Debattør og tidligere studievært Ali Aminali, nok bedst kendt fra ”Alis Fædreland” på det hedengangne Radio24syv, stillede fredag et spørgsmål på Altinget, som vedrører alle danskere: Hvem er det egentlig, der skal udvises fra Danmark den dag, en ny og bedre regering tager fat på at smide de farligste muslimer og arabere ud?
Jeg skriver når, fordi jeg ikke er i tvivl om, at en fremtidig regering må besvare dette spørgsmål lavpraktisk og begynde med de mest kriminelle udlændinge uden statsborgerskab.
Aminalis indlæg trak næsten 1000 kommentarer på Facebook og fik en overraskende klar modtagelse af Berlingskes redaktør Pierre Collignon, der svarede, at problemet ikke er folk som Ali Aminali, der er mere dansk end mange etniske danskere, men islam som sådan.
Det har taget en rum tid at få drejet Berlingske og andre mainstreammedier i denne retning og få dem til at erkende, at ikke alene islamismen er os imod. Det er med andre ord islam som idékompleks, herunder islams politiske og etiske dynamikker, der er problemet.
Det er glædeligt, at det endelig sker.
Islam har intet potentiale for udvikling
For problemet med islam, som har eksisteret i 1400 år, er ikke, at islam er blevet misforstået eller vildført af galninge, men netop, at islam lå færdig med profeten Muhammed og den autoritative nedskrivning af Koranen.
Islam er en lukket bog, som skal læres udenad af de rettroende, men aldrig må redigeres, forkortes eller læses på ny. Hvor islam vinder frem, skal ikke-islam derfor bekriges.
Islam har så at sige intet udviklingspotentiale. Islam siger kategorisk nej til forandring og menneskelig fortolkning modsat kristendommens righoldige teologi, filosofi, skolastik med langvarige debatter om Guds natur fra de første kristne menigheder og kirkefædre til kirkemøder, koncilier, synoder og universiteter.
Det er ikke for ingenting, at karolingernes scholae hentyder til et system af skoler, mens den muslimske moské hentyder til stedet, hvor man kaster sig ned – og adlyder.
To meget forskellige religioner
Overfladisk betragtet beskæftiger såvel islam som kristendom sig med det, der ikke kan forklares rationelt, dvs. med tro og mytestof. Men de gør det på to helt forskellige måder.
Mens kristendommen tenderer mod menneskelig undersøgelse og frihed i troen, fordrer islam umiddelbar kommando og underkastelse. Det er akkurat, hvad der menes med sharia: Gud laver lovene, mennesker adlyder. Koranen hverken kan eller skal forstås hermeneutisk, sådan som det er tilfældet med Bibelens to testamenter. Hvert et komma er helligt.
Når muslimer af i dag går tilbage til kilderne, leder de dem over i politik og handlingsanvisning i stedet for mod tro, mystik og inderlighed.
Islam er afhængig af erobring
I 1000 år viste islam sig imponerende god til at erobre andres territorier, henrette vantro, tage slaver fra fjerne byer i ørkenen, snart i hele Mellemøsten, store dele af Afrika og dybt ind på det europæiske kontinent.
Islam var fra begyndelsen en erobringsreligion; det er simpelthen sådan, den trækker vejret, blev til noget og vandt frem, invaderede Andalusien, indtog Konstantinopel og Balkan og belejrede Wien og satte en skræk i livet på datidens kristne folkeslag. I 1500-tallets midte, mens striden mellem katolikker og protestanter stod i lys lue, var op mod en tredjedel af Europa under muslimsk dominans.
Med tiden mødte islam dog fysisk modstand fra de europæiske fyrste- og militærstater, og osmannernes førhen så kampdygtige imperium med bronzekanoner og effektive forsyningslinjer gik tabt i Første Verdenskrigs malstrøm.
I dag er islams talsmænd ikke i stand til at erobre noget som helst med magt, ligesom naturvidenskab, teknologi, demokrati, arbejdsetik, markedsøkonomi, ejendomsret, almindelig retssikkerhed, statsmagt, civilsamfund, miljøbevidsthed, minoritetsbeskyttelse, romantisk kærlighed, politisk frihed m.m. henligger i mørke midt på dagen fra Islamabad i øst til Mauritanien i vest.
Nu er der kun klaner, vold og korruption tilbage.
Tilfældig vold og organiseret kriminalitet
Det er dette destruktive restprodukt, europæerne har været så naive og dumme at lukke ind på kontinentet af forskellige grunde, og som vi kolliderer med, mest spektakulært i form af terrorangreb og attentater, men mere dagligdags i form af tilfældig vold, gerne i grupper af unge araberdrenge, somaliere, pakistanere, tyrkere og andre med islamisk baggrund.
Det kommer hver eneste gang som et chok for medier og politikere. Men bunder i islams historiske nederlag på slagmarken, i laboratoriet, på markedet, i skolerne osv. Fordi islams sønner ikke længere har land at erobre, og fordi deres normer og kultur er inkompatibel med vestlig civilisation og kristenhed, må de nøjes med desperat, tilfældig vold, en kriminel karriere, wallah-wallah, bling-bling, og store biler.
Hvad voldsmændene frygter er ikke bare frihed – uledsagede, utildækkede kvinder; unge, danske mænd, der opholder sig på ”deres” territorium (der efterhånden er i hele kongeriget) – men også frihedens forudsætninger – ordensmagten, skolelærere, sekulære autoriteter, ytringsfrihed, religionskritik, kristendom, jøder, skattevæsen osv.
Tørken i en ørken
Goldheden i islam er som tørken i en ørken (Jørgen Sandemoses formulering). Islam er afhængig af erobring som kristendommen af syndsbevidsthed og tilgivelse. Islam kan ikke danne, beskytte og motivere mennesket til at tænke selv, følge sit hjerte, tale sandt, stræbe efter nye erkendelser eller finde hvile i en patriotisk, national kultur som den danske med respekt for alle andre folkeslag.
Det er klart, at Danmark ikke kan bestå som Danmark, hvis vi lader islam bestemme via demografi, stemmeseddel og venstrefløjens aktive samarbejdspolitik og passive accept.
Derfor skal vi standse indvandringen fra muslimske lande med øjeblikkelig virkning, gøre alle tildelte statsborgerskaber tidsbegrænsede, udvise kriminelle udlændinge og minimere islams indflydelse i Danmark, primært den vilkårlige vold, klanernes magt og den demografiske trussel mod fædrelandet.
