To efterkommere af indvandrere rejste i mandags fra deres sociale boligbebyggelse på Vestegnen gennem Storkøbenhavn til et andet socialt boligbyggeri på Amager. Med sig havde de en håndgranat.

I Urbanplanen, som det sociale boligselskab på Amager hedder, afsikrede de håndgranaten og kastede den ind i gården til et rækkehus, hvor den sprang. En 31-årig mand blev ramt af eksplosionen og så ilde tilredt, at han natten til i dag døde af sine kvæstelser.

Hvis det var sket for 25 år siden, ville alle forsider være ryddet på landets aviser og TV. I radioen ville man ikke have beskæftiget sig med andet. For det ville have været en sensation. Det ville have forfærdet og opskræmt befolkningen, og man ville have talt om borgerkrigslignende tilstande i boligkvartererne.

Hvad der skete i mandags er ikke længere en sensation. Selv om tabloidaviserne skriver om sagen og Ritzau pligtskyldigt dækker grundlovsforhøret, lader ingen til at være forfærdede. Der er nærmest en stemning af resignation i både medier og blandt folk: Sådan er det jo blevet. Vi har oplevet det snart mange gange. Man vænner sig til det. Man bliver forhærdet for at slippe for at blive forfærdet.

Det er foruroligende, at vores samfund mister evnen til at forfærdes over de voldsomme konsekvenser, som den fatale indvandring af især mellemøstlige befolkningsgrupper giver over det ganske land. Da rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos hærgede i 90’erne, kunne vi godt forfærdes over brutaliteten, volden og mordene. Den fyldte medierne med skræk og forargelse.

Sådan er det ikke mere. I dag lader vi ikke brutaliteten fæstne sig i os. Vi skynder os videre. Fokuserer på noget andet og lader som ingenting. Vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. At de skyder i gaderne og af og til rammer tilfældige, har vi mentalt tilpasset os til. Man kan jo ikke leve sit liv i evig forfærdelse over, hvor galt det står til.

Mens vi tilpasser os indvandringens konsekvenser, bliver en tilfældig far til to børn sprængt i stykker, fordi to efterkommere af indvandrere troede han var et "mål" , der skulle "fjernes". Når vi vænner os, forsvinder kravet om at få freden i gaderne og boligkvartererne tilbage.

Tiden, der er gået, kommer jo ikke tilbage, siger man. Tiden er en anden nu. Vi må lære at leve med det. Det er vilkårene, og så forsøge at holde det nede, så godt vi kan med politi, kommunale sagsbehandlere og milliarder af skattekroner.

De formodede skyldige i mordet på den unge familiefar er anholdt, sigtet og fængslet. Det gælder både for de to ikke-etnisk danske efterkommere af indvandrere, som i øvrigt begge to har fået tildelt dansk statsborgerskab, samt to kvindelige håndlangere, som angiveligt skulle have skaffet dem håndgranaten.

Dermed lader de fleste til at være tilfredse. Nu får de deres straf, og så bliver alt godt igen. Men nej, det bliver aldrig godt igen for de to børn, der hørte eksplosionen og fandt deres far så ilde tilredt, at det meste af ansigtet var væk, og som nu vokser op som faderløse med mindet om den blodige mandag.

Folk med kendskab til indvandrerbanderne fortæller, at der er en konflikt mellem en bande fra Amager, som kalder sig A23 og Loyal to Familia. De to indvandrer-efterkommere fra Vestegnen ramte en forkert. Efter sigende bor der i rækkehusene flere med tilknytning til A23-banden.

Det gør det hverken bedre eller værre at få den information med. Meningsløsheden bliver ikke mindre, fordi det var en "fejl". Den første fejl blev begået for mange år siden, da politikerne bildte sig selv og danskerne ind, at vi kunne rumme store grupper af indvandrere fra Mellemøsten.

Den næste fejl var, at vi ikke fik dem sendt ud, da man indså den første fejl, men i stedet gav dem statsborgerskab. Og den seneste fejl er, at vi lader os forhærde, så vi ikke længere bliver forfærdet over konsekvenserne af de mange fejl. Med forhærdelsen mister vi håbet om, at vi nogensinde kan vinde vores land tilbage.