Jeg har en aversion imod det, jeg kalder landmands-bashing.
I de senere år har politikere godt hjulpet af interesseorganisationer som Dansk Naturfredningsforening lykkedes med at overbevise rigtig mange af danskerne om, at landbruget er den allerstørste miljøsynder.
Fordi man har evnet at udstille landbruget som den store synder, har det legitimeret mange indgribende foranstaltninger, som man som borgerlig må være betænkelig ved, fordi politikerne i stigende grad bevæger sig ind over den private ejendomsret og retten til fri næring.
Dette er to af de fundamentale principper, som adskiller et liberalt borgerligt samfund fra det socialistiske. Det man ejer, kan ingen tage. Og det man udvirker, må man bruge og sælge, som man finder bedst.
Nogle vil mene, at den grænse blev overskredet for mange år siden. Andre vil hævde, at principperne må bøjes og tilpasses i et moderne samfund, hvor meget nødvendigvis må reguleres af hensyn til flertallet.
Og det er da også rettelig en balance, man skal stræbe efter, og grænsen mellem frihed og lovregulering må kunne være til forhandling i et demokrati. Intet er statisk i denne verden.
Lynafleder for politikerne
Men når jeg kalder det landmands-bashing er det fordi, det er blevet hyper-politisk. Landmanden bliver brugt både som syndebuk og som lynafleder for politikerne.
Tag for eksempel iltsvindet i fjordene. Der er ingen tvivl om, at landbruget bidrager med meget kvælstof til vandmiljøet i de indre farvande, men i dag kun det halve i forhold til for mange år siden, da man begyndte at registrere iltsvind. Alligevel er problemet med de sæsonbetingede iltsvind ved bunden af fjordene ikke blevet mindre. Det er nok snarere blevet større.
Det burde selvfølgelig – som logikken tilsiger – betyde, at man begyndte at se sig om efter andre årsager end blot landbrugets udledning, men det gør man ikke.
I total konsensus mellem NGO’erne og politikerne og med støtte fra aktivistiske ansatte på universiteterne fastholder man landbruget som den eneste store synder. De kommunale rensningsanlægs fejl og mangler negligeres, og de mange overløb af urenset spildevand, siger man, er uden væsentlig betydning. Det er udelukkende landmandens skyld, at fiskene flygter og bunddyrene dør.
Det er udtryk for landmandsbashing, synes jeg.
Pfas er den nye bashing
Nu er der kommet endnu en sag, som falder i samme kategori. Pfas. Et stof med mange varianter, nogle ganske skadelige andre knap så meget, men fælles er, vi ønsker dem ikke i vandmiljøet. Og det kan man ikke andet end være enig i.
Miljøstyrelsen lavede i 2024 en analyse af de største kilder til Pfas i Danmark. Her er tøj og imprægnerede tekstiler blandt de største syndere: 500 tons Pfas fra tøj og 592 tons fra andre tekstiler hvert år. Altså godt og vel 1.000 tons, som danskernes tøj og andre tekstiler forurener med om året.
Til sammenligning vurderes planteværnsmidler at bidrage med cirka 13 tons TFA (som er en underkategori af Pfas) om året. Men planteværnsmidlerne bliver nu totalt forbudt. Det bliver tøjet ikke.
Tøj må stadig indeholde op til 50 mg fluor pr. kilo, selv efter de nye regler fra 2027. Og ikke nok med det – tøjet må fortsat bruges, genbruges og vaskes, så Pfas-udledningen til miljøet fortsætter i årevis.
Faktisk udleder hver dansker i gennemsnit 84 gram Pfas om året – alene fra tøj. Til sammenligning stammer der cirka 2 gram TFA pr. dansker årligt fra landmandens planteværnsmidler.
Det er for dyrt at gøre det ordentligt
Det er kun landmanden der bliver ramt af forbud. Alle andre går fri. Det er, hvad jeg kalder, landmands-bashing. Landmanden udset som prügel-knabe, så politikerne kan se ud som om, de er handlekraftige og handler til fordel for miljøet.
Men det gør de ikke. For ude i virkeligheden er det sådan, at kommunerne driver rensningsanlæg, men det er de færreste kommuner, som har bekostet at gøre rensningsanlæggene i stand til at rense for flour og altså Pfas, selvom teknologien er tilstede. Det er også kommunerne, der ikke udbygger rensningsanlæggene, så vi kan undgå, at urenset spildevand igen og igen lukkes ud i åer og fjorde. Det koster jo mange penge.
Politikerne har ikke lyst til at bruge så mange penge eller pålægge kommunerne at rense vandet ordentligt. I stedet indfører de et forbud for landmanden, men i realiteten bruger de blot landmanden som et skjold til at dække over deres egen forlorne politik.
