“Men der er stadig 100 gidsler i Gaza, levende, døde eller med ukendt skæbne. Og der er stadig flere end 800 israelske familie i sorg over tabet af et familiemedlem, og i tusindvis, der skal leve hårdt såret eller som invalid. Og Netanyahu lever fortsat med en arrestordre over hovedet, og Israel står stadig anklaget for folkemord ved ICJ.”
Sådan slutter min sidste artikel “Israel vandt”, hvor jeg gennemgik den enorme strategiske og taktiske sejr, landet har kæmpet sig til. Nu synes en våbenhvile at være på plads, en våbenhvile på betingelser, der truer med at rive regeringen midt over, og grave grøfterne i befolkningen endnu dybere.
Det er svært at tro på en våbenhvile, når Israel har alle kortene på hånden. Hamas er stort set lammet,og efterretninger tyder endda på, at Hamas er tæt på at løbe tør for ammunition, selv for noget så elementært som patroner til håndvåben. Iran er betydeligt svækket, Syrien faldet, Hizbollah nærmest udraderet, og Trump er på vej ind i Det Hvide Hus.
At Israel i den situation skulle opgive Philadelphia-korridoren lang grænsen til Egypten, løslade 1000 terrorister, trække sig militært fra alle beboede områder i Gaza, tillade fremmede tropper for at overvåge flytning af Gazanere fra syd til nord og de øvrige kendte elementer i våbenhvileaftalen er nærmest ubegribeligt. Netanyahu står stadig stejlt på at nedkæmpe Hamas, og Hamas forlanger stadig fuld tilbagetrækning - præcis som for et år siden.
Det nye og det, der har fået Netanyahu til at skrive under, angives at være det enorme pres, USA lægger på Israel. Den afgående og den indkomne amerikanske administration står for en sjælden gang tæt sammen i deres bestræbelser. Israelske kilder siger, at det amerikanske pres i lige så høj grad er møntet på Qatar. Qatar er nær allieret med USA, og det er dybt afhængig af den alliance. Målet fra USA’s side er at bruge Qatar til at tvinge Hamas eller resterne af det til våbenhvile.
Israelerne er splittede
Men det største pres på Israel kommer internt. Israel er i et dybt smertefuldt dilemma. Det nationale traume efter 7. oktober bløder fortsat, 909 israelske soldater og politifolk er siden blevet dræbt, og gidslerne er fortsat gidsler eller døde. Presset på regeringen for at få gidslerne fri er enormt; det samme er behovet for at nå det andet erklærede krigsmål, nemlig at eliminere Hamas en gang for alle.
Den israelske minister for national sikkerhed Ben-Gwir har meldt meget klart fra og trukket sig fra regeringen, og finansminister Smotrich - begge fra det religiøse højre - er mere end skeptisk. Samtidigt forsikrer den israelske opposition, at den er klar til at levere de nødvendige stemmer for en vedtagelse i Knesset.
Våbenhvilen, der i mange medier koges ned til “Fred i Gaza”, er ikke ‘fred i vor tid’, uanset hvad medierne proklamerer. Våbenhvilen fejres som en sejr af Hamas, selvom det trodser enhver logik både at være offer for folkemord og samtidigt være sejrherre.
En del israelske iagttagere giver dem ret for så vidt og kalder våbenhvilen et nederlag for Israel. Israel stod med alle kortene på hånden, - hvorfor så underskrive en aftale, der tvinger Israel til at opgive stort set alle de militære mål, det har nået.
Hvorfor skriver Israel under?
Mit bud er, at Israel er kommet i klemme i et meget større geopolitisk spil med mange interessenter. Det indenrigspolitiske pres er helt åbenbart; seneste meningsmåling viser en overvældende tilslutning til den udveksling af terrorister mod gidsler, der indtil videre er på bordet. Forholdet er 30 terrorister mod et gidsel, hvilket må betyde, at Israel anser det for sikkert, at de senere kan dræbe hovedparten af de løsladte terrorister på den ene eller anden måde.
Der er også et pres fra Bidens administration for at få den fjer i hatten, som en aftale vil indebære. Biden har allerede på sin sidste pressekonference taget æren for aftalen med svaret til en journalist, der spurgte, om, hvem der havde skabt den: “Are you kidding me?”
Og selvom Biden har ret, er Trumps uberegnelighed og voldsomme sprog også en medvirkende faktor. Hamas har selvsagt også noteret sig, at “All Hell will breake out”, hvis gidslerne stadig er i Hamas’ hænder, når Trump træder til.
Men der må være andet og mere, der presser Netanyahu til at skrive under. Mest sandsynligt er det chancen for at redde Abraham-aftalerne og sikre sig en Saudiarabisk underskrift. Eller måske er våbenhvilen reelt en gratis omgang for Netanyahu, der påberåber sig amerikansk støtte til at genoptage krigen ved det mindste tegn på brud på aftalen fra Hamas’ side.
Israelske bloggere tror ikke på, at våbenhvilen holder længere end første del af første fase, altså frigivelsen af de første 33 gidsler. Hvad der sker derefter, er uvist, men en ting er sikkert: Det er ikke denne våbenhvile, der skaber fred i Mellemøsten - uanset hvad den arabiske-palæstinensiske side og alverdens medier tror.
