næsten ingen, der kalder det en besættelse.

Kunne forklaringen være, at intet land ønsker terrorister over sin grænse, og at det kun er den jødiske stat, der bliver fordømt for at have det på samme måde?

Hamas udnyttede Israels velvilje til at planlægge angrebene den 7. oktober.

Terroristerne medbragte kort over kibbutzerne, mange steder helt ned til navnene på de familier, der boede i de enkelte huse.

De slagtede næsten 1.200 mennesker, heriblandt arabiske beduiner med israelsk statsborgerskab, spædbørn og gamle.

De bortførte 251 gidsler, blandt dem spædbørn og mødre. De voldtog.

Og derefter fortsatte den såkaldte palæstinensiske modstandsbevægelse med at affyre raketter mod Tel Aviv fra områder omkring boliger, skoler og hospitaler.

Det, der fulgte efter den 7. oktober, var en krig mod en fjende, der skjulte sig blandt og under sin egen civilbefolkning.

Israel kastede flyveblade ned og ringede til civile for at advare dem og bede dem om at evakuere, før angrebene begyndte.

Hvilket land, der begår folkedrab, vaccinerer de mennesker, det angiveligt ønsker at udrydde, mod polio?

Der er ofre på begge sider af grænsen til Gaza, men det var kun den ene part, der ønskede blodsudgydelserne.

Folkedrab handler om at have til hensigt at udrydde et folk. Og den hensigt findes kun ét sted: i Hamas' charter og i organisationens handlinger.

Når man fordrejer definitionen af folkedrab, bliver det vanskeligere at retsforfølge de virkelige folkedrab, når de finder sted.

Ingen komité kan udvande den moralske klarhed i min fars arv. Men den kan udvande sin egen.

Jeg husker stadig det håb, jeg så i hans ansigt i Oslo.

Vi, der deler det håb, vil aldrig glemme ham eller hans budskab. Vores familie vil fortsætte med det, han gjorde: at fortælle sandheden om det, der skete, også når ansete institutioner foretrækker en mere bekvem fortælling.

I 1975, efter at FN havde erklæret zionismen for en form for racisme, skrev min far:

»Det er ikke første gang, at fjenden har beskyldt os for sine egne forbrydelser. Vores ejendele blev taget fra os, og vi blev kaldt nærige. Vores børn blev massakreret, og vi blev anklaget for ritualmord.«

Vi vil bekæmpe løgnen om, at Israel har begået folkedrab, med kendsgerninger, i enhver tænkelig sammenhæng, så længe det er nødvendigt.

Min far valgte side.

Det gør vi også.