Der findes næppe noget mere dejligt dopaminudløsende journalistisk medie end Zetland. Indtil for nylig læste jeg det ikke, men flere kære, ældre mennesker i mit liv begyndte at sende mig links til artikler og navnlig podcasts.
Intentionen var god og ren: De mente, at jeg, en socialdemokrat, der efter en lang, dybt underlig politisk rejse er landet som ‘Trump-positiv’ og står last og brast ved Israels side, ville drage nytte af Zetlands “anderledes oplysende vinkler på mange ting.”
Når fornuftige mennesker, man elsker, og har kendt hele livet, giver en lidt lektier for, så læser man dem. Så det har jeg nu gjort i et stykke tid - men jeg er ikke blevet oplyst af det, jeg har lyttet. Jeg er blevet først chokeret - og siden vred.
