Analyse

02.11.22

Premium

Dagen derpå: Vindere, tabere og blå desperation

Der var vindere og tabere på begge sider, efter stemmerne blev talt op tirsdag aften. Rasmus Ulstrup analyserer hvordan og hvorfor.
Statsminister Mette Frederiksen høstede 50 mandater til Socialdemokratiet og står nu i en stærk position med flere potentielle flertal at spille på. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen høstede 50 mandater til Socialdemokratiet og står nu i en stærk position med flere potentielle flertal at spille på. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Så kom vi endelig igennem det mest ufokuserede og uoverskuelige valg i min levetid. Men det er kun blevet afløst af et endnu mere uoverskueligt efterspil. Havde DR’s prognose holdt og givet flertal til blå blok med Moderaterne, er jeg ikke i tvivl om, at vi ville få en borgerlig regering, og Lars Løkke Rasmussen ville tage røven på alle.

Men hvad så nu? På Danmarks Radio kan man læse om 10 mulige regeringsscenarier. Det er flere, end jeg kan overskue. Det kan også være, at fintællingen alligevel giver blå blok flertal, da man i Nordjylland havde byttet rundt på 1.000 stemmer mellem Æ og Ø. Det advarede Støjberg også om tidligere i valgkampen, da hun fortalte, hvordan hun mødte flere vælgere, der byttede rundt på Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Det siger nok mest om de vælgere, hun mødte.

Valget er først og fremmest en sejr for Socialdemokratiet. At rød blok både har fået 90 mandater, samtidig med at Socialdemokratiet er gået frem og har fået 27,5 procent, er den mest optimale situation, Mette Frederiksen kunne håbe på. Det er ikke længe siden, at Socialdemokratiet i meningsmålinger stod til det dårligste resultat i 100 år.

At det gik Socialdemokratiet så godt i sidste ende, skyldes, at Mette Frederiksen er niveauer over alle andre, undtagen Lars Løkke Rasmussen, som matcher hende, når der har været debat på tv. Og danskerne bliver i allerhøjeste grad påvirket af tv-debatter. Det er ikke mange, der sidder og læser kronikker, bøger og analyser af partierne. Men hvordan de klarer sig i en tv-debat, det rykker meget.

Dernæst var Liberal Alliance valgets store vinder med et resultat på 7,9 %. Liberal Alliance har i sidste valgperiode kæmpet med kun tre folketingsmedlemmer, efter Simon Emil Ammitzbøll forlod partiet og har hygget sig med podcasts, mens han har modtaget folketingsgage.

Liberal Alliance har med Alex Vanopslagh, Henrik Dahl og Ole Birk Olesen været en tremandshær med en intellektuel kapacitet, der har sat dem i stand til at tage værdikampe og sætte dagsordener, på trods af at de på papiret har været det mest ligegyldige parti i sidste valgperiode. 

Liberal Alliance forstod, at når man er et lille oppositionsparti, så er det kulturkamp og idédebat, hvor man kan rykke noget. En folketingsplads giver en talerstol, hvorfra man kan få sine budskaber ud. Det har LA formået at udnytte i modsætning til for eksempel Nye Borgerlige, der har brugt sin tid i opposition på at fremsætte irrelevante beslutningsforslag og tale direkte til de vælgere, der i forvejen har befundet sig på højrefløjen. Kun Pernille Vermund formåede at tage en reel værdikamp, da hun tog et opgør med MeToo og fik en stor del af danskerne med sig – også de danskere, der stod på midten og til venstre for midten. 

Og det er dét, som det handler om. Det er bedøvende ligegyldigt, om man får en masse mennesker på sin egen fløj til at være enige, hvis man vil ændre samfundet.

Det leder mig videre til at konkludere, at selvom Nye Borgerlige gik frem fra 4 til 6 mandater, er de stadig blandt taberne af valget. Ikke i samme grad som Venstre og Radikale Venstre, der reelt gik tilbage, men det var et nederlag, fordi potentialet var så meget større. Selvom Pernille Vermund ikke kan erklære sig utilfreds udadtil, er der ingen tvivl om, at resultatet er skuffende. Det var et resultat, der lå under selv de ringeste meningsmålinger de sidste par år. De var også fuldstændig fraværende i valgkampen, så valget er selvfølgelig et resultat af det. Når udlændingepolitikken ikke står i centrum, forsvinder frækheden fra partiet.

Om Lars Løkke kan være tilfreds med valget, er ikke til at sige endnu. Med et resultat på 9,3% er der ikke noget at klage over på den front. Men da valget tippede til rødt flertal, forsvandt hans optimale position, og nu kan han risikere at skulle være partileder for et oppositionsparti i fire år. Det gider han simpelthen ikke. Moderaterne var hans trick til få en ønsket ministerpost – det var ikke hensigten, at han skulle være daglig leder af 15 indbyrdes uenige folketingsmedlemmer. Mit gæt vil være, at hvis han ender uden for indflydelse, så kommer han ikke til at gøre noget som helst for partiet.

At det gik dårligt for Konservative, er ingen overraskelse, til gengæld var det overraskende, at Enhedslisten fik så ringe et valg. Selv peger Mai Villadsen på, at flere har stemt Alternativet for at undgå stemmespild. En anden forklaring kunne være, at Enhedslisten indgik budgetaftale med de borgerlige tidligere på året i København, hvor der blev givet skattelettelser.

Men alle disse enkelte partiers fremgang og tilbagegang, er intet i forhold til den kolossale krise blå blok befinder sig i. 72 mandater til blå blok, som nu i desperation åbner op for at deltage i midterregeringer over hele linjen. Til DR afviste Pernille Vermund tidligere på dagen ikke engang et regeringssamarbejde med Radikale Venstre. Så er man desperat. Og både Venstre og Konservative åbner nu også op for, at deltage i et projekt over midten. Det er eneste mulighed, de har. Blå blok er for alvor smadret.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden