Fodboldoptøjer og vold er ikke noget nyt. Alligevel er de uroligheder, der blev foranstaltet af indvandrere og venstrefløj i Paris og andre franske byer søndag aften, mere end opsigtsvækkende.

Scenerne i byens gader rummer et varsel. Om hvad Europa har i vente: Væbnede oprør, antændt af den ene eller anden begivenhed, men i hovedsagen drevet frem af voldparate masser fra Menapt og en kynisk venstrefløj, som langer ud efter politi og myndigheder og hellere vil åbne grænserne for millioner af fremmede end afgive magten til "racister", "fascister" og "islamofober".

Det er en revolutionær alliance: Menapt leverer migranter og får adgang til Europa. Venstrefløjen leverer opholdstilladelser og statsborgerskaber og får nye vælgere, der afskyr eller mistror den europæiske civilisation lige så meget som venstrefløjen. Disse vælgere kan mobiliseres til kamp mod kapitalismen og for flere migranter til gensidig gavn.

Mere end 20.000 politifolk var udkommanderet for at afværge en gentagelse af sidste års kaos efter Champions League-finalen, hvor Paris Saint-Germain, en klub ejet af Qatar Sports Investments, også vandt. Det var langt fra nok til at holde masserne under kontrol.

Frankrig er med Marine Le Pens ord det eneste land, hvor man fejrer en sejr i fodbold med at brænde byen ned. Og det er ikke tilfældigt. Republikken er foregangsland, både når det gælder islamisk kolonisering og politisk ekstremisme til venstre.

Hadet mod det bestående stikker dybt på venstrefløjen, og ressentimentet bliver forstærket af den demografiske forvandling. Fodboldkampen er blot en gnist.

Vandalismen, plyndringen og volden i Frankrig angår således meget mere end fodbold. Førstnævnte peger hen på noget, det sekulære, liberale Europa har haft så umanerlig svært ved i flere årtier. At trække grænser. At forsvare sig selv og sin livsform. At give videre, hvad det fik i arv.

Lige siden 1989 har de politiske, økonomiske og kulturelle eliter derimod været rejsende i den ene, anden og tredje forestilling om frihed, åbenhed og mangfoldighed. Jo mere diffus, jo bedre. Erhvervsliv og administration åd det råt. Kulturlivet efterabede.

Bag det barnagtige program lå en tiltro til, at Resten ville være ligesom Vesten, og at der bare lige skulle skabes social retfærdighed herfra og til Det Globale Syd. Masseindvandringen blev solgt som en berigelse, før den blev en strategi for venstrefløjen.

Indvandringens charme er for længst forbi. Nu står kun venstrefløjens kynisme tilbage.

Derfor er fodboldvolden et varsel. Om hvad europæerne kan forvente sig, hvis vi ikke standser ulykken øjeblikkeligt og får held med at besejre den selviske venstrefløj.