Matthias Bjørnlund er danmarks førende ekspert på det armenske folkedrab og udgav i 2013 hovedværket ‘Det armenske folkedrab’. I dagens Interviewet på Kontrast fortæller han, hvad der foregik i årene 1915-1918, hvor ungtyrkerne dræbte anslået halvanden million fra det armensk-kristne mindretal. Det skete som led i en etnisk udrensningskampagne, der skulle sikre Tyrkiets etniske homogenitet.
I årene efter folkedrabet har der været en stor berøringsangst i forhold til at anerkende folkedrabet i politiske og akademiske kredse, fortæller Bjørnlund.
“Politisk giver det mening, særlig i forbindelse med Sovjetunionens opståen, at man lader Tyrkiet slippe afsted med stort set alt. Det er en vane, som går fra det danske udenrigsministerium til en hel del af mine akademiske kolleger. Tyrkiet har fået et fripas, mens andre folkemorderiske imperier aldrig ville slippe afsted med en flig af det samme,” siger Bjørnlund.
Presset fra den tyrkiske regering oplevede Bjørnlund også selv, da han var tilknyttet det nu nedlagte Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, fortæller han.
“Da fik vi indimellem, efter diplomatisk pres fra Tyrkiet, et vink med en vognstang om, at det armenske folkedrab var et af dem, vi ikke behøvede tale alt for højt om. Det var et af de emner, vi ikke skulle fokusere alt for meget på.”
Adspurgt om, hvor dette pres kom fra, lyder svaret “Udenrigsministeriet”.
Ifølge Bjørnlund benægtelsen af folkedrabet blevet en æressag for de skiftende tyrkiske regeringer. Det er også begrundet i en frygt for at blive stillet til ansvar, hvis man skulle vedkende sig det, der foregik.
"Hvis man anerkender folkedrabet efter FN’s konvention fra 1948, vil det så betyde, at Tyrkiet skal give noget tilbage, penge, land eller andet, tilbage til armenierne? Det moderne Tyrkiet er bygget på udryddelse af og tyveri fra minoriteter i meget høj grad,” fortæller Matthias Bjørnlund.
I interviewet redegør historikeren også for, hvorfor opfattelsen af det armenske folkedrab er så forskellig fra Holocaust, og hvilke konsekvenser den amerikanske anerkendelse af folkedrabet kan få. Og om det i det hele taget er en god idé, at stater officielt anerkender bestemte historiske begivenheder i stedet for at overlade historieskrivning til historikerne.
