Den 4. maj 1945, om aftenen, lød frihedsbudskabet i radioen, og i hele landet tændte mennesker levende lys i vinduerne. Det er 80 år siden i dag. Det var en spontan fejring af, at fem mørke år med nazistisk besættelse nu gik mod deres afslutning. Danmark var frit.

Men befrielsen kom ikke af sig selv. Tyskernes militære nederlag blev påført dem af de allieredes fremmarch og ofre – Danmark var ikke allieret, vi havde kun modstandsbevægelsen – de modige danske mænd og kvinder, der satte livet på spil for at gøre modstand mod det nazistiske tyranni. Dem skylder vi dyb taknemmelighed.

De danske frihedskæmpere, modstandsfolkene, var patrioter i ordets egentlige betydning. De satte fædrelandet højere end deres eget liv og deres egen sikkerhed. De agerede, hvor de fleste veg tilbage. De gjorde det nødvendige, hvor andre valgte det bekvemme.

De var et mindretal. Et lille, modigt, forbitret mindretal i et land, hvor flertallet forholdt sig passivt. Nogle vendte det blinde øje til. Andre samarbejdede direkte med besættelsesmagten – af opportunisme, af angst, af fejhed eller af hensyn til egne interesser.

Vi bør i dag hylde frihedskæmperne, men vi må ikke forfalde til selvbedrag om, hvor bredt funderet modstanden var. Det var den ikke. Danmark førte i starten en samarbejdspolitik, og den brede befolkning accepterede i vidt omfang den kurs. Det er et faktum, vi må leve med. Det er en del af danskernes historie.

Derfor kan vi godt alligevel bruge denne dag til fejring og til at mindes, men også til at tænke over, hvad besættelsestiden fortæller om os som folk.

Patriotisme i et lille land
Danmark er et lille land. Og i små lande er der ofte en tilbøjelighed til forsigtighed. En forståelig tilbøjelighed. Vi har ingen stor hær, faktisk efterhånden næsten ingen. Vi har ingen atomvåben, ingen stormagtsambitioner.

I næsten 30 år valgte de danske regeringer at bruge militæret langt fra Danmarks grænser. Til krige først på Balkan, siden i Afghanistan, Libyen, Irak og Mali. Men dansk patriotisme vokser ikke op i ørkensand.

Der kan være militær stolthed over at udrette, hvad man bliver sat til. Solidaritet med soldaterkammerater og en velvilje og medfølelse fra resten af befolkningen, når soldaten vender hjem i kiste eller med sår på krop og sjæl.

Men patriotisme – forstået som kærlighed til landet, ansvar for fællesskabet og vilje til at forsvare det – var ikke drivmidlet i de internationale aktioner fra starten på Balkan til tilbagetrækningen fra Afghanistan, der afsluttede epoken.

Patriotisme er villigheden til at træde frem, når fællesskabet er truet. At sige: "Her står jeg – og her står jeg ikke alene." Det er den ånd, vi så i de mænd og kvinder, der tog til Sverige for at blive trænet som soldater. Det er den ånd, vi så i dem, der trykte illegale blade, sprængte jernbaner, gemte jøder, risikerede liv og lemmer for at fastholde, at Danmark ikke var tabt.

Derfor må vi i dag stille os selv det ubehagelige spørgsmål: Når Danmark igen blev truet udefra – eller indefra – hvor mange har så modet og viljen til at sætte noget på spil – sig selv på spil? Flere end under besættelsen? Jeg tvivler.

Nationalt selvstændighed kræver vilje
Danskerne har i min levetid taget national selvstændighed og frihed for givet. Vi lever i et af verdens rigeste og mest sikre samfund. Vi har ikke kendt krig på dansk jord i generationer. Vi er medlemmer NATO. Men verdenshistorien fortæller os, at det ikke varer ved. Der kommer en dag.

De værdier, som friheden i vores folkelige fællesskab bygger på – retsstat, ytringsfrihed, ejendomsret, personlig frihed – er under pres. Ikke bare fra diktaturer i øst, men også i Europa. Autokratiske eliter, politisk kontrol og identitetspolitik udfordrer det frie samfund. Og indefra modarbejder et voksende mindretal af muslimer det demokratiske og verdslige fundament, vi har støbt.

Hvis vi ikke er villige til at værne om vores frihed – også med risiko og offer – vil vi miste den. Ikke nødvendigvis i ét slag, men bid for bid. Den, der ikke vil kæmpe for sit land, vil ende med at miste det – og dermed også den ramme, der gør et folk til et folk.

For det er netop landet – territoriet – som er den konkrete forudsætning for ethvert nationalt fællesskab. Et folk kan ikke leve i en abstrakt idé. Det må have jord under fødderne, grænser at forsvare, institutioner at opbygge og et sprog og en historie, det kan kalde sin egen.

Patriotisme er ikke romantik
Derfor er patriotismen ikke blot sentimental romantik. Den er en nødvendig kraft for at bevare et frit og selvstændigt Danmark. Og den begynder ikke i krig. Den begynder i hverdagen. I ansvar. I engagement. I viljen til at sætte fællesskabet over egen bekvemmelighed.

Når vi mindes modstandsbevægelsen i dag, må vi gøre det med både taknemmelighed og ydmyghed. Taknemmelighed for deres indsats. Ydmyghed over for deres mod. De kæmpede for noget, der var større end dem selv. De vidste, at frihed ikke gives – den vindes. Og de vidste, at når ondskaben banker på, er det ikke nok at håbe, at nogen andre gør noget. Man må selv tage ansvar.

I dag lever vi i en usikker verden. Krig i Europa. Stormagtsrivalisering. Islamisering. Cybertrusler og hybridkrig. Der er nok at frygte. Men frygt i sig selv skaber ikke noget. Det gør kun ansvar, mod og sammenhold.

Danmark har brug for patrioter. Ikke krigeriske fanatikere, men stærke, ansvarsbevidste danskere, der elsker deres land og er villige til at forsvare det. Med handling. Og om nødvendigt med livet. Patriotismen skal ikke kun være et mindretalsprojekt. Frihed kræver fællesskab. Og fællesskab kræver vilje. Viljen til at stå vagt om det, vi har kært.

Husk at tænde lys.