USA har annonceret højere toldsatser på varer fra næsten hele verden, herunder også fra EU. I Bruxelles ruster man sig til gengældelse. Men det er en forkert strategi.

Historisk har toldkrige næsten altid vist sig at være en taberstrategi for alle involverede. Da USA i 1930'erne vedtog Smoot-Hawley-tarifferne for at beskytte amerikansk industri under depressionen, svarede mange lande igen – og verdenshandlen faldt med over 60 %. Resultatet blev økonomisk stagnation og stigende spændinger.

Det er fristende at gengælde Trumps toldpolitik med lige så hårde modsvar. Politikere elsker at vise handlekraft og taler om ’krig’ og ’gengældelse’. Det lyder som retfærdighed og kan let kommunikeres til vælgerne.

EU-kommissionen elsker indtægter fra told, for dem bestemmer Kommissionen og ikke medlemslandene over. Og industriens organisationer benytter muligheden for at få beskyttelse mod konkurrence.

Alle tre faktorer trækker i retning af højere told. Men alle tre faktorer bør afvises af helt rationelle årsager. EU bør i stedet følge en anden kurs – en, der bygger på økonomisk rationale, strategisk frihed og en solid viden om, at åbne markeder skaber velstand og stabilitet.

Ingen proportional gengældelse – søg mod strategisk frihed
Gengældelsespolitikken – altså idéen om at svare told med told – har som mål at skræmme Donald Trump til at trække sig. Men mod USA og især en Trump-ledet administration er det næppe en effektiv strategi. Trump er overbevist om, at hans politik vil gavne USA, og han bruger netop modstand og konfrontation som et politisk brændstof.

Et EU, der slår igen med samme kraft, tvinges ind i en ond spiral i stedet for at føre selvstændig politik. Samtidig vil en gengældelsestold fra EU ikke kun ramme USA’s eksport. Den rammer især europæiske virksomheder og forbrugere. Toldsatser fungerer i praksis som skat på import og dermed en skjult skat på forbrugerne. Jo højere told, jo dyrere bliver varer og input til produktion – og jo lavere bliver velstanden på begge sider af Atlanten.

I stedet bør EU gribe situationen an som en mulighed for at styrke sin strategiske position globalt og skabe ny vækst ved at udvide og uddybe handelsrelationer med andre partnere og få orden i eget hus.

• For det første: Fremskynd nye og gamle frihandelsaftaler
  EU bør sætte turbo på forhandlinger og ratifikation af frihandelsaftaler med resten af verden. Aftalen med Canada (CETA) blev underskrevet i 2016, men er stadig ikke fuldt ratificeret. Aftalen med Mercosur-landene er på vej, men fastlåst af politiske hensyn. Handelsaftalen med Australien strandede i 2023, og forhandlingerne med Indien går utroligt langsomt. Og så kan man med fordel afskaffe det regime af told og regler, som blev brugt som afstraffelse mod Storbritannien, da landet besluttede sig for at forlade den politiske union.

• For det andet: Fjern egne handelsbarrierer – også grønne
  EU bør også feje for egen dør og afvikle ikke-toldmæssige barrierer, som hæmmer handlen. Det gælder blandt andet den såkaldte klimagrænseskat, CBAM (Carbon Border Adjustment Mechanism), som pålægger importvarer en ekstra klimaafgift. Formålet er at undgå CO₂-lækage og beskytte europæisk industri. Men i praksis fungerer CBAM som en importtold forklædt som grøn politik. Skatten svækker EU’s position som forkæmper for frihandel. Hvis vi vil have andre til at åbne for handel, må vi selv gå foran.

• For det tredje: Få Det Indre Marked til at virke
  EU’s største aktiv er det indre marked – verdens største økonomiske zone med fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Men markedet er ikke færdigbygget. Tjenesteydelser, digitale ydelser og energimarkeder er stadig præget af nationale barrierer. Ved at færdiggøre det indre marked kan EU opnå økonomisk vækst, der langt overstiger gevinsterne ved gengældelsestold. Ifølge EU-Kommissionen kan et fuldt integreret indre marked for tjenesteydelser alene give et BNP-løft på op mod 1,8 %. Desuden er regelmængden og reguleringen vokset uhyrligt og bremser direkte væksten og velstanden

• For det fjerde: Dæmp den strategiske afhængighed af Kina, men drop protektionismen
  En strategisk europæisk økonomisk politik skal skelne mellem legitim sikkerhedspolitik og skjult protektionisme. Ja, vi skal være varsomme med at gøre os afhængige af kinesisk teknologi i kritisk infrastruktur. Men "strategisk resiliens" bliver ofte brugt som et alibi for at beskytte ineffektive virksomheder mod konkurrence. En frihandelsstrategi kræver, at vi identificerer de sektorer, hvor afhængighed er farlig – f.eks. sjældne jordarter, avancerede mikrochips eller cybersikkerhed – og friholder resten af økonomien for politisk styring.

• For det femte: Fjern egne særskatter og afgifter på import
  EU bør også se kritisk på sig selv. Minimumsskatten for multinationale selskaber – som EU presser på for at implementere globalt – fremstår som et forsøg på at forhindre andre lande i at konkurrere på skattevilkår. Det underminerer legitimiteten af EU’s egen frihandelsdagsorden.

EU’s egne barrierer holder os tilbage
Selvom det er USA’s told, der i øjeblikket får aktiemarkederne til at gispe efter vejret, så er EU’s mest alvorlige vækstproblemer skabt indefra. Europæisk økonomi er i høj grad hæmmet af vores egne handelshindringer – både udadtil og indadtil. Hvis EU for alvor vil styrke sin strategiske og økonomiske position, skal vi begynde med at rydde op på hjemmebane.

Den såkaldte Draghi-rapport, som blev bestilt af EU-Kommissionen og fremlagt i 2024, er en diagnose af EU’s tilstand: Investeringerne er for lave, produktivitetsvæksten for svag, og det indre marked er langt fra udnyttet. Rapporten peger på, at EU har mistet konkurrenceevne, fordi virksomheder bliver bremset af bureaukrati, nationale særregler og manglende adgang til kapital.

På tværs af medlemslandene findes et virvar af forskellige regler, standarder og licenskrav, især inden for tjenesteydelser og digital økonomi. Det gør det dyrere og vanskeligere for virksomheder at vokse og konkurrere på tværs af grænser. Fragmenteringen af markedet betyder også, at mange europæiske virksomheder ikke når den skala, der skal til for at kunne konkurrere globalt med amerikanske og asiatiske giganter.

Samtidig er EU’s handelspolitik udadtil ikke altid lige åben. Aftaler med tredjelande forsinkes ofte af nationale hensyn, beskyttelsesinteresser eller interne stridigheder. I praksis agerer EU ofte med samme lukkede holdning, som man kritiserer hos andre. Når vi tøver med at åbne os for nye markeder, svækker vi både vores vækst og vores strategiske position.

Netop derfor er det afgørende, at EU svarer på amerikansk toldpres ikke med gengældelse, men med en frihandels-offensiv: Gør op med egne barrierer, gennemfør reformer, og genstart den europæiske vækstmotor. Det vil afbøde de negative konsekvenser af tolden på eksport til USA – ikke ved at lukke os om os selv, men ved at åbne os mod resten af verden.