”Hvad er gået galt, og hvordan kan landet komme tilbage på ret køl? Netanyahu nægter sig selvsagt skyldig, men ville han sit land det bedste, tog han nu til Haag og beviste det – eller tog imod sin straf”. Politikens kronikredaktør Marcus Rubin i en leder den 24.november 2024
13 måneder efter Hamas’ morderiske overfald på Israel og umiddelbart efter ICC’s arrestordrer mod Israels premierminister er Politiken ikke i tvivl. Anklagen om folkemord anses som bevist alene på basis af de dødstal fra Hamas, der citeres vidt og bredt i alverdens medier, - efterhånden uden den væsentlige tilføjelse, at tallene kommer direkte fra Hamas.
Verden vender på hovedet, når det gælder den jødiske nation. Netanyahu er skyldig, indtil det modsatte er bevist.
Trods alle anklagerne er Israels krig mod de islamistiske terrorister i Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og Syrien og Houthierne i Yemen en succeshistorie. Vi går ind i et nyt år med et totalt forandret Mellemøsten.
Prolog
Den 8. oktober, endnu inden de sidste indtrængende Hamas-mordere i Israel er neutraliseret, erklærer Israel krig. USA indsætter en hangareskadre og Israel starter luftangreb i Gazastriben. Hezbollah affyrer missiler mod det nordlige Israel, og Iran truer med at intervenere, hvis Israel invaderer Gaza.
Få dage senere bryder verdensomspændende protester løs efter et påstået israelsk angreb mod et hospital i Gaza, hvor angiveligt 500 palæstinensiske flygtninge skal være blevet dræbt. Beskyldningerne gentages af internationale medier og konfirmeres af WHO, indtil det viser sig at være et vildfarent Hamasmissil, der har ramt en parkeringsplads ved hospitalet med få omkomne til følge.
FN, Røde Kors, Læger uden grænser og andre organisationer advarer om hungersnød og massedød som følge af de israelske angreb, og den internationale spænding vokser yderligere, da Kina sender flådestyrker til Middelhavet. USA sender endnu en hangarstyrke til Mellemøsten. Houthi-militsen i Yemen sender missiler mod Israel.
Invasion, krig, våbenhvile og krig igen
Den 28. oktober påbegynder Israel sin invasion af Gaza.
Frem til den første våbenhvile den 24. november gennemfører Israel en mængde angreb og ransagninger på hospitaler, skoler og flygtningelejre, hvor Hamas søger tilflugt eller ligefrem har oprettet kommandocentraler og våbendepoter. Dette udløser omfattende internationale protester og fordømmelse af Israel for ‘brud på krigens love’.
Den israelske invasion af Gaza skrider kun langsomt frem. Israel forsøger at evakuere det nordlige Gaza for at minimere antal dræbte civile, mens de bomber Hamas’ tunneller. Samtidigt er de voldsomt hæmmet af hensynet til de israelske gidsler. Internationalt fordømmes Israel fra alle sider, og medierne kolporterer ukritisk historier om lidelserne i Gaza, om voldsomme dødstal, angreb på hospitaler, hungersnød, el- og vandmangel, ivrigt understøttet af forskellige dele af FN og nødhjælpsorganisationer.
I løber af den uge, som våbenhvilen varer, gennemføres seks udvekslinger af gidsler mod fangne terrorister, som regel i forholdet et gidsler for mange terrorister. I alt syv udvekslinger gennemføres, inden våbenhvilen efter flere forlængelser udløber. I Sikkerhedsrådet stemmer alle på nær UK for en forlængelse af våbenhvilen, mens USA nedlægger veto. Samme dag har Israel offentliggjort fundet af en kilometerlang tunnel mellem al-Azhar universitet og en nærliggende skole.
FN's Generalforsamling forlanger den 12. december med 153 stemmer for, 10 imod og 23 blanke stemmer øjeblikkelig våbenhvile. Danmark stemmer for, hvor vi ved en tilsvarende afstemning i oktober stemte imod.
Sydafrika får optaget en sag om folkemord mod Israel ved ICJ, hvilket verden rundt omgående bliver til et bevis for Israels skyld.
Omringet af fjender
Sådan var stillingen ved indgangen til 2024: Fjender til alle sider, lagt for had i verdensopinionen, voldsomt presset af Vesten og USA, i militær konflikt på seks-syv fronter, i permanent regeringskrise, med voldsomme protester i befolkningen og med en premierminister, der anklages for at ønske krigen for at undgå en retssag om korruption.
Israel bomber i Yemen, og begynder i maj en offensiv mod Rafa og den korridor, der støder op til grænsen mod Egypten. USA blokerer våbeneksport til Israel for at standse yderligere krigshandlinger. Imens fortsætter Israel sin jagt på Hamas, og nye tunneller bliver ved med at dukke op. Det internationale samfund råber på fornyet våbenhvile, mens Israel strammer grebet om Gaza City. Trods Amerikanske advarsler erobres byen i løbet af maj og juni.
Og sådan fortsætter det. Israel ikke kan udrydde Hamas, lyder det, og kan lige så godt indrette sig med dem så godt som muligt. Alt imens stiger dødstallene, - og meget få betvivler opgørelserne. Netanyahu siger på israelsk tv, at Israel fortsætter krigen, indtil Hamas er bekæmpet. Israel dræber det mest af Hamas’ politiske og militære top med en række præcisionsangreb på basis af efterretninger, og Hamas’ politiske leder bliver dræbt i selve Teheran.
I den anden ende af landet intensiveres konflikten med Hezbollah med Syrien og Iran som aktive medspillere, og Israel flytter det mest af den militære indsat fra Gaza til Hizbollah i Libanon og Syrien. Den 16. og 17. september overrasker Israel alt og alle med sit angreb gennem de personsøgere, som alle i Hezbollahs kommandostruktur er udstyret med.
Israel gennemfører voldsomme bombardementer i Libanon for at ødelægge Hezbollahs enorme lagre af missiler og våben og fortsætter taktikken med at dræbe både de militær og politiske ledere.
I begyndelsen af oktober rykker israelske landstyrker ind i Libanon, hvilket får den regulære libanesiske hær til at trække sig fra området og overlade til Israel at bekæmpe Hezbollah. Sidst i november indgår Israel og Libanon en våbenhvile efter stort set de linjer, der var besluttet efter sidste krig, men som FN aldrig implementerede.
Ved udgangen af 2024 er Hamas stort set nedkæmpet, Hizbollah er voldsomt svækket, Iran har forsøgt sig med to enorme, men mislykkede missilangreb og er voldsomt ydmyget efter de israelske likvideringer i Teheran. Israel er ikke længere truet, men har kæmper sig til en klar overhånd.
Og så sker det uventede. Syrien ‘invaderes’ af oprørsgrupper, samlet under Ahmed al-Sharaa. I løbet af ingen tid braser Assads diktatur sammen. Det var i Vesten en helt uventet følge af Israels nedkæmpelse af Hezbollah, men perspektiverne er langt større end Assads fald.
Syriens fald og Israels sejr
I USA har Trump sat sig til rette endnu inden den officielle overtagelse af embedet, men Israel har for længst indrettet sig på de nye og langt mere venlige tider. De indleder deres hidtil mest intensive luftkampagne. I løbet af 72 timer destruerer de det syriske luftvåben og missilforsvar, ødelægger depoter og militære anlæg samtidigt med, at de ødelægger den syriske flåde.
På landjorden besætter de mere af Golanhøjderne, så kontrollen med den syriske side af det næsten 3 kilometer høje Mount Hermon nu er på Israelske hænder. Mount Hermon virker som en væg for de israelske radarsystemer, og med kontrol med begge sider af bjerget kan Israel opsnappe missilangreb langt mere effektivt.
Endnu vigtigere er, at Israel også har skabt tre luftkorridorer, hvor Israel kan sende jagerfly mod Iran uden at frygte for syrisk luftskyts. Israel kan samtidigt holde sin flåde af tankfly i luften tæt på grænsen til Iran. Uden den mulighed kan israelske jagere ikke nå Iran.
De arabiske lande har holdt sig forbløffende tavse i hele forløbet. De har endog i stærke vendinger fordømt Hamas’ angreb den 7. oktober, og Saudi Arabien arbejder på at få Abraham-aftalerne op at stå igen, klar til underskrift. Den vil skabe en uhørt grad af fred i Mellemøsten, og det var præcis den, Hamas ville afspore med deres bestialske angreb.
Epilog
Netanyahu og Israel står tilbage som den store sejrherre. Hamas og Hizbollah er ikke længere en trussel.
Houthierne bekæmpes af Israel, USA, Frankrig med flere. Libanon er taknemmelig for at være sluppet af med Hizbollah, og fordi Hizbollah er bekæmpet, faldt regimet i Syrien. Rusland har trukket sig ud af Syrien og har opgivet sine to militærbaser.
Men der er stadig 100 gidsler i Gaza, levende, døde eller med ukendt skæbne. Og der er stadig flere end 800 israelske familie i sorg over tabet af et familiemedlem, og i tusindvis, der skal leve hårdt såret eller som invalid. Og Netanyahu lever fortsat med en arrestordre over hovedet, og Israel står stadig anklaget for folkemord ved ICJ.
Men Netanyahu og Israel vandt - ikke i kraft af, men på trods af sine såkaldte vestlige venner. Det israelske forsvarsbudget er på knapt 7 procent af BNP, værnepligten er på tre år for mænd og to for kvinder, og så får de massiv våbenhjælp fra USA. Men deres vigtigste våben er deres opfindsomhed og kløgt udi det militære håndværk og den enorme forsvarsvilje. Det er med Golda Meirs ord deres hemmelige våben.
“We Jews have a secret weapon in our struggle with the Arabs; we have no place to go”