Socialdemokraterne har erobret førertrøjen i udlændingepolitikken

De seneste uger har Socialdemokratiet genoplivet udlændingedebatten. På ryggen af antisemitiske manifestationer i gaderne og et øget trusselsniveau er S gået i udbrud på dagsordenen. Kontrasts redaktør Lars Kaaber analyserer situationen og opfordrer K, LA og DD til at gå efter udbruddet, inden det er for sent.

Den amerikanske kampagne-guru James Carville fik i begyndelsen af 90’erne Bill Clinton installeret i Det Hvide Hus. Hans mest berømte aftryk på kampagnen for Clinton blev udtrykket ’it’s the economy, stupid’.

Uanset hvad, så vinder en amerikansk præsidentkandidat på temaer om den hjemlige økonomi, var budskabet til kampagnefolkene. I Danmark har vi ikke kampagne-guruer, men vi har Socialdemokratiets kampagnemaskine.

Og det er efterhånden ret tydeligt, at der på opslagstavlen i Socialdemokratiets kampagnekontor hænger en seddel, hvor der står noget i retning af: ”Husk udlændingepolitikken, Dumpap”

Det er i det lys, man skal se Frederik Vads tale i Folketinget forleden om samfundsundergravende muslimer, der på trods af uddannelse og arbejde aktivt modarbejder danske værdier. En tale, der har vakt genlyd og allerede er blevet optaget blandt ’Danske taler’.

Det blev ekstra tydeligt, da statsminister Mette Frederiksen valgte offentligt at bakke sin ordfører op, da han blev undsagt af en gruppe socialdemokratiske borgmestre.

Og i weekenden sat udlændingeminister Kaare Dybvad trumf på, da han i Berlingske Tidende sammenlignede islamistiske indvandrere med kommunister under Den Kolde Krig og sagde:

”Ligesom man sagde før i tiden, at man selvfølgelig skal tænke sig om, før man ansætter overbeviste kommunister i betroede stillinger. På samme måde skal man da også tænke sig om, før man ansætter folk i vigtige stillinger, som har et fuldstændig fundamentalt anderledes syn på, hvordan vores samfund skal være”.

Opfordring til ’berufsverbot’, som Kaare Dybvad her usminket og ligefremt lufter, er en så hård og skærpende retorik, at der ingen tvivl er længere: Udlændingepolitikken skal ikke redde regeringen – den skal sikre Socialdemokratiet statsministerkontoret efter næste valg.

De borgerlige lullet sig ind i en misforståelse
Regeringen står dårligt i meningsmålingerne, og Socialdemokratiet står selv dårligere, end det har gjort meget længe.

Men det betyder nemlig ikke nødvendigvis, at Mette Frederiksen eller Nicolai Wammen – i fald Mette F. smutter til EU – må begynde at se langt efter statsministerkontoret på 2. sal på Christiansborg.

For de socialdemokratiske vælgerne er i stort omfang rendt over til SF – altså blevet i den røde familie. Derfor har den socialdemokratiske kampagne blikket stift rettet mod de partier, der har samlet op, hvad Venstre og DF har smidt bort i de senere år.

Og lige dér er udlændingepolitikken helt central. Glemmer man, negligerer eller ignorerer man udlændingepolitikken for længe, taber man valg. Sådan har det været i 25 år i Danmark.

Både K og LA har lullet sig ind i en falsk forståelse af, at udlændingepolitikken ikke længere er så vigtig. Det passer dem sådan sent fint, for begge partier føler sig bedst tilpas i selskab med kulturradikale i hovedstadsområdet, som de deler begejstring for EU, grøn omstilling og ’moderne’ livsværdier med.

Det har været en lettelse at spore hos de to borgerlige partier efter man fik overtalt sig selv til at tro på, at udlændingetemaet var blegnet og ikke betød noget længere i dansk politik.

Inger Støjberg lurepasser også her og holder igen med både retorik og substans. Hun vil helst ikke risikere noget.  Og fra Venstre hører man absolut ingenting, der kan betrygge de vælgere for hvem udlændingepolitikken er vigtig.

Der er kun DF på højrefløjen, som kan matche Socialdemokratiets unge ordfører Frederik Vad og den hårdtslående minister Kaare Dybvad.

Kom ud af dumpap-rollen
Den socialdemokratiske analyse er, at valg stadigvæk vindes på at erobre den udlændingepolitiske arena. Kan man sætte dagsordenen for debatten, lede slaget og fremstå troværdig, baner det vejen til hr. og fru. Danmarks krydser på valgdagen.

Så fortoner det sig og bliver lidt ligegyldigt om man er lyseblå eller lyserød, om skatten skal lidt op eller lidt ned. Temaet indvandring, integration, kriminalitet, parallelsamfund, bander, ghettoer, islamisme og terrortrussel fra muslimer og alt der ligger i samme kurv, kan flytte vælgere ens vej – i temmelig stort tal.

Det tror de ikke på i ’Tirsdagsanalysen’ eller blandt ’Besserwisserne’ på TV2, men ’konsensus’ i kommentatorkøbing om én ting holder ikke længere end til de første målinger peger en anden vej. De politiske analytikere i dette land er aldrig klogere end det, som den seneste Gallup fortæller.

Så et enkelt godt råd til Mona Juhl, Alex Vanopslagh og Inger Støjberg: Hvis I vil have en borgerlig regering, skal I komme ud af vildfarelsen – ”Husk udlændingepolitikken, Dumpap’.

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter