Danske kommentatorer kan ikke tale om andet end Trumps personlighed. Han er vanvittig. Han er uforudsigelig. Han er farlig for den internationale orden.
Men hvad hvis problemet ligger dybere? Hvad hvis krisen om Grønland ville være kommet alligevel, bare anderledes formuleret?
Her på Kontrast har vi tidligere skrevet om de strukturelle forhold, modsat personlige luner, der driver verdenshistorien. Lad os se nærmere på Grønlandskrisen under det perspektiv Efter Lars Løkke Rasmussens og Vivian Motzfeldts møde med J.D. Vance og Marco Rubio.
Mødet har naturligvis intet afgørende ændret. USA vil stadig bestemme over Grønland, også mere end hidtil.
Siden 2009 er der nemlig sket to afgørende ting, der gør situationen uholdbar for USA.
Første ændring
Selvstyreloven skabte fundamental uklarhed om, hvem der egentlig er suveræn, og hvem der garanterer sikkerhed om tyve år og længere ud i fremtiden. Det er forstærket af, at grønlandske politikere åbent har knyttet bånd med Kina.
I 2019 skulle Kina bygge lufthavne. Indtil for nylig bekendtgjorde grønlandske toppolitikere, at Grønland selvfølgelig vil samarbejde med Kina i fremtiden. Det har man ret til, mener man.
Den grønlandske elite har længe undermineret tilliden hos ikke bare Danmark – ved at ville forhandle direkte med USA uden Danmark – men også hos amerikanerne. Hvad betyder et selvstændigt Grønland? Vil Grønland også lave aftaler med russerne?
Anden ændring
Arktis' strategiske betydning er eksploderet. Smeltende is åbner nye søveje. Sjældne jordarter er afgørende for ny teknologi. Rummet over Arktis er kritisk for missilforsvar mod russiske atomvåben.
Samtidig militariserer Rusland regionen, og Kina forsøger at blive en arktisk magt.
Disse to ændringer kombineret med en fornyet stormagtsrivalisering i en multipolær tidsalder gør 1951-aftalens "gratis frokost"-model uholdbar for USA. Danmark vil gerne have USA som sikkerhedsleverandør, men insisterer samtidig på uantastet formel suverænitet.
Set fra Washington er det en asymmetri: USA bærer byrden og risikoen, men har hverken juridisk kontrol eller politisk indflydelse på fremtidige beslutninger.
Problemet ville komme under enhver præsident
Forestil dig en demokratisk præsident i 2028. Arktis er stadig strategisk centralt. Kina forsøger stadig at blive arktisk magt. Rusland militariserer stadig regionen. Grønlandsk selvstændighed nærmer sig stadig.
Men Monroe-doktrinen – USA’s dominans over sin vitale interessesfære – er stadig i live. Den er omkring 200 år gammel. Det er ikke en Trump-opfindelse.
Den britiske analytiker Helen Thompson forklarer i en podcast på mediet Unheard Grønlandskrisen med suverænitetens paradoks i relation til Monroedoktrinen.
Budskabet det samme - kun tonen anderledes
At være suveræn betyder at kunne levere sikkerhed til sit territorium. Når Danmark selv anerkender at man ikke kan forsvare Grønland og er afhængig af USA's militære skjold, opstår der et logisk spændingsfelt. Hvorfor er det så Danmark, og ikke USA, der er suveræn stat i dette område?
Pentagon ville i 2028 stadig konkludere, at status quo er uholdbar. Forskellen er blot, at en demokrat ville formulere det pænere end Trump og Vance. Men kravet ville være det samme: Ikke bare rettigheder, men garantier, som et selvstændigt Grønland ikke ville kunne løbe fra.
Med andre ord: Kontrol og sikkerhed. Og hvis ikke udstrakte rettigheder, som er vores bedste mulighed, så selvbestemmelse. Altså Grønland som amerikansk delstat.
Det danske dilemma
Men hvorfor skal vi overhovedet mødes, når Trump opfører sig som han gør? Og når hans trusler er uacceptable?
Fordi vi står i et uløseligt dilemma. Vi er hundrede procent afhængige af USA for vores sikkerhed, men vi må samtidig bevare vores værdighed og interesser. Det indsnævrer vores råderum radikalt.
Nogle siger: Lad EU håndtere det. Men EU har ingen kompetence på forsvarsområdet og ingen fælles linje. Hvem skulle forhandle? Von der Leyen har intet mandat på sikkerhedspolitik.
Østeuropa vil ikke konfrontere USA, for de er endnu mere afhængige, end vi er. Frankrig og Tyskland er fundamentalt uenige om sikkerhedspolitik. Trump ignorerer desuden EU totalt. Han vil tale direkte med stater. Som Kissinger sagde: Hvem ringer man til, når man vil tale med Europa?
Skal vi så vente med at tale om Grønland til efter Trump? Det forekommer også naivt. For problemerne forsvinder netop ikke. Arktis bliver kun vigtigere med tiden.
En ny bipolær orden
Vi kan måske håbe på en ny bipolær orden, der bygger på en ny kold krig denne gang med rivalisering mellem USA og Kina. Givet, at vi ikke kan vende tilbage til en unipolær orden, hvor USA dominerer kloden.
En bipolær orden ville være frygtelig, men det vil gøre allianceforholdene tydelige. Danmark vil miste manøvrerum, fordi vi som alle andre stater må vælge side, men til gengæld bliver sikkerhedsgarantien fra USA klar. Som under Den Kolde Krig.
Men indtil da må vi forsøge at finde vej i den nuværende multipolære usikkerhed.
Det er derfor, vi både må være loyale og kritiske. Loyale, fordi vi ikke har noget alternativ. Kritiske, fordi vi ikke kan lade USA køre hen over os. Det er et smalt spor at gå, men det eneste spor, vi har.
Grønlandskrisen udspringer af den anomali, at en lille europæisk stat kontrollerer et strategisk afgørende territorium i amerikansk interessesfære – uden at kunne forsvare det – mens fjendtlige magter presser på.
Det er strukturerne, ikke personer, der driver krisen. Og kun strukturelle svar – ikke moralske protester – kan løse den.
