Da Pernille Vermund onsdag den 10. januar meddelte, at hun nedlagde Nye Borgerliges folketingsgruppe og ville have partiet opløst, gjorde hun regning uden vært.
Hendes begrundelse var: ”Hvis vi skal genrejse det borgerlige Danmark, er der brug for at samle alle gode kræfter – men i lidt færre borgerlige partier.”
Jeg har i pressen kaldt det verdens dårligste undskyldning, for enhver med kendskab til Nye Borgerlige og kender lidt til mekanismerne i politik bør vide, at man ikke kan nedlægge partier, blot fordi man ikke selv vil være med længere.
Pernille Vermund har i og for sig blot gentaget den exit, som hun gennemførte præcist et år tidligere, da hun trådte tilbage som formand. Denne gang forlader hun så partiet helt og melder sig – efter hendes eget udsagn – snart ind i et andet.
Dårlig analyse eller overvurdering af egen betydning
At hendes partihopperi på nogen måde skulle kunne fremtvinge en reduktion i antallet af partier på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, det er enten udtryk for en ekstrem dårlig politisk analyse, eller en ekstrem overvurdering af egne evner og egen betydning.
Og der viste sig da også hurtigt nogle på banen, som står klar til at overtage partiapparatet. Og i kulissen står Lars Boje og savler, mens han nyder udsigten til partiets formue og partistøtte.
Men at Pernille Vermund har et stærkt ønske om – men altså ikke evnen til – at opløse det parti, hun stiftede for godt otte år siden, det tvivler jeg ikke på.
For partiet er ikke længere det parti, hun føler sig hjemme i, og som kan hjælpe hende til at opfylde hendes egne ambitioner. Og i stedet for at kæmpe for at sætte retning for partiet, valgte hun her efter nytår at forlade det. Hun gav op.
Vermund har for længst mistet ejerskabet til Nye Borgerlige
Pernille Vermund ’ejede’ ikke Nye Borgerlige. Det havde hun ikke gjort længe. Hun mistede ejerskabet lang tid før folketingsvalget i 2022. I stedet for at engagere sig 100 procent i at holde sammen på baglandet, overlod hun det til en amatør-hovedbestyrelse at slå ned på den voksende uro og utilfredshed, som bredte sig efter kommunalvalget i 2021.
Den mentale træthed, som overmandede Pernille Vermund i efteråret 2021, efterlod et parti til sig selv og sin egen skæbne. Det gik ikke godt.
Uroen forstærkedes i sommeren 2022 i kølvandet på, at Inger Støjberg valgte at stifte sit eget parti. Fremgang for Nye Borgerlige afløstes af afmatning og tilbagegang i både opbakning og medlemstal. Det var i den situation, at Vermund skulle have forstærket sin indsats og intensiveret kampen for partiet.
Det gjorde hun ikke. Tværtimod mistede hun initiativet og lysten til at tage modgangen ved hornene. I stedet brugte hun sin tid og sine kræfter på at agere Kirsten giftekniv i blå blok og pleje sine venskabelige forhold til Søren Pape, Jakob Ellemann og Alex Vanopslagh.
Baglandet så ikke meget til hende. Gangene på Christiansborg var hendes foretrukne. Forsamlingshusene stod tomme. Allerede dér i foråret 2022 kom Pernille Vermund endegyldigt ud af sync med sit eget parti.
Ude af sync med sit eget bagland
Mens partiets soldater og løjtnanter stadigvæk var overbeviste om, at ’Nye Borgerlige er ikke som de andre’, og at ’udlændingepolitikken skal løses fra bunden’ og ’at vi siger, hvad vi mener, og gør som vi siger’, som partiet i årevis havde banket ind i baglandet, var Pernille Vermund draget en anden vej.
Ned ad den vej, hvor man indgår kompromisser, bliver pragmatisk, samler sig med andre partier for at kunne erobre det parlamentariske flertal og dermed få del i magten.
Det var magten, der fristede, som et attraktivt alternativ. Den folkelige modstandsbevægelse var under corona løbet løbsk, og det var ikke en slagmark, som Pernille Vermund befandt sig veltilpas på længere.
Dér var partiets bagland ikke, og dér var Lars Boje Mathiesen slet ikke.
Derfor var det heller ikke svært for Pernille Vermund efter folketingsvalget i 2022, som ikke indfriede forventningerne, hverken i antallet af mandater og ej heller gav et blåt flertal, der kunne have givet hende andel i magten, at smide tøjlerne.
15. november kort tid efter valget afholdt Nye Borgerlige deres årsmøde. Det blev en mat omgang, hvor brokkeri over maden og et dårligt lydanlæg forstærkede den negative stemning. Pernille Vermund holdt en noget akavet tale, som hun angiveligt selv havde skrevet, med en laang fortælling om en fiktionel familie i det borgerlige paradisiske samfund.
Drømmeriet gik hen over hovederne på baglandet, som blev efterladt uden gejst eller anvisning på, hvor Nye Borgerliges næste kamp skulle udkæmpes.
Et uregerligt bagland og en ilter Lars Boje fik Vermund til at give op
December 2022 førte ikke noget godt med sig. Lars Boje Mathiesen havde fået et godt valg, og han nægtede at fortsætte en strategi, der betød fokus på sammenhold i den borgerlige opposition og en mere pragmatisk linje.
Det var altså et nedslået og uregerligt bagland og en ilter Lars Boje Mathiesen, der var lagt under træet til Pernille Vermund, da hun i juledagene 2022 første gang tog beslutningen om at forlade skuden og overlade den til Lars Boje Mathiesen og hans konfronterende og evigt oppositionelle strategi.
Ikke noget svært valg for Pernille Vermund, for hun vidste jo godt, at hun allerede havde mistet partiet. Men et ret egoistisk valg. Rigtig mange mennesker blev efterladt på perronen. Mennesker som havde ofret både tid, energi og penge på at bygge partiet op.
Det efterfølgende kaotiske forløb, hvor partiet mistede sin konservativt indstillede ungdomsafdeling og det nyvalgte nationalkonservative folketingsmedlem Mikkel Bjørn, viser, at opbruddet var monumentalt.
Da Lars Boje Mathiesen blev kåret til ny formand og fik kram af Vermund med på vejen, blev det næsten tåkrummende pinligt, for vi var mange, der vidste, at det ikke var en videreførelse af Pernille Vermunds parti, for det havde hun allerede tabt.
Partiet kom under Lars Bojes korte regimente faktisk i sync med store dele af sit tilbageværende bagland, inden Lars Bojes personlige brist i omgangen med andre folks penge og hans alt for store ego satte det hele over styr, inden han rigtig kom i gang.
Vermunds trang til at slippe ud var større end hendes ansvarsfølelse
Med lidt mindre luft i hans oppustede ego og med større respekt for andres penge, kunne det faktisk godt være blevet en succes målt på sine egne præmisser. Men netop de to sider af Lars Boje Mathiesens personlighed står nok ikke til at ændre, så at det gik som det gik, er ikke en overraskelse for os, der har været med hele vejen.
Pernille kendte også alt til de personlige svagheder i Lars Bojes karakter. At hun alligevel så kækt og tilsyneladende ubekymret forærede ham nøglerne i februar 2022 viste, at hendes trang til at slippe ud var langt større end hendes ansvarsfølelse for parti og kammerater.
Da Pernille Vermund vendte tilbage fra sit selvvalgte eksil, var det så med ordene: ”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne skabe så meget rod på så kort tid. Det beklager jeg. Det kommer jeg ikke til at tillade en gang til.”
Jeg kender ikke til detaljerne i Pernille Vermunds fantasi, men jeg ved, at hun har en godt udviklet forestillingsevne. Det følger som regel med det at være intelligent.
Så hvis hun havde tilladt sig at fantasere lidt mere i juledagene 2022, eller måske rådført sig med nogen, kunne den efterfølgende katastrofe sagtens være blevet tegnet op. Beslutningen kunne være blevet en anden, forløbet tilrettelagt bedre og partiet måske være blevet bragt ind på den rigtige kurs igen.
Men kontrafaktisk historieskrivning er ikke denne analyses formål, så det må vente til en anden gang.
To måneder og 13 dage holdt løftet til baglandet
I forbindelse med sin genindtræden som formand i marts 2023 sagde hun også: ”Det ville være helt utroværdigt at sige, at nu stiller jeg op som formand, men jeg bliver kun et halvt år eller et år.”
Så det sagde hun selvfølgelig ikke, men det var alligevel det, der skete.
På årsmødet den 28. oktober 2023 blev Pernille Vermund valgt til formandsposten. Mellem marts 2023 og årsmødet var formandsposten blevet varetaget af partiets næstformand Jesper Hammer, som benyttede årsmødet i oktober 2023 til selv at tjekke ud efter 7 år på posten.
To måneder og 13 dage kunne hun holde sit løfte til baglandet om ikke at løbe af pladsen og ”tillade det en gang til” med henvisning til Lars Boje Mathiesens kaotiske lederskab.
I onsdags forsøgte hun så at bilde sig selv og omverdenen ind, at hun denne gang ikke blot træder tilbage. Hun vil opløse både folketingsgruppe og parti.
Det er formentlig hendes måde at opfylde sit løfte til baglandet på. Hun ved, at hun, da hun genindtrådte som formand, sagde: ”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne skabe så meget rod på så kort tid. Det beklager jeg. Det kommer jeg ikke til at tillade en gang til.”
Jo, det er netop det, hun kommer til at tillade, men ved at melde sig ud og forelå partiet opløst, forsøger hun at vaske det moralske ansvar af sig. Det tror jeg kun, hun kan i egne øjne – ikke i andres.
Ikke ønsketænkning, men kynisk kalkule
For Nye Borgerlige fortsætter, og det ved hun godt, for hun kender partiet, og hun kender efterhånden også en del til mekanismerne i politik.
Så det er ikke naiv ønsketænkning, der ligger bag Pernille Vermunds udtalelser om at opløse partiet. Det må jeg konkludere. Det er derimod en ret kynisk, selvisk og ansvarsfraskrivende forklaring. For det kommer ikke til at ske.
Og det er nok også derfor, at hendes kollega i folketingsgruppen Kim Edberg belagde sine ord lidt anderledes end Pernille Vermund i onsdags, da sagde til TV2: ”Jeg er konkurrencemenneske og hader at tabe. Og det er lidt at tabe. Og senere bliver jeg sikkert irriteret og vred.”
Ja, han har noget at være irriteret og vred over. Vermund har brændt mange broer i det seneste år. Nok flere end hun kan nå at reparere i den tid, der er tilbage af hendes politiske karriere, hvor end hun vil forsøge at føre den videre.
