Nye Borgerlige er et døende parti. Det er ikke, fordi det giver mig nogen glæde at skrive det, men det er altså bare en kendsgerning. Martin Henriksen evner ikke at tegne en vision, skabe et momentum og gøre partiet relevant. Der er ingen efterspørgsel efter Nye Borgerlige hos vælgerne.
Siden forsommeren har Nye Borgerlige forsøgt at samle vælgererklæringer sammen. Det er blevet til 1.452 godkendte ud af de godt 20.000, der kræves for at få lov til at stille op til Folketinget.
Med det tempo, bliver partiet aldrig opstillingsberettiget, for efter 18 måneder bliver en afgivet erklæring forældet. Det kræver et gennemsnitligt antal vælgererklæringer om dagen på 37 at nå de 20.195, som kræves. Nye Borgerlige samler pt. under det halve antal ind om dagen.
Så partiet er afgået ved døden, simpelthen fordi der er for få danskere, som synes, at partiet er nødvendigt på stemmesedlen.
Man skulle mene, at med den dvaskhed tenderende til dorskhed, som præger det borgerlige Danmark på Christiansborg, ville et ægte borgerligt parti uden socialdemokratisk slinger i valsen kunne forløse et kæmpepotentiale blandt borgerlige danskere, der er trætte af den velfærdstyranniske konsensus.
Og det ville det formentlig også kunne, hvis det eksisterede.
Ingen vrimmel af borgerlige i den socialdemokratiske sump
Det er jo ikke fordi, hverken Konservative, Danmarks Demokraterne, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance fortryller os som borgerlige frontkæmpere i den socialdemokratiske sump.
Nærmest tværtimod. De fleste kræfter bruger de på at nærme sig den nationale konsensus på hver deres kerneområder.
LA er blevet afdæmpede i skattepolitikken, og staten skal ikke længere skæres ned til sokkeholderne. Højst til hofteholderne.
DD holder sig indenfor konventionerne med barnebrude og deres påhæng af anden etnisk herkomst og nøjes med små billige forslag til landdistrikterne fremfor at "dræne sumpen", som Inger Støjberg tidligere kundgjorde som obsternasig næstformand for Venstre.
DF ’leger’ borgerlige, men kan ikke tage sig sammen til at mene, at den offentlige sektor er blevet for stor, og at ældres tarv ikke nødvendigvis bedst varetages gennem reglementer opstillet af Folketinget.
Og det Kongelige Konservative Folkeparti vil godt nok gøre straffene længere og genindføre håndværkerfradraget, men nogen folkelig frisætning af det borgerlige Danmarks familier og civilsamfund lyder der ikke noget af fra den kant, hvor flere vindmøller stadigvæk er det eneste racing-green-farvede guld, der skal give mandater på valgdagen.
Så boulevarden skulle jo være ret bred for et ægte borgerligt parti.
Så hvad er forklaringen?
Ja, ked ad at sige det, men Martin Henriksen er nok slet ikke så borgerlig, at det gør noget, og det kan vælgerne godt høre. Det skinner tydeligt igennem, at han er vokset op som DF’er i partiets socialdemokratiske æra.
Hans politikudvikling lider under, at DF altid havde kun ét svar på samfundets udfordringer: Flere love, flere regler, mere kontrol.
Man kan da godt høre, at Bilka-formuleringen ’Vi vil være strammest’ dirigerer ham i udlændingepolitikken, men det er altså ikke nok til at fortjene et borgerligt adelsmærke.
Til at forløse potentialet kræves en del flere farver, end han har på sin palet. Billedet bliver monokromt, blegt og skyggefattigt. Som udsigten over Isefjorden i tåge og støvregn. Det mobiliserer ikke rigtig nogen til noget.
Nu er Martin Henriksens parti begunstiget af, at Nye Borgerlige ved folketingsvalget i 2022 fik indvalgt fem medlemmer af Folketinget. Det udløser et offentligt tilskud på 4,8 millioner kroner om året.
Så selvom partiet i vælgernes øjne er dødt, så lever organisationen ufortrødent videre. Der er penge til at lønne personale og holde kontor, til at rejse rundt i landet og holde møde, man kan betale for hjemmeside og annoncere på de sociale medier – og i Den Korte Avis. Pengene er der og vil blive brugt af dem, der nu engang er tilbage.
Den terminale fase bliver langtrukken.
Manden der kan den politiske 'fracking'
Derudover er Lars Boje Mathiesen partiet på vej ud af prænatal-afdelingens kuvøse. Efter et langt tilløb lykkedes det manden at få godkendt et partinavn og begynde en indsamling af vælgererklæringer.
Godt 7.000 er det blevet til på 14 dage og det sætter godt nok Martin Henriksens præstation på 1452 i et kedeligt lys.
Hvorvidt Lars Boje Mathiesen-partiet er borgerligt, er ikke så let at få styr på. Når man arbejder sig igennem det nye partis hjemmeside og er færdig med at lade sig irritere over det ubehjælpsomme sprog, de mange stavefejl og den amatøragtige opsætning, så står man tilbage med en menu, der ligner buffeten på en billig græsk restaurant i turistsæsonen.
Alt godt fra havet mixet sammen med en masse ruskomsnusk, som restauratøren tror den tykmavede tyske turist har lyst til at konsumere. Hvis nogen kan huske det hippe Ny Alliance fra 00’erne, så er Lars Boje Mathiesen partiet den samme gryderet – bare på jysk.
Og det skal nok gå godt – i et stykke tid i hvert fald. Om det går godt helt frem til et folketingsvalg, vil jeg ikke være så forbenet kyniker at afvise. Det kan godt være, det holder hjem.
For Lars Boje Mathiesen er en slags politisk fracker. Han presser vælgere ud af segmenter, som de andre partier ikke kan nå.
Fracking er en teknik til at udvinde olie og gas, der er bundet i skifer ved at pumpe vand og sand under højt tryk ind i klippen, så den revner og frigiver gassen og olien, som ellers ikke kan udvindes på normal vis.
Lars Boje Mathiesen bruger den samme teknik overfor vælgere, der ellers er dødtrætte af politikere og politik. Kommunikation, hvor budskaber og argumenter sprøjtes under højt tryk ind i de ellers lukkede vælgersegmenter.
Det har virket hidtil for ham, og han mobiliserer folk, som ellers ikke kan mobiliseres til politisk engagement. Man kan så håbe på, at der kommer nogen folk ombord hos ham, som kan sætte skik på indhold og retning.
For så kan det godt blive godt - måske endda borgeligt.
