Den opstand og vandalisme, der udspiller sig i flere franske byer med en høj andel af indvandrere og efterkommere fra MENAPT (til dels også i Italien og Albanien), virker diffus og blind. Men er der en fællesnævner, en ledetråd eller måske endda et styrende princip?
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger forsøgte allerede for 30 år siden at beskrive, hvad han så i sin samtid - som en kommentar til uroligheder i Latinamerika, Bombay, Los Angeles, Detroit, Milano og Hamborg efter Den Kolde Krigs ophør.
I sit essay Med udsigt til borgerkrigen fremhævede han tre træk, som gik igen. For det første gerningsmændenes "autistiske karakter". De har ingen egentlige overbevisninger. For det andet deres kombination af "ødelæggelse og selvødelæggelse". Voldsmændene smadrer deres egne byer. Og for det tredje: De bliver yngre og yngre.
Men der var ingen rød tråd.
”I nutidens borgerkrige er enhver legitimation fordampet. Volden har gjort sig fuldstændig fri af ideologiske begrundelser,” skrev Enzensberger. 90’ernes borgerkrige havde endnu ikke grebet masserne. De var molekylære.
Sådan ser det stadig ud. Men er der mere på spil i disse dage, uger og måneder? Dette spørgsmål vil Kontrast holde et vågent øje med i fremtiden. Er der en mening i galskaben?
Der er i hvert fald et flag, det palæstinensiske. Over alt hvor flaget vajer, er der latent uro eller manifest ballade. Som vi beskrev i går, er det palæstinensiske flag ligesom det ledsagende tørklæde og slagordene om modstand blevet genkendelige symboler, der kan samle klimaaktivister, såkaldte antiracister, antizionister, antikapitalister, anti-trumpister, anti-big tech, LGBT-plusserne og muslimer om en fælles sag.
Flaget giver en stærk visuel identitet. Det symboliserer social retfærdighed og forandring. Det udløser umiddelbar social og politisk kapital, selv langt ind i den vestlige mainstream. Den franske islamkritiker Florence Bergeaud-Blackler har døbt flagets ideologi ”palæstinisme”.
Palæstinismen er operativ genial, fordi talrige grupper, segmenter, etniciteter og nationaliteter kan stige ombord af den ene, anden, tredje eller fjerde grund. De behøver ikke at være enige om andet end at være imod.
Var det så bare det. Vi står med et yderligere demografisk problem.
Hvis masseindvandringen ikke have fået turbo på i løbet af de seneste 30 år – dvs. siden Enzensbergers essay om den molekylære borgerkrig – så ville vi kunne indhegne og kontrollere den langt nemmere, sådan som det faktisk lykkedes de europæiske nationer op igennem det 18., 19. og et stykke af det 20. århundrede.
Men den kritiske faktor er, at mange millioner vrede, utilfredse og ikke-assimilerede muslimer nu opholder sig i Vesteuropa, og at endnu flere er på vej via familiesammenføring og en hastigere reproduktion end den europæiske.
Masseindvandringen har med andre ord gjort alting sværere og farligere, ikke mindst fordi utilpassede muslimer har tilpasset sig strategisk ved at indgå en alliance med de mange venstreorienterede partier, medier, ngo’ er og lobbyorganisationer i Vesteuropa.
Venstrefløjen er et begrænset onde. Det klarer vi. Venstrefløj plus islamisk bosættelse er en anden sag. Das schaffen wir nicht.
