REDAKTØREN SKRIVER: Der er ikke meget at fejre. Hverken som regering, der i målingerne har tabt sit flertal og har mere end svært ved at få de lovede reformer rullet ud, eller hos den borgerlige opposition, som stort set har spildt et år i opposition uden at kunne levere noget, der bare ligner et borgerligt bud på et alternativ til sammenrendet på midten.
Partierne i den borgerlige opposition har været optaget af sig selv – ikke af danskernes behov for borgerlige løsninger, ej heller af at få skruet et borgerligt samarbejde til højre for regeringen sammen – nej såmænd kun af sig selv og de enkelte partiers indre liv.
De konservative har haft deres egen leder at slås med. Han ville ikke gå nogen steder, og står derfor sammen med sit parti fast – i stampe - uden udsigt til at levere nytænkning eller nyorientering i retning af borgerlige løsninger, som ellers burde være partiets eksistensberettigelse.
Danmarksdemokraterne er kun optaget af at genere Venstre mest muligt og holde på de vælgere, som i frustration forlod Inger Støjbergs moderparti, eller flød med til DD i kølvandet på de afhoppede DF’ere, der fylder godt op i folketingsgruppen også har taget deres socialdemokratiske tænkning med ind i det nye parti.
At kalde Danmarksdemokraterne for et borgerligt parti er svært, med mindre man er meget flink og bred i sin definition. DD er i det store hele en kopi af et midtsøgende Venstre garneret med en god portion ’whats in it for me’ DF tankegods.
DF har set fra deres side brug for flere vælgere. Det overskygger og overtrumfer alt andet i det parti, og det vil ikke ændre sig foreløbig, uanset hvor mange nationalkonservative skåltaler Morten Messerschmidt holder, eller hvor insisterende end deres nye konservative håb Mikkel Bjørn taler om konservative værdier.
De gamle DF-vælgergrupper blandt pensionister og provinsboere skal med vold og magt vindes tilbage. Så må ideologien vente – og dermed også den lovede borgerliggørelse af DF-projektet. Det har lange udsigter.
Nye Borgerlige er i en om mulig endnu mere desperat situation. Med en folketingsgruppe, der de facto er på to personer, en tabt vælgerskare, der aldrig kom til at stemme på NB, fordi de forlod partiet i månederne op til valget i 2022, og en position i det borgerlige Danmark, hvor LA æder sig ind på partiet i værdipolitikken, og Inger Støjberg lukker af til den anden siden, har NB ikke mange kort tilbage på hånden – bortset fra Sorteper, som man ikke kan komme af med.
Over hele denne bedrøvelige forsamling svæver Alex Vanopslagh så på en lyserød sky og nyder, at hans parti på et år flyttede sig fra spærregrænsen til i dag at være de borgerlige vælgeres foretrukne parti.
Man burde kunne forvente, at LA i den situation ville kunne levere en borgerlig spydspids og samtidig samle de andre kræfter bag en vision for et borgerligt alternativ til Løkkes og Troels forlovelse med Mette F.
Men ak. Mere vil have mere, og frygten i LA for, at man hurtigt kan tabe det hele igen, får holdet bag Alex til at spille på det sikre. Der skal ikke tages chancer. Man skal holde de andre i skak. Passe på sig selv, og konvertere meningsmålinger til rigtige vælgere ved næste folketingsvalg.
Først derefter vil LA begynde at snakke om det borgerlige Danmarks fremtid. Indtil da må borgerlige danskere hutle sig igennem, som de bedst kan.
Det gør vi så.
