Der har bredt sig en stemning i borgerlige kredse om, at i det mindste så har Trumps sejr ved valget i USA i november betydet, at woke nu er på tilbagetog.

Hvis det var rigtigt, så kan vi måske bære over med, at præsidenten vil ’have kontrol over’ Grønland og truer vores eksport med told-tariffer. For det ville da være noget af en præstation.

Men det er nok ikke rigtigt. Ikke her hos os i hvert fald. For det danske samfund favoriserer voldsomt det segment, som trækker moral og værdier ud på det absurde overdrev.

Det er formentlig kun et meget lille mindretal, der nogensinde har været enige i f.eks. de aparte opfattelser af kønsidentiteter.

Det store flertal har hele tiden ment, at det er en syg tankegang at udsætte børn for medicinsk behandling, der bremser barnets pubertet, at der i virkelighedens verden kun er to køn og at seksuelle minoriteter bør opføre sig lige så privat seksuelt, som almindelige mennesker normalt gør.

Woke-ideologien indeholder moralske holdninger, som man skal være langt ude på venstrefløjen for at kunne tilslutte sig, og der befinder sig kun omkring 10 procent af befolkningen.

De 10 procent dominerer institutionerne
Men i den måde, som vi har indrettet samfundet på, har disse 10 procent råderet over penge, medier og kulturliv, så man skulle tro, at vi alle sammen var lige så tossede som dem.

Grunden til, at woke-ideologien fylder så meget på universiteter, i medierne og i kulturlivet skyldes, at de 10 procent er så skævt fordelt. Den venstreorienterede tankegang dominerer de steder i samfundet, hvor også adgangen til at dominere den offentlige debat befinder sig, og det er på universiteterne, i medierne og i kulturlivet.

Dette lille woke mindretal sidder på både de ’rigtige meninger’ og den offentlige pengekasse. Og de bruger dominansen til at fremme deres egne aparte synspunkter og udskamme og undertrykke enhver, der udtrykker tvivl om fjerde-bølge feminisme, intersektionalitet, strukturel hvid racisme, kønsidentiteter osv.

Erhvervsliv og politikere lægger sig i slipstrømmen i en fejlagtig tro på, at det er en trend, som rammer bredere og udtrykker holdninger, den normale del af befolkningen deler. Politikerne tror, der er stemmer i woke. Erhvervslivet tror, der er penge i woke.

Det er blevet så ekstremt, at man tør grine af dem
Det, der er ved at ske – og den bevægelse begyndte lang tid før det amerikanske valg – er, at flertallet er begyndt at sige fra mere højlydt og i større omfang tør ytre deres egne holdninger. Og det er godt.

Det er sket helt uafhængigt af valget i USA og skyldes formentlig, at udskamningen af normalitet efterhånden blev så ekstrem, at det blev lettere at latterliggøre woke-forbandelsen og dermed også mere trygt at lægge afstand til den.

Når det sker, bliver både politikere og erhvervsliv mindre woke, men det vil ikke ændre på, at de 10 procent stadigvæk dominerer universiteter, medier og kulturliv. Og de vil stadigvæk sidde på den offentlige pengekasse, der forsørger dem og giver dem adgang til at udspy deres holdninger over den sagesløse befolkning.

En flig af fornuft dukkede ud af tågen
I Danmark hjalp woke-ideologiens syge alliance med islamister og terrorbevægelser i Gaza op til Pride-paraden i sommer erhvervslivet til at tage mod til sig og begynde at sige fra. Sponsoraterne til Priden begyndte at tørre ud.

Selv i metoo-bevægelsen oplever vi nu en stigende modstand mod, at mænd uden skygge af dokumentation og med anonyme anklager imod sig bliver kaster for de frådende masser af forargede feminister.

Senest med Frihedsbrevets letsindige kolportering af rygter om en seksualiseret kultur på forlaget Lindhardt og Ringhof. Det fik en række af forlagets forfattere til at gøre modstand i offentligheden og forsvare deres forlag.

Og i regeringen har en ligestillingsminister taget mod til sig og vil nu kalde et menneske med en livmoder for en kvinde. At det i det hele taget er kommet så langt ud, siger noget om politikernes medløberi og falske tro på, at de 10 procents holdninger deles af de 90 procent.

Men heller ikke ligestillingsministerens spontane udtryk af fornuft vil ændre magtforholdet mellem de moralsk og kulturelt dominerende 10 procent og de sagesløse 90 procent.

En kulturkamp er især en kamp om penge
Venstreorienterede mennesker sværmer for andre folks penge. Det har de altid gjort. Det er et iboende karakteristikum ved at være venstreorienteret, at man mener sig i sin gode ret til at disponere over andres penge, fordi man med en overlegen moral er bedre til at bruge dem til at sikre retfærdighed for de mange.

Derfor er der heller ingen i forskningsverdenen, der skammer sig over at bruge offentlige midler på pseudoforskning i woke-relaterede forhold og promovere selvopfundne dogmer og paradigmer.

Der er ingen i NGO-verdenen, der skammer sig over de millioner af kroner, de hvert år spilder af skattemidler på at lønne hinanden i forsøget på at redde verden for ulykker, fattigdom, klimaforbrydelser, diskrimination og undertrykkelse.

Og der er ingen i Statens Kunstråd eller på Filminstituttet eller i DR, der skammer sig over, at andre betaler for, at de til stadighed kan bekræfte hinanden og belønne hinanden med projektstøtte, ansættelser, legater og priser og præmier.

Fordi de ikke skammer sig, er der heller ingen andre med ansvar for pengekassen, der gør det. Politikerne anviser pengene år efter år, og medierne giver velvilligt overskrifter til klagesange om nedskæringer, hvis politikerne tøver med at give den ekstra million.

Til gengæld får politikerne ros for at være mangfoldige og inkluderende. Det er symbiosen mellem politikere og woke-segmentet, men for de 90 procent er det ikke en symbiose – for de 90 procent er det snylteri.

Woke bekæmpes over finansloven
Slaget mod woke er ikke vundet, så længe de venstreorienterede sidder på pengekassen, og de sidder på pengekassen, så længe politikerne tror på, at de venstreorienteredes moral er bedre end deres egen.

Det er blevet en gordisk knude, der ikke kan løses med små reformer og ændringer. En borgerlig kulturkamp handler derfor om at bryde ned. På en måde, som måske strider imod en intuitiv forståelse af konservatismen, er den borgerlige kulturkamp revolutionær. Først ødelæggelse. Derefter opbygning.

·       Danmarks Radio skal sælges til private

·       NGO’ere skal have fjernet statsstøtten

·       Mediestøtten skal afskaffes

·       Statens Kunstfond skal nedlægges

·       Universiteterne skal underlægges meritokratiske krav

Det fordrer et handlekraftigt borgerligt flertal i Folketinget, og det har danskerne ikke til rådighed, og har heller ikke udsigt til det foreløbig.

Man skal ud i de fjerne hjørner af Christiansborg for at finde en politiker, der er med på at løfte visiret og udkæmpe slaget mod de 10 procent på vegne af de 90 procent.

De venstreorienterede i Danmark henter inspiration hos deres amerikanske åndsfæller, som nu sættes under pres af Trump og hans fæller. Men hos os er venstreorienterede indlejret i og beskyttet af statens institutioner og bevillingssystem. De kan ikke bekæmpes med præsidentielle fyndord.

Det er den borgerlige udfordring.