Fra 1943-1945 blev over 100.000 polakker dræbt i Volhynien og det østlige Galicien. En massakre udført af den ukrainske oprørshær (UPA) og ukrainske landsbyboer organiseret af UPA-partisanerne. Den anerkendte Yale historiker Timothy Snyder har beskrevet konflikten som en af de tidligste eksempler på etnisk udrensning i det 20. århundrede.
De voldelige begivenheder har efterladt dybe ar og skår i polsk og ukrainsk kollektiv erindring.
Volhynien og det østlige Galicien, områder der i mellemkrigstiden lå i Polen og i dag er en del af Ukraine, var før 2. Verdenskrig beboet af polakker, ukrainere og jøder. Der var spændinger mellem disse grupper, som havde rødder i årtiers stridigheder under både det polske styre i mellemkrigstiden og senere sovjetisk styre efter invasionen af Polen i 1939.
Da Nazityskland invaderede Sovjetunionen i 1941 og besatte det østlige Polen, blev området underlagt tysk administration, og de statslige institutioner kollapsede. Forskellige bevægelser forsøgte at forme regionen. I denne kontekst voksede ukrainske nationalistiske bevægelser frem.
Særligt stor blev ukraineren Stepan Bandera, der i begyndelsen samarbejdede med nazisterne, og hans bevægelse ved navn Organisationen af ukrainske nationalister (OUN) og dens militære vinge UPA voksede under Anden Verdenskrig.
Nationalisterne i OUN byggede på Dmitro Dontsovs tanker om fascisme og afvisning af parlamentarisk demokrati, der havde det ideologiske program aktiv nationalisme.
For de politiske ledere i OUN-bevægelsen var målet at skabe et etnisk homogent ukrainsk territorium, fri for andre folk blandt andet jøder — og især polakker — som de så som potentielle rivaler om jord.
Bandera blev arresteret af tyskerne i 1941 for at have erklæret Ukraine selvstændig og sendt i tysk koncentrationslejr i tre år, men forblev det symbolske og ideologisk lederansigt for OUN-B, som fortsatte sit arbejde i hans navn.
Medlemmerne af OUN-B blev kaldt banderivets. Efter 1944 levede Bandera i eksil i München og opretholdte sit formelle lederskab, indtil han blev dræbt af en sovjetisk spion i 1959.
Ukraine har her i januar 2026 netop lige fejret 117-året for Stepan Banderas fødsel. På billedet ses Bandera, lederen af OUN-B, hvis medlemmer blev kaldt banderivets. Bandera var en central figur i ukrainsk nationalisme før, under og efter Anden Verdenskrig. OUN-B organiserede militante grupper som UPA, der stod bag massakrerne på polske civile i Volhynien og Galicien, og deltog i drab på jøder i Ukraine i bestræbelsen på at skabe et etnisk homogent Ukraine. Til højre er emblemet til OUN-B. Polens nuværende præsident har igangsat at forbyde det sorte og røde flag i Polen, hvilket Ukraine har reageret kritisk på.
Den canadiske historieprofessor David Marples, hvis speciale er Belarus, Rusland og Ukraine skriver:
“Ved at fjerne polakkerne kunne de ukrainske nationalister forhindre enhver mulighed for en tilbagevenden til polsk styre i dette område i det nordvestlige Ukraine, og mellem 60.000 - 100.000 polakker, hovedsageligt civile, blev ofre for dette voldsorgie”.
Den målrettede etniske udrensning er gentagne gange dokumenteret i efterkrigstidens forskning og arkivmateriale, og Timothy Snyder, en af de mest citerede historikere om Østeuropa i krigstid, anslår, at UPA’s aktioner og voldens intensitet nåede sit højdepunkt midt på sommeren i 1943.
99 polske landsbyer på én dag
En af de mest berygtede massakrer mod Polen er den såkaldte “Blodige søndag” der fandt sted den 11. juli 1943, hvor UPA på samme tid angreb mere end 99 polske landsbyer under søndagsmesse.
Historiske kilder dokumenterer, at angrebene var omhyggeligt koordinerede og ofte udført på tidspunkter, hvor folk var lette at indfange, som for eksempel under gudstjenester.
Metoderne var ekstremt brutale — mange ofre blev dræbt med primitive våben som knive, økser og bajonetter, Banderas folk brændte hele landsbyer og kirker ned med civile inden i bygningerne. De fleste ofre var kvinder, børn og ældre.
Kort over de steder, massakrene fandt sted i over 99 forskellige landsbyer under “Den blodige søndag” d. 11. Juli 1943. Regionen, som dengang var polsk, er i dag en del af det nordlige Ukraine.
En officiel polsk arkivside indeholder rystende øjenvidneberetninger fra overlevende fra Volhynia-massakrerne og vidner blandt andet om børn, der blev spiddet, om lig med lemlæstelser, og om kvinder, der blev myrdet med økser og andre primitive våben. Beretningerne giver et indblik i den brutalitet, som ramte helt almindelige civile polakker, set gennem øjnene på overlevende.
Omfang og ofre
Forskere er ikke helt enige om det præcise antal døde, og massegrave graves fortsat op i disse år, men flere anerkendte historiske vurderinger peger på mod 60.000–100.000 polske civile dræbt i Volhynien alene, med yderligere titusinder i det østlige Galicien og omkringliggende områder mellem 1943 og 1945.
Det havde ikke kun demografiske konsekvenser, men formede også efterkrigstidens polsk-ukrainske relationer.
Reaktioner og efterspil
De systematiske angreb udløste også polsk modstand og hævnaktioner. Polske undergrundsstyrker (bl.a. Armia Krajowa) foretog i 1944 nogle gengældelsesaktioner mod ukrainske landsbyer, der resulterede i dødsfald blandt civile ukrainere, om end i langt mindre omfang end de ukrainske angreb mod polakker.
Efter krigen blev Volhynien og det østlige Galicien ikke genforenet med Polen, men blev en del af Sovjetunionens Ukrainske SSR, hvilket betød, at mange overlevende polakker blev tvunget til at flytte mod vest. Områderne er i dag en del af Ukraine.
Nutidig kontrovers og historisk uenighed
I dag er massakrerne på polakkerne fortsat en kilde til indre konflikt mellem polsk og ukrainsk historiefortolkning. I juli 2016 vedtog den polske Sejm en resolution, der anerkendte Volhynia-tragedien som folkedrab "begået af ukrainske nationalister mod polakker".
I Ukraine søger flere at kontekstualisere begivenhederne som del af krigens kompleksitet, der bliver peget på tidligere polsk undertrykkelse af ukrainere i mellemkrigstiden.
De argumenterer for, at volden skal forstås i lyset af modstand mod begge besættelsesmagter både Nazi-Tyskland og Sovjetunionen.
Mange ukrainere fejrer i dagens Ukraine Stepan Bandera som folkehelt og forsvarer af ukrainsk identiet med UPAs sort-røde flag - senest her i januar 2026, hvor det var 117-året for Banderas fødsel.
Screenshot fra den ukrainske regerings hjemmeside. Her ses et retoucheret billede af det oprindelige arkivbillede, som kan ses tidligere i artiklen.
Ovenfor er et screenshot fra den ukrainske regerings officielle hjemmeside, hvor der står “Den 1. januar 2026 vil Ukraine fejre 117-året for Stepan Banderas fødsel. For de fleste ukrainere i dag er navnet Stepan Bandera et symbol på den kompromisløse og udødelige kamp for den ukrainske nations ret til selv at bestemme over sin egen skæbne på sit eget land.”
Bandera-monument i den ukrainske by Dnipro. Foto: Mykola Vasylechko
I diplomatiske sammenhænge har Polen og Ukraine i de senere år arbejdet på officielle erklæringer, udgravninger af massegrave og mindehøjtideligheder, men spørgsmål om, hvorvidt det kan kan kaldes et folkemord eller ej - og om ansvar - forbliver følsomme emner mellem de to lande.
Det kan du læse mere om her: Volhynian Massacre — the Achilles heel of Ukrainian-Polish relations
Denne artikel er skrevet som tilføjelse til analysen: 'Macron rækker ud mod Moskva – Polen lukker døren'
