Lad os begynde med konklusionen ovenpå Det Konservative Folkepartis landsråd i København i weekenden. Bliver der ikke et borgerligt flertal efter næste valg, sætter Mona Juul sig i et ministerkontor under Mette Frederiksens ledelse.
Alle Mona Juuls sproglige krumspring kan man ignorere. Hun har nu beredt sine vælgere på, at hun kommer til at melde sig ind i ’grå blok’ som Alex Vanopslagh kalder sammenrendet på midten. Hun er fri af en eventuel løftebrudsdiskussion, og kan med sit figenblad – det gamle Schlüter slogan – ’borgerlige stemmer der arbejder’ trygt gå til Kongen og pege på Mette Frederiksen, når stemmerne er talt op.
På Landsrådet blev denne endelige beslutning pakket ind i en historie om at genoplive VK-aksen i dansk politik. Med henvisning til både epoken under Poul Schlüter med ti år med en konservativ statsminister i 80’erne og en venstre ditto under Anders Fogh Rasmussen i 00’erne skulle bagland og potentielle vælgere bildes ind, at en Mette Frederiksen regering er et godt sted at være for en konservativ.
Fra 40 til 15 procent
Men sådan er det jo ikke. I 00’erne havde V og K tilsammen 40% af vælgerne bag sig. Nu har de på en god dag 15%, og 15% er som bekendt ikke nok, hvis man vil svinge taktstokken. Så udsigten for VK-aksen i en Mette Frederiksen regering er at bidrage til at fortsætte den linje, statsministeren har lagt og lægge stemmer til de tilpasninger af velfærdsstaten, som teknokraterne foreslår.
Mona Juuls ’borgerlige stemmer’ kommer ikke til at arbejde for et borgerligt samfund, men for en socialdemokratisk velfærdsmaskine. Man kan så selvfølgelig sige, at hvordan er det så meget anderledes, end det var i 00’erne, og deri ligger faktisk en god pointe, som gør, at man kan se rationalet i Mona Juuls beslutning.
Forvalteren Fogh
For Venstre opgav allerede efter valget i 1998, da Uffe Ellemann tabte med et mulehår til Poul Nyrup Rasmussen at tage et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Anders Fogh Rasmussen kom til i 2001 og med ham doktrinen om, at valg vindes ved at kopiere Socialdemokratiet og så lægge et par små lunser liberal politik ind hist og her – for et syns skyld.
Forvaltningen af den socialdemokratiske velfærdsstat lagde de konservative op gennem 00’erne gerne stemmer til mod at få indflydelse på mindre og afmålte områder. Man fik blandt andet afskaffet mellemskatten og nedlagt amterne. Begge dele havde i årevis været en konservativ mærkesag.
Men det offentlige forbrug steg og steg op gennem 00’erne, antallet af offentligt ansatte voksede år for år, og regler og love blev i stigende tempo spyttet ud fra de ministerier og styrelser, som Anders Fogh Rasmussen blot få år tidligere med sin bog om minimalstaten havde drømt om at afskaffe.
De glade minder
Denne periode er hos de konservative en erindring om en god tid for partiet. En erindring, som er skabt på baggrund af den nedtur partiet oplevede i opposition efterfølgende og forstærket af den optur man kortvarigt mærkede, da Lars Løkke Rasmussen i 2016 tog de konservative med i regeringen og gjorde Søren Pape Poulsen til justitsminister.
Man er ret beset på det konservative partikontor overbevist om, at hvis blot Mona Juul bliver minister, vil vælgerne komme tilbage. Så er det mindre vigtigt, hvad konservative skal lægge stemmer til og i hvilken retning, regeringen styrer Danmark. Positionen i sig selv vil være nok til at løfte partiet op i vælgernes anseelse.
Det er dette simple rationale, som man er parat til at følge, og som Landsrådet var planlagt til at manifestere. Hvis man er borgerligt sindet og ikke går så meget op i, om de konservative har 10 eller 15 mandater i Folketinget, så er det ikke rart, hverken at analysere sig frem til eller tænke videre over konsekvenserne af.
Venstre fik lettet trykket
I Venstre er man selvfølgelig svært glade for, at presset fra den borgerlige side er forsvundet med Mona Juuls herresving ind på midterregeringens ryatæppe. Det giver Troels Lund et strategisk frirum, som han har brug for. Det er ikke længere så problematisk at være loyal overfor SVM, når Mona Juul og de konservative er parate til at komme ombord. Og presset til at melde sig ind i klubben ovre hos de blå er væk, når han har Mona Juul på mellemstationen med et ben i hver lejr.
Man skulle faktisk tro, at den konservative strategi var lagt på Venstres hovedkontor og ikke de konservatives, for Venstre er klart det parti, der har størst fordel af det konservative skræv over afgrunden. Det er den nu nok ikke, så konspiratorisk skal man ikke være, for så smarte er vores politikere slet ikke. Jeg kender dem, og jeg kender også deres begrænsninger.
Mona Juul siger, at hendes hedeste ønske er at få Troels Lund til at bakke op om en blå regering, hvor han så kan få lov at blive statsminister. Jeg er ret overbevist om, at Troels Lund deler den drøm, men det er også krystalklart, at det ikke er Mona Juul, som kommer til at få drømmen til at gå i opfyldelse.
Troels Lund ved udmærket godt, at konservativ fremgang ligger det tungt med og de få ekstra procent, som Mona Juul eventuelt kan få skrabet til sig, vil i så fald i stort omfang være på hans bekostning. Så i Venstre ønsker man ikke nogen fremgang for de konservative. Hvis man kan bidrage til, at de bliver dernede, hvor man roder omkring 5-6 procent, er det fint for Troels Lund.
Ingen milde gaver til finanslovsforhandlingerne
Derfor skal man heller ikke forvente nogen umiddelbar belønning til de konservative under de pågående finanslovsforhandlinger. Finansminister Wammen vil gøre sig umage med at splitte de blå ved at give noget til Mona Juul, men Troels Lund vil sikre sig, at det ikke bliver så meget, at Mona Juul kan blive udråbt som politisk geni i medierne ved at få mere igennem udenfor regeringen end Troels Lund kunne indenfor.
Så meget for den berømmede VK-akse i dansk politik. Hykleriet bliver nogle gange lidt for tykt at høre på for en som mig, der i mange år færdedes på indersiden af dansk politik. Næh, Troels Lund Poulsen har øjnene rettet et bestemt hen for tiden. Han kigger på meningsmålinger og ser, hvordan Morten Messerschmidt langsomt men ret stabilt præsterer fremgang.
Det er interessant for Venstre, for i modsætning til de konservative, som kun kan kannibalisere på de andre borgerlige partier i jagten på nogle ekstra mandater, har DF genvundet evnen til at flytte vælgere over midten fra Socialdemokratiet. Og det er her - og ikke i Mona Juuls VK-akse – at Troels drøm om statsministerposten har et potentiale til at kunne virkeliggøres.
Hvis Troels Lund bliver statsminister i borgerlige regering, bliver det på baggrund af et styrket DF, som mandatmæssigt i så fald også vil fylde meget mere end de konservative. Og dermed vil det politiske grundlag for en borgerlig regering også blive tegnet med en tush fra Morten Messerschmidts futeral. Mona Juuls mærkesager vil som under Fogh i 00’erne komme længere nede og næste gang i øvrigt sidst efter både LA’s og Inger Støjbergs prioriteter.
Et stærkt DF er bedst for det borgerlige Danmark
For mig at se, vil det være bedre for det borgerlige Danmark, hvis det er sådan det kommer til at gå. For Det Konservative Folkeparti vil det være rigtig skidt. Og det er nok også sådan, man har tænkt på det konservative formandskontor, da Mona Juul indkaldte til strategimøde.
For at undgå at ende i den situation kan man godt mistænke de konservative for faktisk at foretrække juniorrollen sammen med Venstre i Mette Frederiksens regering end at skulle leve under DF’s og Inger Støjbergs skygge som junior i en borgerlig regering.
For en borgerligt sindet iagttager som mig, gør det i så fald Det Konservative Folkeparti irrelevant. Hårdt at sige om et 115 år gammelt parti, som jeg faktisk har stridt og arbejdet for i syv år af mit liv. Men det er jo bare mig. Måske vælgerne har en anden mening.
Alle disse spekulationer bliver vi klogere på efterhånden. Første stop er finanslovsforhandlingerne. Hvis Mona Juul kommer ud fra Wammen med en aftale om at fjerne momsen på frugt og grønt, som hun proklamerede som mærkesag nummer et på Landsrådet, må jeg trække mine ord i mig igen.
