Europa ligner ifølge de to bulgarske intellektuelle Alex Tokarev og Georgi Harizanov en civilisation, der ikke blot har glemt, hvad den engang var, men også hvorfor den overhovedet eksisterede.
Det er udgangspunktet for deres essay om Europas fremtid. Kontinentet, der frembragte Aristoteles og Thomas Aquinas, Dante og Leonardo da Vinci, Newton og Einstein, renæssancen og industrialiseringen, er ifølge de to forfattere i færd med langsomt at udviske sig selv.
Europa mangler hverken rigdom og er rig på historiske landvindinger, men netop velstanden har gjort europæerne selvtilfredse. Efter Anden Verdenskrig kunne kontinentet samtidig læne sig op ad amerikansk militærmagt, mens de europæiske eliter gradvist begyndte at behandle Europas fælles kulturelle værdier som pinlige levn fra en svunden tid.
Det har ifølge forfatterne skabt en farlig blanding af materiel komfort og kulturel usikkerhed.
Man kan ikke assimilere sig ind i ingenting
Det bliver særlig tydeligt i migrationspolitikken. Tokarev og Harizanov kritiserer Europas åbning mod omfattende migration fra samfund præget af politisk korruption, vold, kvindeundertrykkelse og ringe respekt for menneskerettigheder.












