Analyse

17.04.22

Om Påskelatter og Påskealvor

Må man grine i kirken? Det blev diskuteret i senmiddelalderens Sydtyskland i forbindelse med påsken. Der praktiserede man nemlig det noget løjerlige fænomen: Påskelatter. Det gik ud på, at præsten påskemorgen skulle bringe sin menighed til latter ved f.eks. at fortælle vitser, hvilket blev mødt af en masse konfessionel polemik. Men lo Jesus selv påskemorgen, og har latteren noget at lave i kirken i dag?

Påsken har mange traditioner. Påskeæg, påskeharer og gækkebreve. Men i senmiddelalderens kirker i Sydtyskland, blev der praktiseret et noget mere specielt fænomen: Påskelatter.

Påskelatter? Hvad har påske og latter nu med hinanden at gøre, og er påsken ikke en alvorlig sag - i hvert fald indtil påskedag – hvor Jesus opstår, og vi kan fejre opstandelsen og livet?

Fænomenet er et teologisk motiv, der rækker tilbage til spekulationen over, hvad Kristus lavede fra han døde på korset langfredag til han genopstod søndag morgen. Som vi hører i trosbekendelsen, lå Jesus ikke bare i graven men var nedfaret til dødsriget. Der lå han med et klæde over ansigtet, og da Satan og hans smådjævle kom for at hovere over, at de havde fået ham hængt op på et kors, og det onde havde vundet, trak Jesus klædet væk fra ansigtet og slog en kæmpe latter op. I chok fór Satan bort med alle sine djævle halsende i halen efter sig. Det gode havde vundet, og da Kristus opfarede til himmels, trak han alle de sjæle, der ellers var dømt til evig lidelse med ud i sin egen opstandelse.

Det er selvsamme motiv, Grundtvig har digtet over i salmen I kvæld blev der banket på Helvedes port, hvor han blander den kristne fortælling om Kristi nedfart til dødsriget med mytologi og heltekvad. I salmen nedstiger Kristus til helvedes porte, fjerner dets hængsler og befrier Adam og Eva og alle de fortabte sjæle fra dødens magt: ”fra Helvede steg nu den Herre så bold/ ham fulgte så fager en skare”. Triumf!

Det er på denne baggrund fænomenet påskelatter, risis paschalis, opstår. I størstedelen af senmiddelalderens Sydtyskland ønskede flere præster at genkalde den latter som, Jesus Kristus ifølge beretningen skulle have leet med, da han besejrede døden. Præsterne var ikke blege for at tage alverdens midler i brug for at opnå den ønskede latterkrampe hos menigheden.

Det var ikke alle lige begejstrede for. At vi overhovedet kender til fænomenet i dag, skyldes præsten og reformatoren af Basel Johannes Oecolampadius. I 1517 modtager han en klage fra nogle kollegaer, som beskylder ham for at være en alvorlig og kedelig prædikant, som ikke bringer sin menighed til latter påskedag, som det sig hør og bør. På den baggrund fatter han pennen og skriver et brev til Basels domprædikant Wolfgang Capito, i hvilket han hænger de præster ud, der på fjoget og uevangelisk vis bringer alverdens midler i brug for at more folket.

”Man forventer det evangeliske brød, men får tåbeligt pjat.” Oecolampadius er tydelig omkring, at han nægter at te sig som en skuespiller og stå i kirken og buldre op om, hvad ægtefolk muntrer sig med i soveværelset, som andre præster gjorde, mens han forkyndte Kristus. Latteren kunne aldrig blive et bevis på evangeliets virke.

I Oecolampadius’ kritik af påskelatteren findes en reformatorisk iver. Traditionen blev kun praktiseret og forsvaret af de ritual- og festglade katolikker, men vandt aldrig klangbund hos protestanter. Geografisk blev fænomenet praktiseret omkring de sydtyske og nordøstrigske egne, men spredte sig aldrig rigtig yderligere. Fænomenet nåede kun til Danmark som nævnelser i nogle håndbøger fra 1800-tallet som noget, der var ’en besynderlig fremmed praksis, der foregik et andet sted’. Påskelatteren blev som afladen noget som protestanterne kunne markere sig imod katolikkerne på.

Faktisk harcelerede Luther imod påskelatteren - dog uden at bruge ordet påskelatter, og i 1524 udgiver hans betroede medarbejder, Johannes Bugenhagen, som var med til at indføre reformation i Danmark, en latinsk sammenskrivning af Det Nye Testamentes beretninger om påsken, i hvilket han i 1544 tilføjer han sin kritik af påskelatteren:

”Men nogle forkyndere havde snarere dette ene ønske, at når man er kommet tilbage til kødspiseriet, så at kunne underholde folkemængden med deres udannede og løgnagtige historier i stedet for en rigtig tale og altså fremkalde påskelatter, som de kaldte det, hos folket. Hvordan kan disse dumheder bidrage til den ærefulde genopstandelses højhed?”

For rummer kristendommen ikke så mange komiske elementer, at det indimellem kan være svært at lade være?

Når vi læser i palmesøndagens tekst, at det æsel, Jesus red ind i Jerusalem på palmesøndag, ikke bare er et æsel, men en æselhoppes føl, er det komisk. For hvor højt er sådan et føl? En halv meter højt? Måske ikke engang. Det er lidt lattervækkende at forestille sig en fuldvoksen 33-årig mand, der rider rundt på et æsels føl. Men hvorfor egentlig? Når Kant og Schopenhauer skulle beskrive det humoristiske, beskrev de det begge som inkongruens. Det er nemlig humoristisk, når forstanden møder sanseindtryk, der bevæger sig i modstridende retninger, og som den dermed ikke kan forholde sig direkte til. F.eks. et voksent menneske, der rider rundt på et meget mindre babydyr.

På samme måde er det komisk, at Guds søn, som jo også er Gud selv, korsfæstes og hænger skrigende på et kors, hvorefter han genopstår og lever videre – og nok med noget af et traume, ville den moderne psykologi nok ikke tøve med at sige. Den gode tømrersøn. Nu med frygt for søm.

Ligeledes er det komisk, når vi i opstandelsesberetningen hører om, hvordan kvinderne kommer for sent til opstandelsen, fordi de skulle købe salve. De kommer for sent til verdenshistoriens største øjeblik, fordi de skulle købe salve. To minutter før og måske havde de været der, hvad det så end ville betyde.

Kristendommen er ikke som de andre monoteistiske religioner bange for at være latterlig eller inkongruent. Den tåler selvironien, og den står og falder ikke med selvhøjtideligheden. For Gud har god sans for det humoristiske.

Betyder det så, at vi skal sidde i kirken og skraldgrine med en opblæst skoggerlatter påskemorgen hos en præst, der minder mere om en manisk komiker end en præst, a la dem som Oecolampadius harcelerede imod? Absolut ikke.

Men det betyder, at man kan føle sig fri. Det er som om, at mange har en forestilling om, at kirkerummet er et sted, der er så helligt, at man skal tilgå det med den største høflige alvor og helst sidde stiv som et bræt i sin nystrøgne blazer, indtil man så skal til at skynde sig med at være den første, der rejser sig op på det rigtige tidspunkt, så man kan vise, at man har styr på den slags.

Men til hvis glæde og hvorfor skulle man sidde i Guds hus og føle sig som et stift og ufrit bræt og lade som om, at man er en person af en sådan slags støbning, der faktisk slet ikke har nogen ansigtsmimik? Det er nok sådan, at des mindre hjemmevant, des mere alvor.

Men kirken er et rum for at være fri, som den man er, i Guds frie kærlighed. Selvfølgelig må man smile og grine, hvis præsten siger noget sjovt eller vækker en sjov tanke i en. Tænk bare på Johannes Møllehave, og hvordan rygterne forlød om, hvordan han med sit blotte væsen slet ikke kunne undgå at sprede latter over Virum kirkes kirkebænke. Latteren er såre menneskelig, og Gud selv var også et menneske med mennesketanker og menneskefølelser. Latteren er en af Guds frie gaver, som er med til at gøre mennesket menneskeligt. Og i Guds hus, må man gerne være menneske. Det er faktisk det eneste, man skal.

Påskedag er den yderste bekræftelse af livet. En større end nogen kunne drømme om. Jeg ved ikke om det er værd at grine af, men det er i hvert fald værd at fryde sig over og glæde sig ved. I dag indfriede Gud sit løfte og fuldendte vores liv. Lad os særligt i dag glæde os over det med en mild påskelatter og en mild påskeglæde.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter