Der er løbet meget vand i stranden siden Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær for NATO på topmødet i Lissabon i 2010 lykkedes med at genstarte partnerskabet mellem Rusland og NATO.

To år tidligere havde NATO lovet medlemskab til både Georgien og Ukraine – to tidligere sovjetrepublikker. EU havde en associeringsaftale med Ukraine på plads. Rusland var betænkelig, men på mødet i Lissabon blev uenighederne nedtonet.

Fordelene ved samarbejdet med Nato var større end ulemperne, mente man i Kreml. Der blev sejlet i smult vande.

Rusland støttede NATO i Afghanistan med både logistik og efterretninger. Der blev arbejdet på et fælles missilforsvar, som både skulle beskytte natolande og Rusland mod raketangreb fra slyngelstater og Kina og Nordkorea.

Rusland og Nato samarbejdede om at imødegå terrortrusler både på det politiske og det operative niveau, og teknologisk udveksledes ny viden og der blev lagt op til nye våbenbegrænsninger.

Det er gået helt galt
I dag ligger det hele i ruiner. Nato har udnævnt Rusland til hovedfjenden. Alle natolande opruster i en grad, så mange lande mere end fordobler forsvarsbudgetterne over få år.

Samarbejdsrådet Nato-Rusland er nedlagt. Vesten har indført hårde sanktioner mod Rusland, og den vestlige alliance med USA i spidsen leverer både våben og penge til Ukraine, som Rusland har angrebet og nu forsøger at udmatte til overgivelse.

Man kan ikke benægte, at det er gået helt galt med forholdet mellem Vesten og Rusland. Der bliver skrevet tykke bøger om emnet, som forsøger at forklare og placere et ansvar.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at hovedansvaret ligger på styret i Moskva personaliseret i Vladimir Putin.

Rusland valgte Vesten fra
Det er min forståelse af historiens gang, at den russiske elite – magtcentret – bevidst valgte Vesten fra tilbage i 2012 og i stedet slog ind på en kurs, hvor Rusland skulle genrejse sig og stå i egen ret som en betydende stormagt i en multipolær verden.

Man fik en forsmag på det allerede i 2008, da Rusland indledte en krig mod Georgien, som førte til løsrivelse af to georgianske regioner, der kom under russisk kontrol.

Selvom det geopolitisk var småtterier og lå i forlængelse af Ruslands evige trakasserier i Kaukasus, så gav det et fingerpeg om, at Rusland stadigvæk opfattede regioner uden for landets grænser som russiske interesseområder, som man legitimt kunne invadere og kontrollere militært.

Vesten var på rette spor
Vesten protesterede, men lod det passere til fordel for den mere langsigtede strategi om at få Rusland indlemmet i det vestlige verden og gjort til en allieret på den globale scene – altså den strategi, som Anders Fogh Rasmussen blev udpeget til at føre ud i livet.

Det gik fint på topmødet i Lissabon i 2010. Der var både politisk medvind og økonomiske incitamenter. Rusland kunne profitere af en stor energieksport til Vesten. Og Vesten fik en allieret i kampen mod terror, mod uregerlige regimer i Mellemøsten - og måske på længere sigt i den geopolitiske strid med Kina.

Kulturelt så det i 2010 ud som om, den kristne verden fandt sammen – måske af nød, men dog i mere end et tvangsforhold.

Civilisatorisk er det naturligt at forestille sig en verden, hvor Rusland, Europa og USA holder sammen. Ikke nødvendigvis for at holde de andre ude, men for at holde fred.

Som landet – og især Ukraine – ligger nu, er det dog nok snarere drømmerier end realpolitisk muligt.

Og så alligevel. Man skal dog nok se lidt længere ud end til næste fredag, men det bør være en stræben for de vestlige landes ledere – inklusive en ny præsident i USA – at søge en forsoning med Rusland.

Første skridt til forsoning må blive en våbenhvile i Ukraine. Alle krige slutter med enten forhandling eller overgivelse. Og siden det hverken er realistisk eller ønskeligt at den ene part i konflikten skal overgive sig, ser vi ind i et forhandlingsforløb.

Umoralsk at fortsætte
Udmattelseskrigen på landjorden kan med den nuværende intensitet fortsætte i årevis. Vesten holder Ukraines forsvar flydende, så Ukraine ikke bliver rendt over ende.

Rusland har efterhånden omstillet landet til krigsøkonomi og kan fortsætte på nuværende niveau i meget lang tid.

Der er ingen udsigt til sejr. Der er kun udsigt til mere menneskelig lidelse.

Det er et enormt moralsk nederlag for den kristne verden, at man med det 20. århundredes storkrige i erindring ikke evner at stoppe en trods alt mindre krig mellem to broderfolk – det russiske og det ukrainske.

Europa og Rusland deler en lang og kroget historie.

Forventning til Trump
Biden-administrationen har siden Ruslands invasion vist sig uduelig til at lede den frie verden. EU er det pr. definition.

Så håbet ligger i en Trump-sejr ved valget i dag. Det er ikke usandsynligt, at han gør, hvad han har lovet og stopper krigen i Ukraine.

Han kan ikke skabe fred, men han kan få både Rusland og Ukraine til at indgå en våbenhvile, så den menneskelige lidelse kan bremses. Det ligger i magtpotentialet for en amerikansk præsident.

Det er det rigtige at gøre, og burde nok være sket allerede, da den ukrainske forårsoffensiv i 2023 slog fejl.

Målet må være forbrødring med Rusland
Hvad der sker derefter, er svært at forudsige, men bestræbelsen bør være en forbrødring med Rusland.

De gamle sovjetrepublikker – bortset fra landene i Baltikum - er alle som en plaget af dårlig regeringsførelse, udbredt korruption, umodne demokratier og ineffektive produktionsapparater.

Stater der ret beset slet ikke er stater men kleptokratier.

Der er ikke meget at være stolt af, hverken i Rusland eller Ukraine. Skiftende ledere har misrøgtet deres opgaver. Og konflikten mellem de to lande må finde sig en løsning, der er den vestlige civilisation i det 21. århundrede værdig.

Ellers peger en løsning ikke fremad – men tilbage.

For civilisatorisk hører russerne til i Vesten i samme grad som ukrainerne gør.

Russisk historie, litteratur, malerkunst og ikke mindst musik er en del af vores fælles kultur.

Rusland er en del af den kristne verden og præget af den samme filosofiske tænkning. Vi har fælles udspring i Romerriget, og trækker tråde tilbage til antikken.

Og geopolitisk er der meget for Vesten at vinde ved, at kæmpelandet Rusland, der når til Stillehavet, inkluderes i den såkaldte vestlige kulturkreds – og alliancekreds.