Der findes ord, som ikke blot forsvinder fra sproget, men hvis betydning ophører med at eksistere. Elegance er et af dem. Ordet bruges ganske vist stadig, men dets betydning forstås ikke længere. Elegance forveksles med mode, luksus eller en bestemt form for overfladisk fremtoning. Men ordets oprindelige betydning er langt mere krævende og netop derfor også langt mere menneskelig.
Elegance opstod ikke i salonerne eller foran butiksvinduerne, men i tankens og forstandens verden. Ordet stammer fra det latinske eligere, som betyder »at vælge«. I sin oprindelige betydning er et elegant menneske et menneske, der forstår at vælge. Ikke blot at træffe et valg, men at vælge det, der er rigtigt, afbalanceret og passende i forhold til den konkrete virkelighed.
Elegance er grundlæggende et synligt udtryk for sund dømmekraft. Isidor af Sevilla sagde, at det at vælge indebærer at udvælge noget blandt flere muligheder og ved hjælp af sin dømmekraft skelne mellem, hvad der fortjener at blive foretrukket.
Troskab mod virkeligheden
Elegance er derfor ikke udsmykning, men skelneevne. Det er den egenskab, der kendetegner et menneske, som forstår at skelne og derfor også at vælge klogt.
