I kender det sikkert. Facebook er så flink at minde en om, hvad der foregik på ens profil år tilbage. I går fik jeg besked om, at det var fire år siden, at statsminister Mette Frederiksen i et facebookopslag skrev: ’Sharia hører slet ikke til i Danmark’.

Det var da en holdningstilkendegivelse, man kun kunne nikke anerkendende til, og det var der da sikkert også mange af hendes håbefulde følgere på de sociale medier, der gjorde for fire år siden.

Baggrunden var, at der var en historie i pressen om, at der indgås muslimske ægteskaber i moskeerne, som binder kvinderne til deres mand, så de ikke kan blive skilt eller i bedste fald må betale sig til en skilsmisse med kolde kontanter.

’I regeringen vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at få det stoppet’, fortsatte statsministeren.

Det er da godt, vi har Mette, tænkte hendes mange følgere sikkert. For sådan noget snavs vil vi da ikke have hos os.

Og den følelse bekræftede Mette Frederiksen sine følgere i med ordene: ’Det er ikke dansk, og det må aldrig, aldrig blive dansk’. ’En imam skal slet ikke blande sig i skilsmisser’.

Ej hvor godt. Hende der Mette, hun har fat i den lange ende. Hende kan vi stole på, tænkte mange følgere og overvejede seriøst, at de nok hellere måtte stemme rødt A næste gang, for utøjet må jo renses ud af dette land, og Mette er kvinden, der har afluseren parat.

Det var så fire år siden i går. I mellemtiden har der været folketingsvalg, og Mette Frederiksen fik et godt valg og er stadig statsminister.

Løgn, blår og blær
Hun er dog blevet statsminister på et mandat vundet på løgn blår og blær.

For hun gjorde slet ingenting. ’I regeringen vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at få det stoppet’, skrev hun ellers.

Men hendes udenrigsminister Jeppe Kofoed fortsatte med at blåstemple shariaskilsmisser, som man kunne læse tidligere på måneden på DR

Og Familieretshuset samarbejder med imamerne for at finde mindelige ordninger, når de muslimske kvinder skal skilles, som vi har kunnet læse om på DR og hos Zetland i løbet af sensommeren.

Da hun havde skrevet sit opslag på Facebook og sagen døde ud i pressen, døde interessen også hos Mette Frederiksen.

Samme historie før forrige valg
Hun opførte sig på præcis samme måde før forrige valg i 2019. Dengang var det de muslimske friskoler, som BT havde kørt en række kritiske artikler om, hvordan lærerne agiterede for fundamentalisme, holdt med terrorister og undsagde demokratiet.

Mette Frederiksen reagerede med at kræve de muslimske friskoler lukket: ”Når vi lægger forslaget frem, så er det med et ønske om at lukke de muslimske friskoler”, sagde hun til BT i 2017 og fortsatte: ”Jeg må være ærlig og sige, at grundlæggende er det ikke en god idé med muslimske friskoler”.

Nå, hun vandt jo valget i 2019 på at have strammet udlændingepolitikken, så hun kunne matche både Støjberg og Pia Kjærsgaard i retorikken, og så var alt jo godt.

Interessen for at løse problemet forsvandt i samme øjeblik, hun rent faktisk fik magt til at gøre noget ved det.

Der er intet gjort for at rydde ud i de muslimske friskoler i de godt fem år Mette Frederiksen har været statsminister.

Politics of intention
Mette Frederiksen er nok det skarpeste eksempel på en politiker, der lever efter princippet om ’politics of intention’.

Det betyder, at politikeren fortæller, hvad man har til hensigt at gøre uden at blive for konkret, men meget sjældent når frem til gøre virkelighed af løftet.

Den form for løgn, blår og blær virker i moderne politik, fordi mediebilledet skifter hastigt og gårsdagens historier hurtigt bliver skubbet til side af nye, der fylder rammen ud.

Så politikere kan nøjes med at forholde sig til temaer lige nu og her, love en masse, som de ingen planer har om at holde – og slippe godt fra det.

De slipper godt fra det, fordi medierne ikke gider holde fast, men jager afsted mod det næste.

Nærer politikerleden
Men hos de fleste kommer der alligevel en gang imellem et jag af hukommelse, som får én til at tvivle på, om alt nu er, som det skal være.

De fleste kan, når de mærker efter, føle, at der er noget alvorligt galt med respekten for vælgerne hos politikerne.

Man kan ikke lide at blive ført bag lyset, og når man opdager det, bliver man vred. Vred på politikerne, vred på medierne – ja vred på systemet, staten, det hele.

Når råddenheden går op for en, får man lyst til at vende demokratiet ryggen og passe sig selv.

Det er det fænomen, vi kalder politikerlede.

Populismen er født ud af politikernes løgn, blår og blær
Politikere og meningsdannere plejer at forkaste dem, der fisker i de vande som simple populister, som truer demokratiet og sammenhængskraften.

Især hvis de såkaldte populister er fra højrefløjen, er der ingen grænse for fjendebilledernes nedrighed.

Det er endnu et sygdomstegn på det folkelige fællesskabs forfald, at man i magtens kredse opfinder sine egne begreber og forklaringer, som fjerner folket endnu mere fra dem, de har valgt til at bestemme.

Og sådan lægger det sig i forlængelse af de øvrige falske billeder, som er skabt og som i sin tid fik Inger Støjberg til at tale om de ’saloner’ i hovedstaden.

Mette Frederiksen er eliten – og eliten har taget røven på folket. Med løgn, blår og blær.