Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti indgår ikke i den ligning, som Alex Vanopslagh satte på tavlen i sin tale til de godt 1.000 deltagere til partiets landsmøde, som i dag lørdag blev afholdt på Tivoli Hotel og Kongrescenter i København.

Sidste år lød der ellers andre toner, da der på LA’s initiativ blev skabt et samarbejde mellem de fire borgerlige partier i opposition – LA, K, DD og DF. Samarbejdet udmøntede sig i et fælles papir med 50 politiske punkter, som en borgerlig regering skulle gennemføre på de første 100 dage efter et valg.

I august sidste år samledes de fire partier til et heldagsmøde i Fredericia under temaet ’Borgerligt konvent’, hvor samarbejdet skulle cementeres og præsenteres som grundlaget for en fremtidig regering. I et fælles opråb blev der sendt en appel til Venstre om at tilslutte sig og om at bidrage til at udvikle det borgerlige alternativ til den ’underlige regering’ på midten.

Flertallet kom ikke
Nu har der været valg, men det borgerlige flertal med de fire plus Venstre er der ikke. Og konklusionen, som er draget i ledelsen af LA er åbenbart, at det borgerlige fundament med DD og DF ombord ingen fremtid har for sig.

I stedet lægger Alex Vanopslagh nu sine æg i en kurv med K og V og efterlader DF og DD til deres eget liv i opposition. I sin tale satte han ret klare ord på sin ændrede prioritering:

”Lad os tre partier (K, V og LA, red.) indgå en blå pagt om samarbejde for at skabe det fælles grundlag for et nyt borgerligt systemskifte. Lad os komme og gå sammen til vigtige forhandlinger, så vi kan sikre ægte borgerlig indflydelse i stedet for enkelte, svage aftryk. Vi er alle dødtrætte af borgerlig splittelse og nej-hatteriet i blå blok”.

Hvad ’nej-hatteriet’ hentyder til, uddybede han ikke i talen, men det kan næsten kun forstås som DF’s og Danmarksdemokraternes afvisning af både Radikale Venstre og Moderaterne som partnere i et ikke-socialistisk flertal. En modstand som er begrundet i M’s og Rv’s uvilje mod at gennemføre ændringer i udlændingepolitikken, som vil betyde brud med én eller flere konventioner.

Utålmodig efter magt
Man kan altså med ret stort belæg tolke ind i afskæringen af DF og DD, som en udlændingepolitisk markør. Liberal Alliance prioriterer de økonomiske reformer, som kan opnås i et samarbejde med Moderaterne og Radikale Venstre som vigtigere end de reformer af udlændingepolitikken, som især DF lægger vægt på.

At det så også formentlig er en genvej til magt og indflydelse, spiller også en rolle for et parti, som har endog ret store ambitioner på egne vegne. Ole Birk Olesen, der er gruppeformand i folketingsgruppen, satte kort før frokost på landsmødet trumf på fra talerstolen med ordene: ”Jeg er overbevist om, at når der skal være valg næste gang, så er Alex Vanopslagh det borgerlige Danmarks statsministerkandidat.”

Man mærker, når man taler med centrale medlemmer af Liberal Alliance, en sult efter magt og regeringsindflydelse. Hvis den magt så skal vindes på mandater fra Moderaterne og Radikale Venstre, må det være sådan.

Midt i tomrummet
Udmeldingen fra Alex Vanopslagh kommer midt i et tomrum i dansk politik. Danmark har i øjeblikket ikke en regering. Der er ikke noget klart flertal til hverken den ene eller den anden side. Lars Løkke Rasmussen sigter mod en midterregering, hvor både V og K kan få plads, men hvor det er helt urealistisk at forestille sig, at LA ville kunne få plads.

Alex Vanopslaghs udmelding skal derfor også forstås som et løfte til Konservative og Venstre. Hvis de to borgerlige partier kan holde fingrene fra fadet og lade være med at lade sig friste til at give en omgang mere til Mette Frederiksen, så vil tiden i opposition ikke blive på den nationalkonservative fløjs præmisser, men en midtersøgende opposition, hvor værdipolitikken nedtones og den økonomiske politik optones.

Hvor efterlader det værdipolitikken i LA
Umiddelbart skulle man tro, at værdipolitikken nu vil blive ignoreret i LA. Sådan bliver det ikke. På det første konstituerende møde i folketingsgruppen efter valget blev der udpeget nye ordførere. Pernille Vermund, som i sidste valgperiode kom til LA fra Nye Borgerlige er blevet ny udlændingeordfører.

Hun blev for ti år siden kendt i offentligheden for hendes ufravigelige krav om at ’løse udlændingepolitikken fra bunden’.  Hun byggede et helt parti på det udsagn. Hun slippes nu løs til at profilere partiet.

Det er nok en udnævnelse med tanke på, at en ny midtersøgende linje vil gøre LA sårbart overfor indhug i vælgermassen fra DF og Danmarksdemokraterne. Der skal Pernille Vermund agere bolværk og en garanti for de LA vælgere, som lægger vægt på værdipolitikken. Og dem er der efterhånden en del af i det tidligere ultra-liberale parti, som i de senere år har fået en mere konservativ profil.

Lige så interessant er det, at det nyvalgte politiske talent Mads Strange er udnævnt til indfødsretsordfører. Det er et område, hvor LA faktisk har en formuleret ret skarp politik, som den unge politiker skal løfte. Der skal han konkurrere om synlighed og gennemslagskraft med Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, som i sidste valgperiode erobrede en klar førerstilling i den borgerlige lejr i debatten om, hvem der skal kunne optages i det danske folkelige fællesskab.

Liberal Alliance står altså langt fra nøgen tilbage i værdipolitikken efter årets landsmøde og den direkte kassation af det borgerlige fundament, som det blev formuleret mellem LA, K, DD og DF i 2025. Det er et LA, som nærmer sig en position som magtparti. Landsmødet viste et parti, der har smag efter mere og som i stigende grad er utålmodig efter at veksle valgsejre til indflydelse.