Der findes ord, som ikke blot forsvinder fra sproget, men hvis betydning ophører med at eksistere. Elegance er et af dem. Ordet bruges ganske vist stadig, men dets betydning forstås ikke længere. Elegance forveksles med mode, luksus eller en bestemt form for overfladisk fremtoning. Men ordets oprindelige betydning er langt mere krævende og netop derfor også langt mere menneskelig.

Elegance opstod ikke i salonerne eller foran butiksvinduerne, men i tankens og forstandens verden. Ordet stammer fra det latinske eligere, som betyder »at vælge«. I sin oprindelige betydning er et elegant menneske et menneske, der forstår at vælge. Ikke blot at træffe et valg, men at vælge det, der er rigtigt, afbalanceret og passende i forhold til den konkrete virkelighed.

Elegance er grundlæggende et synligt udtryk for sund dømmekraft. Isidor af Sevilla sagde, at det at vælge indebærer at udvælge noget blandt flere muligheder og ved hjælp af sin dømmekraft skelne mellem, hvad der fortjener at blive foretrukket.

Troskab mod virkeligheden
Elegance er derfor ikke udsmykning, men skelneevne. Det er den egenskab, der kendetegner et menneske, som forstår at skelne og derfor også at vælge klogt.

Denne forståelse lever videre i det klassiske spanske sprog. Sebastián de Covarrubias beskrev det elegante menneske som et menneske, der taler korrekt og omhyggeligt og vælger sine ord med omtanke.

Her er hverken luksus eller overdrivelse, kun præcision. Elegance er først og fremmest en form for troskab mod virkeligheden: at sige det, der bør siges, gøre det, der er passende, og tie, når det er nødvendigt.

Elegance som udtryk for et velordnet liv
Selvom den græske verden ikke havde et helt tilsvarende ord, finder vi her det idégrundlag, som begrebet bygger på. Forestillingen om kosmos, der betegner orden og harmoni, og kairos, som betegner det rette øjeblik, viser, at det sandt menneskelige består i at respektere tingenes rette mål.

Idealet om kalokagathia – foreningen af det gode og det skønne – antyder, at elegance ikke er andet end den synlige manifestation af et velordnet liv.

I den klassiske verden handlede elegance derfor ikke om fremtoning, men om sandhed. Cicero forstod elegance som evnen til at vælge de rette ord, dem, der præcist udtrykker det, som skal siges, hverken mere eller mindre. Quintilian betragtede elegance som en forædlingsproces: Intet overflødigt, intet manglende.

Men denne opfattelse forudsatte enheden mellem sandhed og tale. Idealet for talekunsten – vir bonus dicendi peritus, et godt menneske, der mestrer talens kunst – adskilte ikke den fremragende udtryksform fra den retskafne karakter.

Forfaldet sætter ind med tomheden
Når denne enhed brydes, opstår sofisteriet. Sofisten søger ikke sandheden, men virkningen. Han vælger ikke det rigtige, men manipulerer. Hans tale kan forekomme elegant, men er blot en illusion. Den bliver forførelse uden sandhed, tom form. Det er her, forfaldet stilfærdigt begynder.

Denne forståelse hviler på en dybere visdom. Aristoteles lærte, at dyden består i at vælge rigtigt i overensstemmelse med den rette fornuft. I denne forstand kan elegance forstås som dydens synlige side. Det, der uden behov for forklaring afslører, at et menneske har lært at skabe orden i sit liv.

En gestus, et ord, ja selv tavshed kan være elegant, når det udspringer af et menneske, der har opnået en vis indre harmoni.

Den kristne tradition overtog denne forståelse af virkeligheden og løftede den til et højere niveau. Augustin betragtede orden som nøglen til skønhed, mens Thomas Aquinas beskrev skønheden ved hjælp af begreberne helhed, proportion og klarhed.

I dette perspektiv ophører elegance med blot at være en egenskab ved tale eller opførsel og bliver i stedet udtryk for et menneskes velordnede indre liv. Det er ikke tøjet, der gør et menneske elegant, men dets evne til at give hver enkelt ting sin rette plads.

Elegance begynder med en indre indstilling.

Kunsten at gøre det vanskelige naturligt
Renæssancen gjorde elegance til en livskunst, sådan som Cicero allerede havde antydet. Castiglione talte om sprezzatura, den særlige ynde, der består i at få det vanskelige til at fremstå naturligt.

Elegancen bliver dermed diskret, næsten usynlig. Den forsøger ikke at gøre sig gældende, men kommer til udtryk uden at afsløre den anstrengelse, det har krævet at opnå den.

Det er en beherskelse, som ikke behøver at gøre opmærksom på sig selv, en form, der ikke stiller sig til skue, en skønhed, som ikke kræver opmærksomhed, men tiltrækker den, netop fordi den er udtryk for det skønne.

Allerede i 1700-tallet begyndte imidlertid tegnene på forfald at vise sig. Rokokoen – udadtil raffineret, men overlæsset og lunefuld – indførte en form for manierisme, der løsrev formen fra dens grundlag.

Forvansket til kunstighed
Udsmykningen holdt op med at tjene tingenes sandhed og blev et mål i sig selv. Elegance blev forvansket til kunstighed. Proportionerne måtte vige for overdrivelsen. På en måde markerede det begyndelsen på en æstetik uden indre dybde.

I den moderne tid blev elegancen, løsrevet fra sandhed og dyd, først et tegn på social status og siden en handelsvare.

Men den blev også mødt af en mere radikal afvisning. 1960'ernes modkultur, især hippiebevægelsen, var ikke blot et modefænomen, men en bevidst revolutionær handling, som afviste nedarvede former, et bevidst brud med de gængse normer for fremtoning og et opgør med enhver standard, der blev betragtet som "borgerlig".

Formløshed blev symbol på frigørelse
Grimhed, sjuskeri og formløshed blev symboler på frigørelse. Men det, der blev fremstillet som frihed, var i mange tilfælde et afkald på selve formen. Og hvor der ingen form er, kan der heller ikke være elegance.

Samtidig afslørede de socialistiske regimer en anden side af det samme tab. Hvor friheden mangler, kan ægte elegance ikke eksistere, fordi elegance forudsætter valget.

Den påtvungne ensartethed – som Mao-dragten måske er det mest talende symbol på – udtrykker et menneskesyn, hvor individet opløses i massen. Problemet er ikke længere at vælge forkert, men slet ikke at kunne vælge.

Beklædningen bliver det synlige udtryk for ideologisk ensretning. Og hvor alt gøres ens, forsvinder elegancen fuldstændig.

I vores egen tid er vi ikke blot vidner til elegancens forsvinden, men til dens omvending. Det, man kunne kalde en marginalæstetik, er rykket fra kulturens yderområder ind i dens centrum og ophøjer nu det, der engang blev betragtet som tegn på brud eller forfald, til norm.

Grimheden bliver et ideal
En æstetik præget af disproportionalitet, bevidst grovhed, splittelse og ligefrem grimhed bliver gjort til en identitetsmarkør. Målet er ikke længere at finde den rette målestok, men at udfordre den. Ikke at skabe harmoni, men at forvride den.

Det, der tidligere ville være blevet betragtet som sjuskeri eller uorden, fremstilles nu som autenticitet. I dette kulturelle klima bliver selve elegancen mistænkeliggjort. Den forbindes med stivhed, elitisme eller kunstighed, selvom den i virkeligheden er frihed, der har nået sin modenhed, en indre orden, der er blevet synlig.

Men en kultur, som har mistet sin sans for proportioner, kan næppe genkende den. Ordet overlever, mens den virkelighed, det betegner, gradvist forsvinder. Vi lever således i en kultur, der har mistet sin sans for mådehold. Sproget er blevet overdrevent, gestus er ude af proportioner, og behovet for at udstille sig selv er konstant.

Autenticitet forveksles med vulgaritet, spontanitet med formløshed og frihed med manglende evne til at beherske sig selv. Hvor alt stilles til skue, har intet længere sin rette plads. Og hvor intet har sin rette plads, bliver elegance umulig.

Politik uden elegance
Denne forandring er ikke blot æstetisk. I sin kerne er den politisk. For politik, sådan som den klassisk blev forstået, er kunsten at indrette vores fælles liv med det gode som mål. Den kræver derfor dømmekraft, mådehold og sans for proportioner. Med ét ord kræver den elegance.

Når elegancen forsvinder, er resultatet ikke blot en ændring i stilen, men en forandring i den måde, magten udøves på. I dag er vi vidner til en politik, som har overtaget denne marginalæstetiks karaktertræk.

Det offentlige sprog bliver groft, uhæmmet, aggressivt eller bevidst vulgært. Gestus erstatter argumenter, og skuespil træder i stedet for overvejelse.

Alt for ofte styres samfundet ikke længere med omtanke, men gennem spontane reaktioner. Overdrivelsen bliver en strategi. Det, der tidligere ville være blevet betragtet som uværdigt i det offentlige liv, fremstilles nu som folkelighed eller autenticitet.

Orden afløses af uro
Men politik uden elegance er i sidste ende politik uden form. Og det formløse kan ikke opretholde det fælles gode.

Når evnen til at vælge rigtigt går tabt – til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, mellem det retfærdige og det bekvemme, mellem det sande og det nyttige – forfalder den politiske handling til blot at forvalte impulser eller administrere opsplittede særinteresser.

Orden afløses af uro, retning af formålsløs driven omkring. Det er ikke noget tilfælde, at dette tab ledsages af det, man kunne kalde en formørkelse af det menneskelige.

Elegance er ikke en tilfældig luksus, men et tegn på menneskelig modenhed. Kun den, der har lært at vælge, kan være virkelig fri. Og kun den, der er fri, kan give sit liv en smuk form.

At genfinde kunsten at vælge
At genfinde elegancen betyder derfor ikke, at vi skal vende tilbage til bestemte ydre konventioner eller påtvinge hinanden tomme omgangsformer. Det betyder, at vi må genoprette dens grundlag. Kunsten at vælge rigtigt.

At vælge det rette ord i den offentlige debat, den passende gestus og tavshed midt i larmen. Kort sagt at vælge i overensstemmelse med tingenes sandhed frem for øjeblikkets bifald.

For elegance er i sidste ende intet andet end det synlige kendetegn på et menneske, der har lært at elske skønheden, erkende det gode og leve i overensstemmelse med det – med andre ord at leve et fuldendt menneskeliv.

Og et samfund, som mister denne visdom, bliver ikke blot vulgært. Lidt efter lidt bliver det ubeboeligt.