Det seneste afsnit af programmet Højskolen på TV2 må dets kiksede forløb til trods eller måske netop på grund af det have åbnet øjnene for mange.
Programmets idé er god. Man sætter danskere af forskellig politisk observans sammen for at tale om deres uenigheder. De skal ikke blive enige, men seerne skal blive klogere på, hvad uenighederne består i, og hvor de kommer fra.
Hvor langt skal man ned i grundholdningerne, før man finder et fælles fundament, som man kan stå på sammen? Ideelt set kan man som seer følge med ned ad stigen og undervejs finde ud af, hvor ens egen basis er.
For det er jo på sin vis ejendommeligt, at selvom en af os er socialist og en anden af os konservativ, så har vi mere til fælles, end der skiller. Og så er det ikke så ejendommeligt alligevel, for det genkender vi fra vores hverdag.
Vi er i familie med og holder af mennesker, der står modsat os i politik og samfundssyn, men på samme side i en forpligtende relation givet gennem arv og æt. Vi møder også vores politiske modstandere i foreningslivet, hvor vi kan være engagerede i samme sag på samme præmisser, selvom den ene stemmer på Dragsted og den anden på Messerschmidt.
Forklaringen finder vi netop i programmer som Højskolen, når de fungerer. For så åbenbares ret hurtigt det fundament, hvor vi mødes i fælles forståelse af os selv, hinanden og samfundet omkring os. Det er det, som vi kan kalde det nationale – det danske – fællesskab.
Det er et fællesskab, som er bygget på en meget kompleks og for det meste uforklarlig matrix af fælles erindringer, fælles kulturel arv, fælles sprog, fælles drømme og som resultat deraf også en grundlæggende solidaritet med og omsorg for hinanden. Nogle kalder det for sammenhængskraften, andre for fædrelandskærligheden.
I det seneste afsnit af Højskolen som handlede om netop national identitet, havde programmets tilrettelæggere valgt at invitere to troende muslimer med. Det kunne have forløbet i en civil og høflig tone, som enhver sammenkomst kan, hvis man gør sig umage med ikke at træde nogen over tæerne eller sige noget, der afdækker dybe uenigheder. Så kunne det have været hyggeligt.
Det blev ikke hyggeligt. Det blev koldt og afslørende. Afslørende, fordi det blev skærende klart, at de modsætninger, der eksisterer mellem ’os’ og de troende muslimer, ikke kan overkommes med åbenhed, tolerance, samtale, lejrbål, fællessang og slet ikke over et glas vin eller en kold bajer.
Koldt fordi hele præmissen om, at deltagerne skal finde ned til det fælles fundament og derfra bygge op til forståelse, ikke holdt. Deltagerne kastede sig ud i det, men var gennem hele udsendelsen i frit fald uden på noget tidspunkt at nå en klippehylde, som de danske deltagere havde tilfælles med de to troende muslimer.
Så i stedet for den varme og tilfredsstillelse man oplever, når man når ind til et andet menneske og mærker, at ens hjerter godt kan slå i takt, selvom man ser forskelligt på meget, så blev både deltagere og tv-seere efterladt i en rå kulde. Den kulde, som i den voldsomme verden udenfor Højskolen, betyder fredløshed. Der, hvor hverken tillid eller kærlighed eksisterer. Hvor alt er en trussel. Hvor intet er trygt.
Der er megen naiv godtroenhed over det seneste program, som en stor del af danskerne også har. Troen på, at vi har mere tilfælles med troende muslimer, end der skiller, og at vi kan mødes et sted og finde ud af det sammen.
Den naive godtroenhed må flere efter at have oplevet programmet have indset ikke er gangbar mønt. De troende muslimer i Danmark ved det godt allerede. Det vidste de to troende muslimer allerede, før de ankom til Højskolen. For det er netop essensen af den religion og ideologi, de tilbeder.
Hvad vi så gør herfra, må vi andre – der har et fælles fundament – diskutere os frem til. Det er i det rum, vi skal dele os efter anskuelser, argumentere og sidste ende tage beslutninger, som både anerkendes af socialisten og den konservative. Fordi beslutningen er ’VORES’.
