Valget kom hurtigt – nok hurtigere end de fleste havde forestillet sig. Men det er en statsministers privilegium i Danmark at kunne tage de andre partier med uknappede bukser og støvlerne i vadestedet og udskrive valg, når hun tror, der er størst mulighed for at vinde.
Helt ærligt, så havde jeg efter sidste års såkaldte borgerlige konvent i Fredericia forventet, at de fire partier i den borgerlige opposition ville have brugt tiden bedre. Arbejdet videre med deres fælles 50 punkter i det fælles udspil og fået skabt et synligt og slagkraftigt alternativ til Mette Frederiksens socialdemokratiske vælde.
Mere splittelse end samling
Det slagkraftige alternativ er ikke blevet formuleret. Selv om man lytter rigtig godt efter, så kan man ikke høre den store fortælling om der borgerlige Danmark, når de fire partier optræder på scenen.
Der er ikke nogen vision for et bedre Danmark, som kunne stå i opposition til den teknokratiske midterregering, der de seneste tre og halvt år mest af alt har haft rollen som forvaltere af velfærdsstaten.
Desværre har de blå brugt tiden på i stedet at hyppe egne kartofler i de fire partier. Regeringen er gang på gang lykkedes med at splitte de borgerlige ad. Især finansminister Nikolaj Wammen har været dygtig til at udstille, at der bestemt ikke er et fasttømret samarbejde i den blå blok.
Og partierne selv har til hudløshed gentaget, at de er ’fire forskellige partier’ i stedet for at forstærke oplevelsen af, at de har så meget tilfælles, at de kan udgøre et samlet alternativ.
Vinder hun så?
Skal man så afskrive, at Mette Frederiksen kan blive skiftet ud med en anden efter valget? Nej, heldigvis, så er politik sådan indrettet, at ingen kan planlægge sig til alt. Der er for mange variable, og meget kan gå galt for Mette Frederiksen i løbet af en valgkamp.
Men i stedet for en udfordring på en vision og en plan for et borgerligt Danmark, vil et eventuelt magtskifte blive afgjort at tilfældigheder. Danskerne vil afgive deres stemmer, og matematikken efter valget vil vise, om det er den ene eller den anden, der bliver statsminister.
Så hun kan godt tabe, men hun taber i så fald ikke til en borgerlig vision. Og derfor er det også meget uklart, hvad et nederlag til Mette Frederiksen vil betyde for danskerne bagefter. Og for en vælger, der står og tripper mellem blå eller rød, kan det meget vel blive afgørende – til Mette Frederiksens fordel.
Valgets tema
Et andet privilegium, en statsminister har, er førsteretten til at byde ind med, hvad politikerne skal bruge valgkampen på at diskutere. Mette Frederiksen har valgt at farve valgkampen rød. Det fortalte jeg om i vores podcast Kaaber&Karker i går. Ulighed er socialisternes yndlingsemne, som kan forsvare både højere skatter, en større offentlig sektor, flere love og regler og flere checks til udvalgte grupper.
Alt det, der er galt i den socialdemokratiske tænkemåde, skal vi åbenbart have mere af. Fra Folketingets talerstol tog hun endnu et skridt opad på den røde stige og erklærede, at formueskatten skal genindføres. Det er selvfølgelig symbolsk for at vise, at hun vil bekæmpe ulighed, men det er et dumt og skadeligt symbol.
Desværre tror jeg, at netop de vælgere, som tripper mellem rød og blå vil se med sympati på en Mette Frederiksen, der taler om formueskat som udtryk for, at ’de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder’, som man plejer at udtrykke det i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i Danmarks Radio og andre røde klubber.
Det burde være en slagmark, som et velforberedt borgerligt Danmark allerede havde vaccineret vælgerne imod med opbyggelig tale og værdibaseret borgerlig politik. Men det har man ikke, så især Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti får det svært med deres vælgere, hvis Mette Frederiksen kan holde ’ulighed’ som tema for valgkampen.
Det bliver en særskilt opgave for Støjberg og Messerschmidt at tilkæmpe sig plads til et andet tema, som de kan vinde over Mette Frederiksen på - migration, islam, udvisninger, statsborgerskab er oplagt.
Men nu er vi i gang. På Kontrast følger vi slagets gang og vil ikke holde os tilbage med gode råd til de borgerlige deltagere undervejs.
God valgkamp
