På mandag skal Ungarn stemme om Sveriges medlemskab af Nato.
Det fremgår af parlamentets dagsorden, skriver den svenske nyhedstjeneste Omni.
Men ifølge den ungarske avis HVG ventes regeringspartiet Fidesz at boykotte mødet. I så fald kan mødets dagsorden ende med ikke at blive godkendt.
Den svenske avis Aftonbladet citerer HVG for, at det "næsten er sikkert", at der ikke bliver nogen afstemning.
Ifølge Zsolt Németh, der er fra partiet Fidesz og formand for parlamentets udenrigsudvalg, haster beslutningen ikke.
Alle 30 medlemslande i Nato skal godkende Sveriges optagelse. Kun Tyrkiet og Ungarn mangler.
Ungarn har tidligere meddelt, at landet ikke vil være det sidste til at ratificere - tiltræde - den svenske optagelse.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde i midten af juli op til et Nato-topmøde i Vilnius ja til, at Sverige kan indlemmes i Nato.
Erdogan varslede dog, at det først bliver stemt igennem, når parlamentet åbner igen til oktober.
Hvis tyrkerne først stemmer til efteråret, kan Ungarn dermed også vente og stadig undgå at blive de sidste.
Den tyrkiske udenrigsminister, Hakan Fidan, siger ifølge tyrkiske medier, at Tyrkiet og Ungarn er i tæt kontakt. De samarbejder tæt om processen med at godkende den svenske ansøgning, lyder det ifølge det svenske medie SVT.
Ifølge HVG samles de ungarske politikere igen på den anden side af sommer 25. september.
Sverige og Finland søgte om Nato-medlemskab sidste år. Det skete i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
For begge lande var det et historisk brud med den militære alliancefrihed, som har været central for deres sikkerhedspolitik i mange år.
Mens Finland er blevet indlemmet i alliancen, er det altså endnu ikke lykkedes for svenskerne.
Både koranafbrændinger og Sveriges politiske kurs over for kurdere har skabt uoverensstemmelser mellem Sverige og Tyrkiet.
Tyrkiet mener således, at Sverige har haft for lempelig en kurs over for Kurdistans Arbejderparti (PKK), der er på EU's terrorliste.
Kilde: /ritzau/