”Vi er nødt til at holde fast i strategien, og strategien er at vinde krigen”.

Hvordan bedømmer man den danske statsministers udtalelse, som faldt under en paneldebat til sikkerhedskonferencen i München i sidste uge?

Der er tre alen i det stykke. Man kan bedømme udsagnet på dets visdom, dets taktiske snilde eller moralsk.

Hvis man skal dømme efter klapsalverne i salen alene, var Mette Frederiksens bemærkninger både kloge, snilde og ædle. Det mener jeg ikke, man kan være enig i. Hvis man forholder sig til den virkelighed, der udfolder sig, er der ikke noget at klappe ad.

Virkeligheden på slagmarken i Ukraine er, at krigen fortsætter uden udsigt til sejr for Ukraine. Den ukrainske hær er ikke stærk nok til at fortrænge russerne fra de besatte territorier, men den er stærk nok til at sikre, at Ukraine ikke bliver rendt over ende.

Der er et dødvande, som ingen af krigens parter kan bryde. Det er skyttegravskrig, som minder om 1. Verdenskrig ved Vestfronten – hvorfra der ikke kom noget nyt fra i årevis, som Erich Maria Remarque beskrev i 1929.

At fastholde en strategi, som intet tyder på, kan føres ud i livet, kan man ikke kalde klogt. Det er faktisk ret dumt.

Er det smart at være kyniker?
Er det så taktisk smart? Det kan man nok kalde det, hvis man er kyniker. For i retorikken med paralleller til Chamberlain og det famøse peace in our time, kan Mette Frederiksen tegne sig selv som en Churchill, og hvem vil ikke gerne være Churchill? Men det er i så fald ret kynisk, faktisk utilladeligt kynisk, og her er vi fremme ved det moralske.

Hver måned dræbes og invalideres flere tusinde unge mænd i skyttegravene i Ukraine. Hvis vi følger Mette Frederiksens strategi om at fortsætte krigen, til den er vundet, er der ingen øvre grænse for, hvor megen menneskelig lidelse, man kan acceptere.

For sejren er ikke i sigte. Man skal forlade sig på et håb om et mirakel såsom et magtskifte i Moskva eller et indre oprør i Rusland mod krigen, før man kan øjne en sejr. Ukrainerne evner det ikke, og Vesten vil ikke selv gå i krig mod Rusland.

Hvordan forsvarer hun sin strategi moralsk?
Det er svært, og hun er nødt til netop at bruge et billede, hvor Vladimir Putin sammenlignes med Adolf Hitler, og Ruslands styre ligner nazisternes, for at kunne forsvare moralen.

Det er en passant samme retfærdiggørelse som Putin brugte over for sine egne til at invadere Ukraine i 2022. Ukraine skule "afnazificeres", som det lød fra Kreml.

Hun er nødt til at fastholde, at alt andet end sejr vil føre til, at Rusland angriber hele Vesten med målet om at gentage nazisternes udryddelse af folkeslag, indføre verdensherredømme og nedlægge alle demokratier.

Derfor gentog hun i paneldebatten i München det, som hun har sagt tidligere: ”Jeg drømmer om fred. Jeg vil gøre alt for at støtte fred, men jeg tror ikke på eftergivenhed. Det var forkert i München i 1938, og det ville være forkert i dag.”

Deri ligger hendes moralske forsvar for fortsat hver måned at lade 1.000’er af unge mænd dø og lemlæstes i skyttegravene.

Mette Frederiksen er nødt til at fastholde, at det eneste alternativ til fortsat krig er overgivelse. For Ukraine og for alle os andre i de vestlige demokratier.

Hvor kom retorikken fra?
Det er en retorik, som den danske regering har gjort brug af siden udsigten til, at en ukrainsk forårsoffensiv i 2023 med friske våbenforsyninger fra Vesten på slagmarken afgørende skulle knække russerne.

Den offensiv kom aldrig, for russerne havde brugt ventetiden på at opføre forsvarsværker, indkalde flere soldater og omstille industrien til krigsøkonomi.

Så det grønne håb om, at det stolte ukrainske folk gennem kamp og med vores støtte genvandt deres land og viste russerne vintervejen, brast.

Og med det håb slukket burde Mette Frederiksen også have ændret sin strategi. For to år siden.

Det gjorde hun ikke. I stedet skruede hun op for våbenleverancerne, ydede større økonomisk støtte og fastholdt en illusion om, at hvis bare ukrainerne får en kampvogn mere og en håndfuld F16-fly, så vinder de krigen.

Virkeligheden påvirker ikke på statsministeren
Sådan gik det ikke ude i virkeligheden, og det vidste de fleste med forstand på militærvæsen godt,  at det ikke ville. Selv regeringens egne militæranalytikere fra Forsvarsakademiet har igen og igen nedtonet værdien for ukrainerne af både kampvognene og F16-flyene.

De var gode at få, men de kunne ikke i sig selv ændre krigens gang, lød beskeden fra de kyndige til regeringen.

Her står vi så to år senere med en konflikt, der kører på 3. år og som ingen i Europa og slet ikke Mette Frederiksen har et svar på, hvordan skal løses.

Men Mette Frederiksen holder – man må næsten kalde det dumstædigt – fast i sin krig-indtil-sejr-strategi.

Jeg må sige, at det overskrider min grænse for tilladelig politisk manipulation. Omkostningerne i menneskelig lidelse er for store.

Det indlysende er ilde hørt
Ovre på den anden side af Atlanten bliver der så valgt en amerikansk præsident, som allerede i valgkampen siger det forbudte: Den krig skal stoppes. De menneskelige lidelser er for store. Ukrainerne kan ikke vinde. Vi skal forhandle en fred med aggressoren, for alternativet er værre – alt for mange unge mænd vil dø og blive lemlæstede.

Mette Frederiksen køber ikke det moralske argument fra Donald Trump. Tværtimod beskylder hun ham for at "gøre sig gode venner" med præsident Putin, at "svigte Ukraine" og "lade Europa i stikken".

Hun havde for et halvt år siden muligheden for at forlade sin infame krigsretorik og slå de samme takter an, som lød fra Trump-lejren.

Det ville have været moralsk rigtigt at gøre – og det ville også have været taktisk smart med tanke på Danmarks andre udeståender med USA i forhold til svigtede løfter om oprustning, forsvar af Grønland osv.

Det handler om moral
Nu har USA sat toget i gang. Fordi de kan. Det ligger inden for magtpotentialet hos en amerikansk præsident at gennemtvinge en våbenhvile – men nok ikke at skabe fred.

Det så vi med våbenhvileaftalen mellem terrororganisationen Hamas og Israel. Det kommer vi til at se mellem diktaturet Rusland og Ukraine.

I begge tilfælde handler det om moral. Det handler for den amerikanske regering om at reducere menneskelig lidelse, når man kan. Det gør man ved at stoppe krigshandlingerne og tale sig til rette i stedet for, når den angrebne part ikke hurtigt nok kan kæmpe sig til en sejr.

Efter et år stod det klart, at Israel ikke kunne udrydde Hamas. Efter tre år står det klart, at Ukraine ikke kan besejre Rusland.

Det moralsk rigtige at gøre i den situation er at stoppe krigen og finde en acceptabel løsning på konflikten med fredelige midler.

Det er budskabet fra Donald Trump til Ukraine, til Rusland – og til Mette Frederiksen.

Forsoning
Det bedste Mette Frederiksen kan gøre i morgen, er at begynde at forsone sig.

For det første skal hun forsone sig med virkeligheden og bryde med sin illusion om, at lige straks sejrer Ukraine.

For det andet skal hun forsone sig med Donald Trump og erkende, at den amerikanske præsident både moralsk og taktisk har bedre fat end hun selv.

Og for det tredje skal hun begynde at forsone sig med Rusland. Det er så meget i dansk interesse at deeskalere konflikten med Rusland. Vi har ingen interesse i at være fjender af vores store nabo mod øst.