Billederne fra Iran følger efterhånden et velkendt mønster. Først mobilisering, så eufori, siden frygt. Demonstrationer, der begynder i økonomisk desperation eller kulturel trods, vokser til opgør med staten og mødes af statens rå magt.
Denne cyklus har gentaget sig siden 1999, over 2009, 2019 og senest i den bølge af protester, som regimet har slået ned med en brutalitet, der selv efter iranske standarder fremstår bemærkelsesværdig hårdhændet.














