Det er nu tid til at gå i dialog med Rusland, og det skal Frankrig stå for. Sådan lyder det fra Emmanuel Macron. 

I begyndelsen af januar var den franske præsident vært for et møde med “Koalitionen af villige” i Paris. Her sagde han, at der bør genetableres dialog med Putin, og at det skal gøres “hurtigst muligt”. 

Udmeldingen lægger sig i forlængelse af udtalelser over de seneste måneder, hvor Emmanuel Macron igen er begyndt at tale om dialog med Rusland som et europæisk anliggende, han gerne vil stå i spidsen for.

Fransk udenrigspolitik er også indenrigspolitik
Som det så ofte er i politik, er udtalelser sjældent tilfældige, og heller ikke Macrons opfordring til dialog med Rusland kommer ud af det blå. Den præsenteres i en setting af dyb national politisk krise i Frankrig.

Siden invasionen 2022 har Macron forsøgt at placere sig som Europas centrale fredsmægler. Men hans seneste udspil om at række ud til Moskva kommer på et tidspunkt, hvor hans egen politiske position er svækket og den franske indenrigspolitik præget af ustabilitet.

På under to år har Frankrig haft fem forskellige premierministre, undersøgelser fra blandt andet den franske avis Le Monde viser, at franskmændenes tillid til de politiske ledere er i bund, og de store økonomiske problemer i Frankrig ser ikke ud til at ophøre lige foreløbigt.

I den virkelighed kan Macrons forslag om at tage en snak med Vladimir Putin på Europas vegne ses som et forsøg på at give Frankrig en ny geopolitisk hovedrolle – og på samme tid genvinde tabt tillid på hjemmebanen.

Polen afviser kontant
Samtidig med den franske åbenhed over for dialog med Rusland stritter Polen i mod idéen om nationale initiativer. Den polske udenrigsminister Radosław Sikorski advarede Bruxelles mod at udpege en “svag samtalepartner” og understregede, at alle kontakter med Rusland skal håndteres gennem EU.

Sikorski pegede på, at EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, allerede er den naturlige kontaktflade, og at individuelle hovedstæders diplomatiske manøvrer er problematiske.

Sikorski understreger, at diplomati med Rusland kun giver mening “fra en position af styrke”, og at dialog ikke skal finde sted, før Moskva er økonomisk og militært presset til at indrømme, at invasionen af Ukraine var en fejltagelse.

Hvorfor reagerer Polen så voldsomt?
Bag den polske afvisning af individuelle initiativer over for Rusland ligger en dybt rodfæstet sikkerhedspolitisk logik. Polen er et land, der historisk har kendt til russisk dominans fra det russiske imperiums kontrol over dele af Polen i det 18. og 19. århundrede til Sovjetunionens besættelse under og efter Anden Verdenskrig. 

Også generelt i befolkningen er der stor skepsis mod Rusland. 

Ifølge Pew Research Center mener 77% af den polske befolkning, at Rusland er en enorm militær trussel mod dets naboer. 

Historiske sår og strategiske interesser
Forholdet mellem Polen og Ukraine er dog også præget af historiske traumer. I 1943–45 anslår historikere, at over 100.000 polske civile blev dræbt af Den ukrainske oprørshær (UPA) - en paramilitær organisation.

Polakkerne betragter massakrerne, der bliver kaldt Volhynia-massakrerne, som systematisk etnisk udrensning og betegner det officielt som et folkemord - et emne, der stadig er meget følsomt og præsent i dagens Polen.

Ukraine har til dags dato ikke formelt anerkendt disse begivenheder som folkemord på trods af Polens ønske herom, hvilket gør den polske støtte til Ukraine historisk betinget.

Polens premierminister Karol nawrocki har udtalt, at Polen bør støtte Ukraine i krigen, men at Kyiv bliver nødt til at forstå, at ethvert land har sine egne interesser, hvortil han tilføjede at Polens interesser blandt andet omfatter erindringen om Volhynia-massakrerne under Anden Verdenskrig.

Ukraine som buffer
Polens regering ønsker ikke at sende soldater til Ukraine, og både befolkning og regering tøver i spørgsmål om, hvorvidt Ukraine en dag skal blive en del af EU.

Det er både på baggrund af historiske uenigheder og økonomisk konkurrence. På samme tid afviser Polen dialog med Rusland, før landet offentligt udtaler, at invasionen af Ukraine var en fejltagelse - hvilket intet indikerer, kommer til at ske lige foreløbig.

Den historiske baggrund gør Polens specifikke støtte til Ukraine mere strategisk end sentimental – den skal sikre polske interesser. 

Set i det lys handler Polens hårde linje mod Rusland først og fremmest om historisk erfaring og nutidige sikkerhedspolitiske hensyn, mens de historiske og økonomiske forhold til Ukraine tilføjer nuancer, men ikke ændrer hovedforklaringen:

Et Ukraine uden russisk indflydelse er ikke nødvendigvis et ønske polakkerne nærer for ukrainernes skyld, men snarere ses som en strategisk buffer mod et Rusland, som Polen historisk har haft gentagne konflikter med.

To syn på diplomati i samme EU: splittet Rusland-politik
Emmanuel Macrons åbning mod dialog med Moskva falder sammen med en periode, hvor hans indenrigspolitiske popularitet er svækket, og hvor et udenrigspolitisk projekt som fred i Ukraine kan give både opmærksomhed og autoritet – hjemme såvel som i EU.

Polens afvisning af en sådan dialog afspejler omvendt en dybt rodfæstet sikkerhedspolitisk erfaring. For Warszawa – og for aktører som EU’s udenrigschef Kaja Kallas, der kommer fra det baltiske land Estland – er forholdet til Rusland et historisk trusselsbillede, der ser ud til at præge enhver vurdering af dialog.

EU’s uenighed handler derfor ikke kun om Rusland, men også om, hvem der definerer Europas interesser, og om fælles EU udenrigspolitik er et fælles projekt eller summen af nationale hensyn. Konflikten illustrerer, at EU’s diplomati stadig balancerer mellem politiske ambitioner og udenrigspolitik baseret på historisk erfaring.