Analyse

Det iranske præstestyre er magtesløst efter atomforsker-drab

Aein Amripour: En hel serie af ydmygende træk har pillet vigtige brikker af skakbrættet og efterladt iranerne desperate. Desperationen spås at føre til voldsomme reaktioner, men det kommer næppe til at ske. Til gengæld bliver det Bidens nye hovedpine.
Irans religiøse leder Ali Khamenei kysser generalmajor Qasem Soleimani, der blev dræbt af amerikanske missiler. Foto: Khamenei.ir, Wikimedia Commons
Irans religiøse leder Ali Khamenei kysser generalmajor Qasem Soleimani, der blev dræbt af amerikanske missiler. Foto: Khamenei.ir, Wikimedia Commons

Udgivet 02.12.20

Tilbage i januar 2018 fremviste israelerne store mængder stjålne dokumenter omhandlende det iranske atomprogram, hentet direkte fra Teheran og præsenteret i Tel Aviv. Sidste år omkring denne tid mistede iranerne deres vigtigste hærfører, generalmajor Soleimani, og forleden faldt også deres fremmeste atomforsker. Dertil kommer Trumps lammende sanktioner, der har lagt landet i økonomiske ruiner. Det er uholdbart, at et land ikke kan beskytte sine hemmeligste dokumenter, atomfaciliteter eller holde sine vigtige mænd i live.

VIP-likvideringer

27. november kører Mohsen Fakhrizadeh, Irans fremmeste senioratomforsker, i folkemunde kaldet ’Den iranske Oppenheimer’, på en landevej ca. 70 km øst for Teheran, da hans bil rammes af ”en byge af skud” affyret fra en fjernstyret Nissan, styret af israelerne fra en satellit.Topavanceret israelsk teknologi altså.

Efter angrebet eksploderer Nissan'en og efterlader sig ingen spor – bortset fra våbendele, som de iranske myndigheder mener at kunne spore til Israel. De iranske myndigheders forklaring af hændelsen har været skiftende og selvmodsigende, og den nævnte hændelse er ikke bekræftet af andre end regimet selv, der tilføjer, at der ikke findes overlevende vidner, eftersom alle livvagter døde i angrebet. Det samme gælder Fakhrizadeh selv, der på trods af redningsforsøg døde senere på hospitalet.

Fakhrizadeh havde ledt det iranske militære atomprogram i starten af 00’erne, og hvis iranerne stadig havde ambitioner om at anskaffe sig atomvåben under et skjult atomprogram, så var han hjernen bag. De iranske myndigheder meldte tidligt ud, at israelske agenter stod bag angrebet, og selvom revolutionsgarden gennemsøgte alle biler i nærheden af angrebet, fandt man ingen mistænkte.

Det er ikke uden grund, at israelerne og Mossad er hovedmistænkte. Den 30. april 2018 fortalte Benjamin Netanyahu om Mohsen Fakhrizadehs ledende rolle i det iranske atomprogram og sagde helt ordret: ”Remember that name, Fakhrizadeh”. Angrebet kom, mindre end et år efter amerikanerne sendte hærføreren, generalmajor Soleimani, en tur i martyrium. En uerstattelig brik i iranernes proxyaktiviteter, og hans død chokerede det iranske præstestyre helt op til den åndelige leder Khamenei, hvis modsvar nærmest var en gratis omgang symbolske misiler.

Infiltration i toppen af atomapparatet

Angrebene og ydmygelserne kom i kølvandet på en hel række af udenlandske efterretningstjenesters indblanding i Iran. Juli 2020, mens alt stadig handlede om corona herhjemme, eksploderede dele af en af de større atomare faciliteter i Natanz i det centrale Iran på mystisk vis. Havde landet et geografisk hjerte, ville det ligge i Natanz. En talsmand for regimets atomprogram indrømmede efterfølgende, at der var tale om sabotage, og med al sandsynlighed stod amerikanske eller israelske efterretningstjenester bag. Eksplosionen skadede et avanceret udviklings- og samlingsanlæg og forsinkede i væsentlig grad det iranske atomprogram – med op til to år, forlyder det.

Ifølge iranske myndigheder stod en iransk entreprenør, der gennem mange år havde leveret måleudstyr og i øvrigt var en af eksperterne bag deres berigelsesprogram, bag bomben, som var placeret et strategisk sårbart sted for anlægget.Var han en udenlandsk spion? En agent for Mossad? Svaret er naturligvis ikke givet, men det er nærliggende at tro. Dette er dog iranerenes udlægning.

Flere udenlandske eksperter mener dog ikke, at det kan afvises, at et cyberangreb kan have forårsaget eksplosionen. Alt er gætterier, og vi får nok ikke den endegyldige sandhed foreløbig, men sikkert er det, at dette var endnu et ydmygende slag for et styre, der ikke formår at opretholde sikkerhed og stabilitet indenfor egne grænser og ikke har styr på udenlandske efterretningsagenters aktiviteter inden for disse grænser – på trods af et ellers (påstået) avanceret efterretningsapparat.

Et andet eksempel var tilbage i 2018, da israelerne kom i besiddelse af et halvt ton papirdokumenter og 55.000 andre digitale filer om iranernes atomprogram. Dokumenterne lå på et lager i det sydlige Teheran og blev ifølge israelske myndigheder opdaget i 2016 og siden overvåget, indtil agenter fra Mossad en nat i januar 2018 brød ind, stjal dokumenterne og bragte dem til Israel samme nat. Dokumenterne viste, at iranerne ikke havde så fredelige hensigter, som de ellers havde påstået gennem årene.

Endnu engang var ydmygelsen total, idet tyveriet med al tydelighed viste, at der var meget dårligt styr på udenlandske agenters aktiviteter inden for egne grænser. Ud over hemmelige angreb og sabotager kører israelerne også en anseelig kampagne på sociale medier, hvor de forsøger at fange den iranske befolknings interesse. Helt konkret har IDF (red. Israel Defence Forces) kanaler på bl.a. Twitter, hvor de udelukkende kommunikerer på farsi om deres aktiviteter og i øvrigt gør et stort nummer ud af at fortælle, at deres fjende er det iranske regime og ikke det iranske folk. Lignende sider findes på Facebook og Instagram – med andre ord alle platforme, hvor unge iranere også er aktive.

Manglende iransk vilje

Flere analytikere har spået voldsomme konfrontationer i Mellemøsten på baggrund af den seneste likvidering. Dette er der imidlertid væsentlig grund til at betvivle. Iranerne hverken tør eller har den moralske kapacitet til at udføre større modangreb lige nu, og hvis de havde viljen til at hævne noget, så var det også sket efter likvideringen af den vigtige hærfører Soleimani. Iranerne er så pressede internt af en befolkning, der i stigende grad har mistet lige dele tiltro til både reformvenlige og hardlinere i styret. Befolkningen er desperate og med en galoperende inflation, der kun kan overgås af en håndfuld andre lande som bl.a. Venezuela, Nordkorea og Zimbabwe, og der skal kun en lille gnist til at starte en ny bølge af protester. I en sådan situation har præstestyret ikke brug for nye konfrontationer uden for egne grænser, og med den tunge efterretningsaktivitet i landet, der tydeligvis er uden for iranernes kontrol, er det også tvivlsomt, hvor meget de vil få ud af det.

Hvad de dog godt kan mønstre er symbolske affyringer af missiler, der ikke reelt gør nogen stor skade – ligesom modsvaret til mordet på Soleimani. En række ballistiske missiler blev affyret mod Ain al-Asad basen i Irak, og selvom de har en præcision på tre-fem meter, ramte de alligevel ikke andet end et par tomme bygninger, lidt amerikansk materiel og en stenhård ørkenjord på basen. Et mindre antal amerikanske soldater fik hjernerystelse og hele basen, hvorpå danske soldater i øvrigt også opholdt sig under angrebet, fik sig en slem forskrækkelse, som dog var forventet og forudset.

Alt i alt må man sige, at det viste sig gratis at likvidere en af iranernes øverste militærledere. Regimet har førhen meldt ud, at regiments overlevelse har førsteprioritet. Derfor har man helt bevidst forsøgt at gå under radaren og afventet et eventuelt præsidentskifte i USA i håb om at kunne vende tilbage til atomforhandlingerne fra 2015.

Joe Bidens hovedpine

Anthony J. Blinken, der højst sandsynligt bliver Bidens udenrigsminister, har meldt ud, at en tilbagevenden til atomforhandlingerne er noget af det første, man vil forsøge efter overtagelse af magten fra Trump. En intention, der er helt uacceptabel for Netanyahu og Israelerne, der er overbeviste om, at iranerne bruger aftalen til i hemmelighed at udvikle et atomprogram.

Hvis iranerne vælger (som hidtil) at holde lav profil og ikke svare hårdt tilbage, stiger presset fra de interne hardlinere, der synes, at de snart er blevet rigeligt ydmyget uden at have svaret igen for alvor. Samtidig har angrebet endnu engang betalt sig ved sine få omkostninger – akkurat som angrebet på Soleimani. Vælger de derimod at gå konfrontationens vej, vil Trump også være klar med et hårdt modsvar, inden han forlader embedet, der efterlader både Biden og præstestyret med yderst svære betingelser for at bane sig vej tilbage til forhandlingsbordet.

Uanset udfaldet, så ligger enhver ambition om den lette vej tilbage til forhandlingsbordet sønderskudt sammen med Fakhrizadehs bil øst for Teheran, og angrebet virker til at være et såkaldt win-win uagtet enhver handling herfra. Enten har man nu både slået regimets bedste general og forsker af skakbrættet, eller også har man sat Biden skakmat.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter