Tysklands føderale energinetværk, BNetzA, har ved en budrunde for opførelse af vindmølleparker i Nordsøen og Østersøen sikret sig en gevinst på 12,6 milliarder euro (knap 94 milliarder kroner).
Det fremgik, da resultat af budrunden blev præsenteret onsdag i Bonn.
Det er de to store olieselskaber BP og TotalEnergies, som har sat sig på de syv gigawatt vindenergi, der skal genereres i tysk farvand.
Det er første gang, at BNetzA benytter sig af en budrunde.
Selskabet oplyser, at det vil bruge langt de fleste penge til at reducere tyskernes regning på el. Fem procent skal gå til naturgenopretning og til fremme af miljøvenligt fiskeri.
- Resultatet bekræfter det attraktive i at investere i offshore vindenergi i Tyskland, siger formanden for det tyske energinetværk, Klaus Müller.
Han konstaterer, at konkurrencen om at komme først med energi fra havmølleparker er så stor som nogensinde.
De tildelte områder er til tre havmølleparker i Nordsøen med hver en kapacitet på to megawatt og en tilsvarende i Østersøen med en megawatt. Den kommer til at ligge nær øen Rügen.
Der var otte bud på hver af de fire områder. BP og TotalEnergies sikrede sig to hver.
Det er meningen, at de nye havmølleparker i det tyske område skal kunne levere strøm fra 2030.
De tyske forbrugere skal imidlertid ikke sætte næsen op efter store rabatter på elregningen. For der er også en stor regning, der skal betales for at udvide kapaciteten på elnettet.
Det skønnes, at der skal afsættes et beløb på mere end 100 milliarder euro (745 milliarder kroner) til at udbygge det tyske energinet.
En del af pengene kommer fra budrunderne om de fire havmølleparker. Ved at få sat gang i den tyske vinderenergi satser Tyskland på, at det i sidste ende vil reducere de tyske borgeres elregninger.
dpa
Kilde: /ritzau/