DETTE ER EN ARTIKEL FRA VORES SEKTION 'UDSYN', SOM NORMALT KUN ER FOR BETALENDE MEDLEMMER AF KONTRAST.
Furedi indleder sit essay med en historisk gennemgang af begrebet fremmedgørelse, som det blev udlagt af blandt andre Hegel, Marx og Durkheim. Hos Hegel handlede det om individets fremmedgørelse fra sig selv og sine skabninger. Marx talte om arbejderens fremmedgørelse fra sit arbejde og menneskelige væsen. Durkheim introducerede begrebet anomi – et moralsk tomrum, hvor fællesskabets normer opløses, og individet efterlades desorienteret.
Disse klassikere så fremmedgørelse som et problem, noget der skulle overvindes. I dag, skriver Furedi, er situationen den modsatte: Fremmedgørelse og kulturel opløsning bliver ikke blot accepteret, men ligefrem normaliseret. ”Fragmenteringen og atomiseringen af hverdagslivet er blevet dybt forankret i hele samfundet,” skriver han. ”Oplevelsen af magtesløshed er blevet intensiveret af familieopløsning, tabet af klasseorganisationer og lokale fællesskaber.”
Fremmedgørelse som status quo
Ifølge Furedi opleves kulturelt tab og følelsen af hjemløshed i stigende grad ikke som problemer, men som naturlige eller ligefrem ønskelige følgevirkninger af globalisering, teknologisk udvikling og individualisme. Det moderne menneske opfordres til at omfavne sin rodløshed og opgive enhver forestilling om et fælles hjem – nationalt, kulturelt eller spirituelt.
”Blandt dele af de herskende eliter betragtes fremmedgørelse som en kendsgerning, man må acceptere,” skriver Furedi. De, der søger kulturel forankring, bliver anklaget for nostalgi eller provinsialisme. Etablerede intellektuelle ser ofte med foragt på mennesker, der kæmper med tabet af fællesskab, tradition og national identitet.
Kosmopolitismens foragt for hjemmet
Furedi beskriver en kulturelite, som har opgivet enhver forpligtelse over for deres arv og deres nation. De ser sig selv som borgere i en post-traditionel verden, hvor identitet er noget man selv skaber, ikke noget man arver. I dette perspektiv bliver ønsket om kulturel tryghed set som et tilbageskridt.
Han citerer den amerikanske teolog Rusty Reno, der peger på, hvordan mange i dag accepterer hjemløshed og fremmedgørelse som ”den uundgåelige pris for teknologisk fremskridt og frie markeder”. Den moralske betydning af hjemmet er blevet undergravet – og dermed også fundamentet for fællesskab og solidaritet.
Populismens forsvar for det hjemlige
I modsætning til tidligere tiders venstrefløj, der bekymrede sig om fremmedgørelse, er det i dag nationalpopulistiske bevægelser, der taler for kulturel forankring og følelsen af at høre til. Ifølge Furedi bliver disse bevægelser ofte dæmoniseret, netop fordi de insisterer på hjemlandets betydning.
”Det, kritikere kalder populismens ’ideologi om hjemmet’, er i virkeligheden et forsøg på at overvinde kulturel usikkerhed gennem stærke bånd til hjemlandet,” skriver han. Populismen tilbyder ifølge ham ikke blot nostalgi, men en nyorientering mod fællesskab, loyalitet og solidaritet i en verden, hvor mange føler sig forladte.
Kulturel deracination og elitens ligegyldighed
Et centralt tema i Furedis analyse er forskellen mellem almindelige menneskers forhold til stedet, de bor, og den globalt mobile elites holdning. Hvor sidstnævnte ser nationalstater som tilfældige konstruktioner uden moralsk betydning, knytter førstnævnte deres identitet og tryghed til et konkret geografisk og kulturelt hjem.
Furedi citerer blandt andre filosoffen Martha Nussbaum, som betegner nationalgrænser som ”irrationelle” og som en kilde til falsk moralsk betydning. Ifølge Furedi betyder denne holdning, at mennesker bliver ”frarøvet enhver særlig tilknytning til deres fællesskab og hjemland” – og i praksis reduceret til kulturelt hjemløse individer.
Kritikken af hjemmet som ekskluderende
En af de centrale modfortællinger kommer fra den amerikanske historiker Martin Jay, som Furedi refererer med kritisk distance. Jay hævder, at dem der taler om fremmedgørelse i dag, blot frygter forandring og reagerer på, at deres kendte verden forsvinder. Han spørger retorisk: ”I en tid præget af flydende modernitet og konstant forandring, hvorfor skulle vi foretrække identitet frem for forskellighed?”
Jay kritiserer ifølge Furedi enhver form for grænsedragning som ekskluderende og hævder, at ægte modenhed ligger i at acceptere det fremmede – ikke i at forsvare hjemmet. Denne holdning deler mange kosmopolitiske tænkere, som ser ønsket om kulturel sammenhængskraft som et udtryk for smålighed og intolerance.
Afvisningen af fremmedgørelse som normaltilstand
Furedi afslutter sit essay med en appel: Fremmedgørelse må ikke accepteres som normaltilstand. Tværtimod er det første skridt i retning af et sundt samfund, at mennesker igen søger at høre til – i hjemmet, i nationen, i fællesskabet.
”Afvisningen af at acceptere en fremmedgjort tilværelse er det første skridt mod at genskabe følelsen af at høre til et hjem, som man oprigtigt føler er ens eget,” skriver han. Og netop dette, mener Furedi, er kernen i den menneskelige søgen efter solidaritet.
