Hvis man kan huske, hvordan Koranloven blev til, bliver man ikke overrasket over Lars Løkke Rasmussens ageren på Danmarks vegne i de forløbne uger. Det er den samme analyse, der ligger bag. Danmark står sig bedst ved at stå i godt lys hos OIC – den islamiske samarbejdsorganisation.
Den 10. maj stemte Danmark for at optage Palæstina som et fuldgyldigt medlem af FN, og i dag siger Lars Løkke at Danmark respekterer den internationale krigsforbryderdomstols sidestilling af Hamas terrorister med Israels regering.
Det knæfald, Lars Løkke Rasmussen foretog for OIC, da han lovede at få forbudt folk i Danmark at brænde deres egne bøger, har han ikke rejst sig fra. Han ligger stadigvæk på knæ og belønner nu Hamas for terroroverfaldet på Israel den 7. oktober med fuldt medlemskab af FN og straffer Israel for at forsvare sig mod terrorangrebet ved at sidestille Israels regering med terroristernes ledere.
Hvornår det infame i denne pragmatiske principløshed går op for resten af regering og Folketing ved jeg ikke, men som dansker må jeg krumme tæer over, at den principløshed, som har kendetegnet Løkkes politiske virke gennem årtier og givet ham både kredit hos vælgerne, magt i kontorerne og penge på lommen, nu er overført 100 procent til Danmarks udenrigspolitik.
Jeg er ikke af den skole, at udenrigspolitik skal være en omgang idealistisk pjank uden mulighed for at sikre Danmark indflydelse, sikkerhed og velstand. Der er brug for en god portion realisme, når man skal varetage et lille lands interesser i en stor verden.
Men jeg kan ikke acceptere, når en mand som Lars Løkke Rasmussen ud fra kortsigtede hensyn om umiddelbare gevinster på den diplomatiske scene – eller endnu værre - små gevinster for ham selv blandt vælgerne i den hjemlige andedam, kaster alle principper overbord i udenrigspolitikken.
Han kan ikke tillade sig at sætte et traditionsrigt og nært forhold mellem Israel og Danmark over styr, fordi han lige nu ser en fordel i at kaste den israelske demokratisk valgte regering under bussen.
Han kan heller ikke tillade sig at håne årtiers kamp mod terror, som danske soldater har givet deres liv i, ved at belønne et terror-regime i Palæstina med en dansk stemme for deres optagelse i FN.
Begge tiltag er for det vågne øje udtryk for den globale antisemitisme, som er blevet meget højlydt siden terroristernes angreb den 7. oktober sidste år.
Men dansk udenrigspolitik skal ikke tale antisemitismen efter munden. Den skal slå den hårdt over tænderne.
Danmark burde for eksempel være det land, der siger EU’s udenrigschef Josep Borrell hårdt imod, når han rejser rundt med en historie om, at Hamas er skabt af Israel – underforstået, Israel er selv skyld i angrebet den 7. oktober.
Et sådant slag for redelighed og værdighed kunne vores udenrigsminister aldrig finde på at investere sig i. Den slags begreber ligger ham uendeligt fjernt. Den kamp må andre tage. Principløs pragmatisme er hans ledestjerne.
Koranloven lærer jeg at leve med. Den kan trods alt afskaffes igen, når et mere fornuftigt flertal i Folketinget kommer til, men udenrigspolitik kan ikke bare sådan lige repareres. Der sker uoprettelige skader på Danmarks omdømme og position, når Lars Løkke Rasmussen principløst klistrer Danmarks navn op på plakaterne ved siden de islamiske teokratier.
