"Europa vil blive smedet i kriser, og Europa vil blive til summen af de løsninger, der vedtages under kriser." Sådan skrev Jean Monnet i sine memoirer i 1976. Citatet står som en slags urformel for det europæiske integrationsprojekt.
Monnets ord gentages i dag højere og højere af EU-glade politikere. Krigen i Ukraine og USA’s nye præsident er tidens kriser, som skal udnyttes til at tage nogle nye store skridt i retning af den ’stadigt snævrere Union’, som Traktaten taler om – eller realiseringen af den europæiske føderation. Europas Forenede Stater.
Herhjemme råbte Lars Løkke i weekenden ’væk med forbeholdene – ind med euro og fælles udlændingepolitik’. Jeg diskuterede det videre med hans væbner Stine Bosse i dag i P1-debat, hvor jeg også blev udsat for Det Radikales Venstres leder Martin Lidegaard, der nu råber på ’Europahær og forsvarsunion’.
Krisen skal bestemt ikke gå til spilde. Der skal smedes – også selvom deres ideer er fatamorganaer milevidt fra den virkelighed, vi andre og resten af Europa befinder sig.
Nødvendigheden bliver talt op
Jean Monet, som var blandt de store i Europa under fødslen af det, der skulle udvikle sig til EU, erkendte, at kun krisen ryster befolkningerne i Europas tilstrækkeligt til, at de vil opgive den næste bid af deres nationale suverænitet.
Han så, at det ikke bliver europæernes ideologiske overbevisning om føderationen, men den praktiske nødvendighed, som gang efter gang ville drive EU-landene tættere sammen. Og det blev sådan fra Romtraktaten over oliekrisen, Murens fald, gældskrisen og Corona til nutidens krig i Ukraine og præsidentskiftet i USA.
Befolkningerne kunne ikke stå imod elitens pres for yderligere integration, når krisen kradsede og politikerne talte nødvendigheden op.
Økonomiske chok og integrationsspring
Monnets egen tid var præget af efterkrigstidens politiske og økonomiske kaos. Kul- og Stålunionen i 1951, som Monnet selv var hovedarkitekt bag, blev skabt som svar på behovet for at forhindre ny revanchistisk krig mellem Frankrig og Tyskland.
Ved at integrere strategiske ressourcer fjernede man fundamentet for militær rivalisering. Seks år senere kom Romtraktaten, som etablerede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Bag det lå valutauro, handelsbarrierer og erkendelsen af, at national økonomisk politik ikke længere kunne stå alene.
Siden har hver ny rystelse i det europæiske system fungeret som anledning til dybere integration. Efter Berlinmurens fald og Østblokkens kollaps fik ideen om EU som en politisk union nyt liv, og Maastricht-traktaten i 1992 etablerede både Den Økonomiske og Monetære Union og det europæiske unionsborgerskab.
Eurokrisen i 2010'erne blev endnu et eksempel på krisens dobbeltkarakter: en eksistentiel trussel og et integrationsspring. Først viste krisen, at fælles valuta uden fælles finanspolitik var en konstruktion med indbygget ustabilitet. Men i dens kølvand kom bankunionen og et styrket finanstilsyn.
Pandemien som vendepunkt
COVID-19-pandemien var i første omgang en politisk chokbølge, der tvang grænsebommene ned. Men kort efter skabte den noget hidtil utænkeligt: fælles gæld og massive genopretningsfonde. "Next Generation EU"-pakken på 750 milliarder euro blev finansieret af EU-kommissionen og kanaliseret direkte til medlemslandene. Det var ikke bare krisehjælp – det var et skridt mod finanspolitisk union, som tidligere havde været blokeret af især nordlige medlemslande.
Pludselig var det ikke længere utænkeligt, at EU kunne tage fælles økonomiske beslutninger med stor rækkevidde. En linje, der ville være blevet afvist få år tidligere, blev nu mulig – fordi krisen havde skabt frygten for at lade være, og chancen blev grebet of brugt.
Krig og en ny forsvarsdimension
Den nyeste og måske mest skelsættende krise i EU’s historie er den russiske invasion af Ukraine i 2022. Angrebet genåbnede grundlæggende spørgsmål om Europas sikkerhed, afhængighed og militære kapacitet. Og igen blev krisen en accelerator for integration.
Allerede få måneder efter invasionen lancerede EU planer for øget militær koordinering, opbygning af en fælles forsvarsindustri og fælles våbenindkøb. Den Europæiske Forsvarsfond blev opjusteret, og Kommissionen foreslog et nyt direktorat for forsvarsproduktion. Initiativer, der tidligere ville være blevet betragtet som trusler mod national suverænitet, blev nu set som nødvendige for at bevare europæisk handlekraft.
Samtidig rykkede Ukraine, Moldova og Georgien markant tættere på EU-medlemskab, mens udvidelsesdebatten blev genaktiveret med nye geopolitiske undertoner. Også i energipolitikken, der tidligere har været præget af nationale hensyn, er EU nu i gang med at etablere fælles lagre, forsyningssikkerhed og koordinerede indkøb.
Den funktionalistiske spiral
Hvad vi ser udspille sig, er præcis det, Jean Monnet forudså med sit funktionalistiske integrationssynspunkt: at hvert skridt mod et tættere samarbejde skaber nye behov, som trækker medlemslandene endnu tættere sammen – især når en krise kan bruges til at øge presset.
Monnet betragtede ikke integration som et spørgsmål om politisk vilje alene, men som et resultat af praktisk nødvendighed. Og krisen skaber netop den nødvendighed. Deraf også devisen, som mange EU-politikere – fra Jacques Delors til Ursula von der Leyen til Stine Bose til Martin Lidegaard – har gentaget i forskellige varianter: Never let a good crisis go to waste.
