Natten til den 26. juni sidste år blev en mand slået med en glasflaske på Nørregade i det indre København, så han besvimede. Mens han lå bevidstløs på jorden, blev han udsat for slag og spark af fem mænd. Offeret fik blødninger i begge hjernehalvdele som følge af overfaldet.

Der var ikke noget motiv til overfaldet, som retten kunne afdække. Dommeren konkluderede dog, at gerningsmændene besad en udpræget voldsparathed og dømte dem alle fem til fængsel.

Man kunne tænke, at vi danskere er blevet forrået over alle de dårlige film, vi ser på Netflix, siden vi render rundet i nattelivet og sparker sagesløse i hovedet efter at have slået dem med en flaske.

Det må være en fælles opgave i det folkelige fællesskab at finde tilbage til de danske kulturelle værdier, hvor det nok ikke er pacifismen, der hersker, men hvor uenigheder blandt unge mænd kan ordnes med en nævekamp på fair betingelser mand mod mand.

Man slår ikke med flasker og andre tunge ting, man sparker ikke, og når modstanderen går ned, venter man stoisk, til den slagne fortrækker sig bort med sin skam eller rækker hånden frem til forsoning. Sådan var et slagsmål, dengang også slagsmål havde en æstetik.

En åndelig oprustning handler i høj grad om æstetik i det offentlige rum. Overfaldet den 26. juni sidste år i Nørregade er totalt blottet for æstetik. Og hvorfor nu det? For at finde svaret, må man se på overfaldsmændenes navne.

De fire af navnene kender vi. Det femte må vi gætte os til: Overfaldsmændene var Yacquub Abdi Mohamed Hasan (20år), Yasin Ahmad Yassain Mohabiss (18år), Hamsa Jibriil Mohamed Qasiin (20år) Hassan Mohamud Mohamed (22år) samt en 18årig, som er beskyttet af navneforbud.

Det er nok ikke forkert at konkludere, at der er tale om muslimske unge mænd. Altså unge mænd med en religion og kultur, der ligger så langt fra den danske, at der ikke eksisterer en mulighed for at finde en fælles æstetik til at afgøre uenigheder mellem unge mænd.

Tværtimod dyrker de muslimske unge mænd en voldspræget dominanskultur, som hver weekend finder nye ofre i byen blandt berusede danske ynglinge, der er på jagt efter lykke og damer. Uheldigvis for nogle af dem, støder de ind i grupper af unge muslimske mænd, som overfalder dem, tramper på dem og spytter på dem, mens de filmer med deres telefoner.

Hvad skal vi gøre ved det?

Der står ikke noget i det nys udgivne regeringsgrundlag om det, bortset fra at gentage løftet om en udvisningsreform, som ikke kommer til at gøre nogen forskel, så vi skal nok ikke forvente noget initiativ fra Mette, Løkke og deres røde venner. Nok snarere tværtimod.

Domstolene er heller ikke så konsekvente. De fem mænd fik alle en fængselsstraf og to af dem fik en advarsel om, at hvis de en anden gang slog nogen ned med en flaske og sparkede nogen i hovedet, så kunne de blive udvist af Danmark.

Det er jo ret deprimerende, at ingen vil gøre noget ved det. At ingen har andre løsninger, end at udstede et ’nattelivsforbud’ til voldsparate muslimske unge mænd, som var rettens sanktion i denne sag.

Der er så sandelig brug for en åndelig oprustning, men den får ingen virkning, hvis lader de voldsparate og dominansfikserede muslimske mænd leve iblandt os. De skal remigreres, før vi kan håbe på at vinde vores kultur og land tilbage.