”Du har ringet til Jakob Ellemann Jensen. Ringer du for at få en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre er gået frem - så skyldes denne fremgang regeringens klare, målrettede og effektivt udførte politik. Drejer det sig om en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre er gået tilbage – så kan der ikke udledes noget som helst fra en enkelt måling”.
Sådan lød Ellemanns telefonsvarer en overgang. For i dag møder vi meningsmålinger snart sagt alle vegne, og partierne bliver dem foreholdt hele tiden.
Men prøv lige - bare et ganske kort øjeblik – at forestille dig en politisk verden uden målinger. Uden gætværk fra kommentatorer på, hvorfor små udsving gør sig gældende. Hvor partierne rent faktisk kan fokusere på politik og længerevarende indsatser, uden det nødvendigvis skal kobles til en eventuel fremgang eller tilbagegang. Hvor det ikke er den procentvise størrelse, andet end på valgdagen, der afgør, om et parti har succes, men derimod handlinger og det sagte. For selvfølgelig er der bølgegang i målinger. Skal du anmelde din frokostordning efter en dårlig maddag, giver du måske kun en enkelt stjerne. Hvorimod anmeldelsen formentlig er bedre dagen efter, at de har serveret din livret – hvis man altså kan have sådan en som voksen. Det er en anden diskussion – men du forstår pointen!
Det er naturligvis helt urealistisk, en utopisk forestilling, at målinger ikke findes inden for politik.
Meningsmålinger er selvforstærkende
Siden Georg Gallup i 1935 åbnede Gallup Institute i USA, har meningsmålinger spillet en stadig stigende rolle i den offentlige debat. Under valgkampen i efteråret var der nye målinger stort set hver anden dag, og Twitter-Danmark fik, som politisk kommentator Noa Redington beskrev det, abstinenser efter 24 timer uden bekræftelse af partiernes tilstand.
Udenfor valgkampssæson er målingsprognoserne naturligvis droslet ned, men udkommer stadig kontinuerligt. Alligevel formår de uge efter uge at kaste overskrifter af sig, ligesom de danner baggrund for alskens analyser.
Som al anden information kan meningsmålinger fungere selvforstærkende og påvirke vælgerne. Et parti i fremgang vil således ofte opleve yderligere tilslutning, hvorimod et parti i massiv modvind vil oplevere yderligere tilbagegang ved offentliggørelsen af den ene dårlige meningsmåling efter den anden. Tænk Konservative. Opblomstring til Statsministerparti og sammenfald igen indenfor kort tid. Højt at flyve, og så videre. Alle vil gerne være med i hulen, ingen gider at være en del af taberholdet. Groft karikeret, bevares.
De fleste politikere vil hævde, at de ikke læser meningsmålinger. Onde tunger og kynisk anlagte vil imidlertid indvende, at det selvsagt forholder sig anderledes. Det kan man ikke lade være med. Politik handler jo om at lodde folkestemningen og levere det, vælgerne efterspørger. Og politisk succes, hævdes det, kræver den rette analyse og strategi, og måske endda viljen til at bedrive rendyrket populisme og opportunisme. At man er nogle ”lusepustere og slingrefise”, som en gammel politisk cirkuselefant engang har sagt.
Men det forholder sig omvendt. Eller bør gøre. En af de vigtigste og sværeste ting som ledende figur i et parti er nemlig at undgå at styre efter meningsmålinger og kommentatorer.
De forstyrrer kun billedet, målingerne, - og i værste fald begynder man at tilrettelægge politik og udtalelser efter dem. For uanset hvad vil et parti ikke kunne tilgodese alle. Nogen vil kritisere nogle dele af et partiprogram, andre vil lange ud efter andet. Nogle vil råbe, andre vil søge dialogen. Nogen vil være kritiske, andre pragmatiske.
Partier bør holde fast i sit DNA
Man kan ikke gøre alle glade – og derfor skal det grundlæggende udgangspunkt være sikkert. Man skal holde sig på den linje, man i partiet synes er den rigtige, og ikke det, som kommentatorer og talmagikere tror, at vælgerne synes, er det rigtige. Et parti skal ikke lade sin kurs og strategi påvirke alene af stemningen i befolkningen, som analyseinstitutterne udlægger den.
Omvendt skal man selvsagt heller ikke sidde på hænderne i tre år, mens målingerne falder fra 23% til 9% – uden henvisning til noget eksempel fra virkeligheden i øvrigt. Ingen nævnt, ingen glemt.
De dygtige partier bruger helst minimal tid på meningsmålinger, uanset om de går op eller ned. Fordi de ved, at det vil gå op og ned. Samfundsstemninger og tidsånden skifter. Dagsordner og trends skifter.
Men partiets grundlæggende ståsted skal helst ikke skifte. Se mod SF’s bølgegang, Konservative, DF og mange andre, som både har ramt bund og top. De partier har i perioder vist, at man kan holde tilslutning eller vende en udvikling, hvis man holder fast i det, der er partiets DNA.
Med troen på at politikken og kursen er den rigtige, skal det nok gå op igen, fordi vælgerne med tiden vil identificere partiet med givne mærkesager, frem for dem der skifter holdning efter, hvilken vej vinden blæser.
